Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen om dit digitale jeg

Rasmus Hagedorn-Olsen: Danskerne er verdens mest Facebook-glade folk. Men vi bør lære af vores tyske naboer og tage debatten om hvem der har retten til ens personlige - digitale - oplysninger.

»Som menneske ændres og modnes man gennem årene, og i fremtiden bør det være ens ret at have muligheden for at gå tilbage i tiden og slette nogle dumme teenage-bemærkninger eller billeder, som ellers kan hænge på ens ’digitale jeg’ i al evighed og hæmme ens karriere- og jobmuligheder i et normalt voksenliv i den virkelige verden,« skriver Rasmus Hagedorn-Olsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I det tyske tidsskrift Der Spiegel kunne man for nogle ugers tid siden læse en interessant artikel om den hensynsløse informationsrovdrift på 'det digitale jeg', som mange af internettets kommercielle giganter som fx Google, Facebook og Yahoo via halvfordækte håndslagsordninger med reklameindustrien finansierer deres virksomheder med. Indlægget kommer i kølvandet på en højaktuel tysk debat om, hvordan man som internetbruger sikrer sin digitale privatsfære og personlige oplysninger i world wide webs superoffentlige rum, hvor private virksomheder jonglerer lystigt med ens persona i profitmaksimeringens tegn.

Senest har den tyske indenrigsminister foreslået en lovgivning om et 'digitalt viskelæder', der gør brugeren i stand til altid at kunne rydde nettet for sine personfølsomme oplysninger. Hvordan det rent teknisk skal kunne lade sig gøre, har han dog ikke noget svar på. Men problemstillingen er krystalklar: når vi først har offentliggjort noget om os selv, så kan det teoretisk set ligge rundt omkring på verdens servere i al evighed. En ubehagelig og angstprovokerende tanke - især for en tysk befolkning, hos hvem de frygtelige minder fra DDR-diktaturets modbydeligt alvidende efterretningstjeneste, Stasi, stadig spøger.

I Danmark er vi nok mere ukritiske over for den fagre ny digitale verden: for mere end halvandet år siden havde allerede 57,1 procent af befolkningen en Facebook-konto, og vi var dermed på tredjepladsen i verden over de mest Facebook-entusiastiske folkefærd. Da Google-Street-Views fotovogne i et hidtil uset offensivt krydstogt mod privatlivets fred kørte Danmark tyndt og forevigede alle gader, stræder og privatejendomme i det ganske land, afstedkom det heller ikke megen ballade. Nuvel, mediejurist Oluf Jørgensen beskrev det som et kæmpe lovbrud, og Socialdemokratiets forbrugerordfører fulgte kritisk trop. Men vores daværende justitsminister, Brian Mikkelsen, affejede behændigt anklagerne med en velsagtens ufrivilligt lakonisk bemærkning om, at man da kunne have grund til at sagsøge Google, hvis man følte sig krænket.

Med andre ord: det er på høje tid, at vi i Danmark får en mere kritisk orienteret debat om, hvordan vi borgere kan beskytte vores 'digitale jeg'. Det er der to klare årsager til: For det første er internettet en hyperkommerciel verden, hvor der med de traditionelle kapitalistiske markedskræfter, som vi kender dem, er 'no such thing as a free lunch'. Selvom mange sikkert lader sig forføre af fx Facebooks uskyldige mission om at forene hele verden i venskaber på kryds og tværs af kontinenter, hører det også med til strategien at oprette verdens største databank for følsomme forbrugeroplysninger. Selvom man altså ikke betaler kontingent i kroner og øre for at have en profil på Facebook eller for at søge på Google, betaler man med noget meget mere dyrebart: personlige oplysninger. Og de er rigtig mange penge værd for reklamebureauerne. Selvfølgelig er vi jo vant til at vores forsikringsselskab eller bank har oplysninger om os, men de ved dog ikke, hvad vi synes om, hvem vi dater, hvor vi rejser rundt og hvilke venner, vi har. Alt det ved Facebook, som dog langt fra er den eneste virksomhed, hvis service man bør anvende med omtanke. Wall Street Journal offentliggjorde for nylig en undersøgelse af Apples AppStore og dens 101 mest populære programmer. Resultat: 47 af dem afslørede den uvidende iPhone-brugers geografiske bevægelsesmønstre til 'spionfirmaer', der lever af at kortlægge kunders opførsel og behov. Det burde give stof til eftertanke.

For det andet handler kampen om 'det digitale jeg' også om at beskytte vores personlighed fra en uoverskuelig og ukontrollerbar offentliggørelse på internettet. De algoritmeregnende computere hos Google og co. er nemlig lige så kyniske som de er avanceret; de rangerer ikke information efter, hvad der er mest sigende om en person, men derimod hvad der er mest populært blandt internettets brugere. Og deres dom er ofte hård og ubarmhjertig - således kan et pinligt og uheldigt billede fra en vild gymnasiefest for årtier tilbage være nok så populært blandt internettets brugere, mens det er det direkte modsatte hos en potentiel arbejdsgiver, der 'googler' ens 'digitale jeg'. Som menneske ændres og modnes man gennem årene, og i fremtiden bør det være ens ret at have muligheden for at gå tilbage i tiden og slette nogle dumme teenage-bemærkninger eller billeder, som ellers kan hænge på ens 'digitale jeg' i al evighed og hæmme ens karriere- og jobmuligheder i et normalt voksenliv i den virkelige verden.

Som svar til daværende justitsminister Brian Mikkelsen er der derfor ikke brug for passive udmeldinger om, at man jo har sin ret til at sagsøge, hvis man føler sig krænket. Der er brug for en debat om mere vidtgående, håndgribelige værktøjer til borgeren som fx et 'digitalt viskelæder', så man kan styre sit digitale privatliv bare en lille smule. For den teknologiske udvikling er allerede løbet fra de lovmæssige indgreb, og der er ingen tegn på, at den vil sagtne farten i fremtiden - tværtimod.