Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan frivillighed redde velfærden?

Erhvervslivets trivsel står nu over borgernes trivsel. Kommunerne tænker det frivillige arbejde ind i den offentlige velfærd. Men det kan i sidste ende true borgernes retssikkerhed.

»Den frivillige indsats er blevet en integreret del af de redskaber og ressourcer, som kommuner og regioner planlægger med, når de skal løse deres velfærdsopgaver.« Arkivoto: Preben Madsen Fold sammen
Læs mere

Både Dronningen og statsministeren roste i deres nytårstaler det frivillige arbejde. »Uden jer ville vi leve i en kold tid. Det gør vi ikke. Vi lever i verdens bedste land,« sagde Helle Thorning-Schmidt. Samtidig citerede hun Anker Jørgensen for konstateringen: »Samfundet kan blive koldt og umenneskeligt, hvis vi ikke forstår at bruge velstanden på den rigtige måde.«

Dette er bemærkelsesværdige citater. I en tid, hvor vi som samfund aldrig har været rigere på penge og materielle goder, konstaterer landets leder, at en af vore store udfordringer er kulde og umenneskelighed. Hvis ikke vi som frivillige borgere tager os af hinanden vil vi være ilde stedt.

Dette er jo en voldsom anklage mod det offentlige system og den offentlige omsorg, som netop Socialdemokratiet selv har en stor del af ansvaret og æren for. Men samtidig er det jo en anklage, som bekræftes af fagforeningerne på sundheds- og omsorgsområdet. Herfra har man gang på gang advaret om, hvordan der til stadighed skæres ned på »de varme hænder« i den offentlige velfærd.

Læs også: Liberale tier om fællesskaberne

Fra den frivillige sociale verden kan vi også kun bekræfte, at der fra stort set alle offentlige institutioner både regionalt og kommunalt i stigende grad trækkes på den frivillige indsats, som det »supplement«, der skal være med til at menneskeliggøre den offentlige omsorg. Uden de frivillige ville mange ældre sidde ensomme tilbage, døende ville sove ind uden menneskeligt nærvær, mange børn og unge ville mangle tryg voksenkontakt, patienter og pårørende ville føle sig fortabt i de store sygehusmastodonter osv. Det er vel derfor efterhånden rimeligt at spørge, om frivilligheden længere blot kan betragtes som et supplement?

Svaret på dette spørgsmål kan måske findes i det profetiske varsel, som ligger i citatet af Anker Jørgensen, nemlig om vi »bruger velstanden på den rigtige måde« eller om velstanden efterhånden mere har udviklet sig til et mål i sig selv fremfor et middel til velfærd. I en tid, hvor konkurrencestaten har sat dagsordenen for den politiske udvikling, er det blevet en almindelig talemåde fra næsten alle politiske partier, at vi skal skabe vækst og velstand, før vi kan udvikle velfærd.

En konstatering, som ingen kan være uenig i, men også en konstatering, der kan bruges til at fremme særinteresser alt efter, hvor man er placeret i de forskelige samfundssektorer. Vi ser således en klar tendens til, at det er lykkedes centrum-højre partierne, som ligger tættest på erhvervslivet, at få trukket det politiske fokus i retning af først og fremmest at styrke konkurrenceevnen.

Faktisk er det lykkedes i en grad, så mål og middel nu har skiftet plads, hvilket betyder, at en stram styring af de offentlige udgifter ses som et afgørende middel for at fremme konkurrenceevnen og erhvervslivets trivsel. Dette fokusskift indebærer dybest set, at der er sket en ændring i den politiske argumentationskæde, så erhvervslivets trivsel nu står over borgernes trivsel.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård, kalder det (i fagtidsskriftet Samfundsøkonomen) udviklingen af en »økonomisme«, der har fået en alt for dominerende plads i velfærdsudviklingen. Med »økonomismen« træder de nære relationer med udgangspunkt i normer, traditioner, religion og kultur i anden række, og i stedet forsøges den menneskelige adfærd reguleret gennem økonomiske incitamentsstrukturer. Dette opleves af borgerne som koldt og upersonligt og der udvikles et savn og et behov for nære menneskelige relationer.

