Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen om mangfoldigheden

Politisk korrekthed i amokløb eller rettigheder til alle? De Radikale har startet en værdikamp for mere mangfoldighed. Sofie Carsten Nielsen, Rasmus Jarlov og Hans Hauge debatterer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De seneste uger har Det Radikale Venstre blæst til værdikamp. Efter VKOs ti-år er det blevet tid til en radikal omvurdering af alle værdier. Det er begrebet ’mangfoldighed’, der spiller førsteviolinen i det nye partitur - i regeringsgrundlaget dukker det op som et generelt samfundsmål, i miljøpolitikken, på ligestillingsområdet og på kulturpolitikken. Hvad det mere konkret betyder, løftede De Radikales Sofie Carsten Nielsen noget af sløret for i denne uge. Med forslag om at gøre det muligt, at et barn kan have flere end to forældre, og en debat om at kønsneutralisere CPR-numrene, så trans­kønnede ikke bliver stigmatiseret for et køn, de ikke mener de er, har Sofie Carsten Nielsen sat strøm på værdidebatten anno 2012.

»Der bliver ført en voldsom værdikamp fra De Radikales side, hvor man tager et opgør med alle normer, hvor køn og familiestrukturer er noget, man skal kunne definere, som man vil. De Radikale er blevet mangfoldighedsekstremister, der sætter den enkeltes lyst og selvrealisering over grundlæggende normer og strukturer i samfundet. Det er politisk korrekthed, der er gået amok,« siger De Konservatives Rasmus Jarlov, der bliver mødt med hovedrysten fra Sofie Carsten Nielsen:

»Der er ingen tvivl om, at for Rasmus Jarlov og andre, der ønsker, at Det Radikale Venstre skal blive mindre og være mindre indflydelsesrige, er det interessant at gøre os til noget ekstremistisk. Jeg håber og tror, at rigtig mange gennemskue det - for selvfølgelig handler det ikke om at relativere alle værdier eller acceptere Vollsmose-kriminalitet og enhver kulturel praksis. Men det er korrekt, at hans definition af, hvad der er plads til i Danmark, er meget mere snæver end min.«

Selvrealisering eller barnets tarv?

Første etape i kampen om mangfoldigheden drejer sig om danskernes familieliv. Spørgsmålet er handler om juridiske rettigheder til homoseksuelle familier, hvor der er en biologisk far eller mor udover forældreparret. Jarlov forudser yderligere belastning af barnet, hvis forældrene bliver skilt.

»Problemet er, at man sætter barnets tarv under de homoseksuelles behov for at udleve deres seksualitet. Og det bliver noget rod, at et barn kan få op til fire forældre, som kan komme til at ligge og slås om barnet. Så det kan godt være, at det er rart for de homoseksuelle, at de kan få den anerkendelse, at de alle sammen kan være forældre, men man nedprioriterer barnets vilkår. Det er forkert.«

Sofie Carsten Nielsen afviser Jarlovs udlægning.

»Det ville styrke barnets tarv. De juridiske tvister om børn af homoseksuelle, der bliver skilt, findes allerede, men de har bare ikke de samme rettigheder som heteroseksuelle, og derfor bliver det afgjort af skøn. Og vi har jo anerkendt regnbue-familier.«

Men hvis der kan være op til fire personer, der slås om barnet, giver det vel let dobbelt så mange problemer?

»Det er jo allerede svært at være barn af heteroseksuelle forældre, der bliver skilt.«

Det bliver ikke værre af, at man har flere end to forældre?

»Det tror jeg ikke. Realiteten er, at de her familier eksisterer, de har tvister og kommer igennem dem, nogle steder er det let, nogle svært. Ligesom i heteroseksuelle familier.«

Vi tager argumentet over til Jarlov. Hvorfor skal der ikke være lige så gode juridiske rammer for homoseksuelle familier som for heteroseksuelle?

»Normen om, at man skal have en mor og en far, er både biologisk og kulturelt betinget, og den eksisterer, fordi den fungerer og er den bedste ramme for et barns liv. Det skal man ikke lave om på, fordi man sætter selvrealisering over alt andet. Og her prioriterer man selvrealisering over børns vilkår - og det synes jeg er forkasteligt.«

Grove beskyldninger

Anden etape handler om transkønnede danskere - personer der hverken føler, de er kvinde eller mand. Sofie Carsten Nielsen foreslår, at det skal være muligt selv at vælge et ’X’ i passet. Rasmus Jarlov ser det igen som virkelighedsfjern selvrealiserings-dyrkelse.

