Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampene slutter ikke for Syriens børn

To syriske piger i Aleppo. Foto: Nazeer al-Khatib Fold sammen
Læs mere

Krigen i Syrien og Irak fylder ikke det samme i medierne, som den gjorde for bare et halvt år siden. Slaget om Mosul trækker ikke overskrifter mere. Men det betyder ikke, at det er slut. Tilbage er de civile, der har lidt enorme tab. Mennesker, der har mistet deres hjem, forældre og børn.

Jeg frygter, at verden mister interessen for dem. Når krigen stopper, er det lettest at børste støvet af sig og tænke, at det er slut. Men for alt for mange – flere end vi kender til – fortsætter krigen i deres sind. Samfund kan opleve et kollektivt traume, der ikke stopper, selv om krigen gør. Det betyder, at de mentale ar og psykiske konsekvenser, som civilbefolkningen lider under, nærmest kan invalidere et land.

Et lands fremtid afhænger – selvfølgelig – af de yngre generationer. De, der trods krig og elendighed forhåbentlig skal leve videre i fredstid. Hvordan er den generation, der er opvokset med død, terror, vold og offentlige henrettelser rustet til det? Det blev vi lidt klogere på, da Red Barnet udgav en rapport, der undersøger, hvordan Mosuls børn har oplevet krigen. Den viser, hvordan de mentale ar er forskellige, alt efter om børnene er flygtet, eller om de er blevet tilbage og har lidt under IS.

Monstre og blødende ansigter

Børn, der først for nylig er flygtet og har levet under IS-styret, fortæller historier om »monstre«, »døde mennesker i gaderne«, »blødende ansigter« og »bomber«. De taler om angst for at miste dem, de elsker. Hos børnene, som har tilbragt år på flugt uden noget hjem, vurderer eksperter, at de har »normaliseret volden«. Eksperterne er bekymret for deres mentale helbred. Deres naturlige reaktionsmønstre er formet af at have levet i angst flere år.

Børn tackler lidelserne forskelligt. Nogle føler en lammende sorg. En sorg som alle mennesker kan føle, hvis man mister sin mor, sin far eller sine børn. Andre børn får posttraumatisk stress syndrom (PTSD), der gør det umuligt at få en hverdag til at hænge sammen, selv efter at kampene er ovre. Både at børn og voksne kan føle sig modløse og kan ikke se noget håb for fremtiden. Uanset hvad, så står det klart, at der er behov for hjælp.

Jeg frygter, at verden glemmer dem, når krigen er ovre. De, der går fra slagmarken som sejrherrer, har – efter min mening – et ansvar for, at de, der bor der, er i stand til at komme videre. Derfor, næste gang du læser overskrifter om slaget om Mosul, Raqqa eller et andet fjernt sted, så husk at det, politikere og generaler betragter som en slagmark – det er hjem for andre. Og skulle gerne blive ved med at være det, når krigen er slut. Det har vi alle et ansvar for.

Vi kan ikke tillade os at glemme dem, der bor i Raqqa, Mosul og andre byer i Syrien og Irak. Når bomberne ikke længere falder, og TV-kameraerne har fundet en anden konflikt at stille skarpt på, fortsætter krigen i folks sind.