Det er så her, det frivillige arbejde kommer ind som det kit, der skal binde samfundet sammen. Men spørgsmålet er som sagt, om man længere kan tale om den frivillige indsats som et supplement til den offentlige indsats? Snarere er der tale om, at den frivillige indsats er blevet en integreret del af de redskaber og ressourcer, som kommuner og regioner planlægger med, når de skal løse deres velfærdsopgaver.

Vi ser derfor også en udvikling, hvor mange kommuner forsøger at overtage organiseringen og ledelsen af de frivillige selv. I stedet for at tale om frivillighed taler man nu om medborgerskab, og ideologisk udtrykkes det ved, at man i de kommunale frivillig/medborgerskabs-politikker siger, at nu er det slut med at tale om »dem og os«. Nu er vi alle et stort »vi« i kommunen.

Samtidig ser vi en tendens til, at man som kommune går uden om samarbejdet med de frivillige sociale organisationer, fordi det er lettere og mere problemfrit at lede og organisere borgerne selv. F.eks. har Aarhus Kommune nedsat et medborgerskabsudvalg bestående af repræsentanter fra de politiske partier samt af borgere, som kan søge om optagelse i udvalget. Derimod er de frivillige organisationer ikke inviteret med.

Læs også: Vi tørster efter offentlig-privat samarbejde

Dette er en meget interessant, men også problematisk udvikling. Den er interessant, fordi den peger frem mod en ny form for velfærdsudvikling, som vi vil se i de kommende år, og som vel mest rammende kan betegnes som »relationel velfærd«. Med den relationelle velfærd vil borgernes relationer i stigende grad blive brugt til at sikre en fortsat udvikling af velfærdssamfundet.

Dette sker dels af nød, fordi den offentlige omsorg og sundhedspleje er så udsultet for »varme hænder«, at borgerne er nødt til at træde til med skabelse af egne relationer. Og det sker dels af lyst, fordi vi som borgere i stigende grad er blevet bevidst om vort eget selvværd og vore rettigheder, hvad enten vi er ressourcestærke og integrerede, eller vi er udsatte og mere marginaliserede. I kraft af ikke mindst de sociale medier betyder dette, at vi deler og organiserer vort liv med andre i en række nye former for sociale og kulturelle relationer.

Men udviklingen er også problematisk, fordi vi som nævnt ser en tendens til, at kommunerne forsøger at »kolonisere« borgerdeltagelsen, så den bliver en del af den kommunale ressourceprioritering.

Hidtil har der været politisk konsensus om, at civilsamfundet og dets organisationer på den ene side og det offentlige system på den anden side har forskellige roller i udviklingen af et demokratisk og bæredygtigt samfund. Dette blev senest i 2013 formuleret i et nyt charter for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige. Her hedder det bl.a.: »Den frivillige verden og det offentlige har hver sine styrker og mål. Vi ser det som konstruktivt, at vi udfordrer hinanden fra hver vores udgangspunkt og med hver vore kompetencer.«

Med udviklingen af den relationelle velfærd som et redskab i den kommunale social- og sundhedspolitik er der store fare for, at der sker en kommunalisering og adfærdsregulering af borgerne i civilsamfundet, som truer borgernes interessevaretagelse og retssikkerhed.

Udover at bidrage med frivillige som supplement til velfærdsudviklingen har det altid været et fornemt demokratisk princip, at de frivillige sociale organisationer også var anerkendt som borgernes og civilsamfundets vagthunde over for det offentlige system. Dette demokratiske princip er alvorligt truet, hvis kommunerne får held til at gå ind og overtage de frivillige sociale organisationers rolle som civilsamfundets og borgernes organisatoriske stemme.

Den herskende »økonomisme« har hele tiden behov for et kvalitativt modspil i form af den menneskelige stemme, der udspringer af civilsamfundets rødder i borgernes sociale og kulturelle hverdagsliv.

Som borgere og som frivillige kan vi i høj grad bidrage til at redde velfærden og gøre Danmark til et mindre koldt land at leve i, men det kræver, at politikere og administratorer anerkender, at det netop er med udgangspunkt i forskellige former for meningsfylde, økonomisk og civilt, at vi sammen kan skabe en ny form for relationel velfærd.