»Man sætter folks behov for selvrealisering og behov for anerkendelse over virkeligheden. Virkeligheden er, at man født med enten mandlig eller kvindelig fysiologi, og det ændrer man ikke ved at lave om i passet. Hvad nu hvis jeg føler, at jeg er 195 høj, skal jeg så have lov til, at det skal stå i mit pas, selvom jeg kun er 187? Det kan man ikke gå med til. Passet skal jo være en objektiv beskrivelse.«

Sofie Carsten Nielsen mener, at det er Jarlov, der har mistet forbindelsen til virkeligheden.

»Jeg synes, det er groft at kalde transseksualitet for en selvrealiseringsproces. Det er en kategori, vi anerkender verden over, nogle lande mere end andre. Men vi har jo allerede muligheden i Danmark for at få et X i sit pas, man skal bare have en diagnose først - så vi anerkender, at transseksualitet er en kategori, Problemet er, at det er ydmygende at skulle diagnosticeres først - man bør selv kunne vælge.«

Du har også foreslået kønsneutrale CPR-numre - det er jo ikke kun minoritetsbeskyttelse, det ændrer noget for alle i samfundet?

»Det har jeg ikke foreslået, at vi skal have i morgen. Jeg har sagt, at vi skal se på de engelske erfaringer med det. Vi har et virkeligt smart CPR-system, som jeg ikke har tænkt skulle laves om i morgen for at imødekomme en gruppe transseksuelle. Det jeg foreslår er, at man skal kunne ændre sit CPR-nummer uden først at skulle have en diagnose.«

»Min kønsidentitet er ikke bundet op på mit CPR-nummer, jeg tvivler virkelig på, at der er nogle mennesker, der føler, at det et det, der definerer dem som mand eller kvinde.«

Men hvis det ikke har nogen betydning, hvorfor så lave det om?

»For at imødekomme de transseksuelles problemer, fordi de føler det som en stor udfordring, hver gang de bruger CPR-nummer, at skulle konfronteres med, at de ikke anerkendes som det køn, de føler sig som. Men vi skal ikke lave det om med ét slag for deres skyld, for det er en stor beslutning.«

Kulturradikalismens genkomst

Så vidt debatten mellem Jarlov og Sofie Carsten Nielsen. Universitetslektor og debattør dr.phil. Hans Hauge ser De Radikales værdikamp for mangfoldighed som en genoptagelse af det kulturradikale projekt efter ti års surmulen under regeringerne Rasmussen.

»Ti år efter den blev smidt på porten, ser vi nu, at kulturadikalismens klassiske ideer bliver genoptaget - opgøret med kirken og religionen, dyrkelsen af seksuel frisind, troen på fornuften og aristokratisk individualisme« siger Hauge og fortsætter:

»Mangfoldighed er blevet et brand for alt muligt, og det har samtidig overtaget pladsen fra begrebet ’multikulturel’. Og det handler grundlæggende om, at det ensartede bliver set som noget negativt. Det eneste sted, det homogeniserede er i orden, er i mælk. Og så er ’mangfoldighed’ blevet et ord, der erstatter et argument - hvem kan være imod noget, der er blevet defineret som mangfoldighed?«

Hvad er der galt med mangfoldighed?

»Problemet er, at dyrkelsen af mangfoldigheden går gennem staten og lovgivningen, hvor der skal gives rettigheder hele tiden. Konsekvensen er, at juraen sniger sig ind overalt og fortrænger politikken og folkestyret. Bag De Radikales ideer om mangfoldighed ligger en slags åndaristokratisk frygt for folket, det populære og det populistiske. Og så er det en falsk ideologi, fordi det virkeligt anderledes - den reelle mangfoldighed - den vil man ikke have noget at gøre med. Altså når det f.eks. bliver omskæring, som er meget centralt i jødedom og islam, så slår vi lovbremsen i, så ophører mangfoldigheden. Vi kan lide mangfoldigheden, når det er tøj og mad eller musik, men når det virkelig betyder noget, så siger man stop. Det er mangfoldighed med grænser. Det er flertal uden forskel.«

Tilbage hos Sofie Carsten Nielsen vækker kulturradikalismen ikke genkendelse.

»Jeg vil da ikke fraskrive mig min radikale arv, men nej, det er ikke et kulturradikalt fremstød. Faktisk er det fint at læse det ind i en værdidebat, for det handler om værdier. Der skal være plads til andet end Gud, konge og fædreland eller kolonihave, som er dejligt og skønt, men som ikke skal presses ned over hovedet på andre. Man skal kunne være her på forskellige måder inden for lovens og demokratiets spilleregler.«