Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen mod terrortruslen har en pris

13DEBtilalle-135308.jpg
Jacob Mchangama Fold sammen
Læs mere

Tirsdag 10. oktober fremlagde regeringen 22 forslag yderligere i den allerede lange række af tiltag mod radikalisering og ekstremisme.

Mange af disse tiltag er umiddelbart ganske fornuftige: En indsats mod radikalisering i fængsler, mod fremmedkrigere, et optimistisk forsøg på at imødegå ekstremisme med »fornuftsstemmer« og en PET-enhed, der skal følge med i og kortlægge ekstremisters ytringer på sociale medier.

Men ligesom den såkaldte imam-pakke, der tidligere i år blev hastet igennem efter TV2 dokumentaren »Moskeerne bag sløret«, præsenterede justitsminister Søren Pind også en række forslag, der griber ind i ytrings- og informationsfriheden. Eksempelvis vil ministeren have telebranchen til frivilligt at blokere hjemmesider, som politiet efter eget skøn vurderer indeholder ekstremisme. Det har Telebranchen hidtil nægtet, da de meget rimeligt mener, at det medfører en form for privatiseret internetcensur.

Derfor har Søren Pind også foreslået en hjemmel til med retskendelse at blokere udenlandske hjemmesider med ekstremistisk indhold. Søren Pind vil også udvide straffelovens §114 e, der forbyder »fremme« af terror, så det gøres strafbart at dele terrorpropaganda, selvom man ikke udtrykkeligt billiger eller opfordrer til terrorisme. Dog slipper man for op til seks års fængsel, hvis delingen sker som led i en demokratisk debat eller afbalanceret nyhedsdækning. Hvordan man som almindelig borger eller keyboardkriger skal finde ud af, hvor grænsen går, er et godt spørgsmål.

Radikaliseringsplanen vil også medføre, at politi- og anklagemyndighed bliver pålagt at opprioritere indsatsen mod »strafbare ekstremistiske udtalelser«, så der bliver rejst flere sigtelser og tiltaler for eksempelvis »udtrykkeligt at billige« terror eller (som led i religiøs oplæring) strafbare handlinger fra mord til flerkoneri. Men også racismeparagraffen skal tilsyneladende håndhæves strengere fremover.

Truslen fra IS og fra kommunismen

Søren Pind forsvarede disse indgreb i ytrings- og informationsfriheden ved at sammenligne truslen fra IS’ propaganda med den trussel, som kommunismens sofistikerede propaganda udgjorde under Den Kolde Krig. Det er dog en ganske paradoksal sammenligning.

For i tiden efter besættelsen undlod successive regeringer at skride ind mod kommunistisk og anden totalitær propaganda. Selvom man stod over for en potentiel eksistentiel trussel, tillod tidligere regeringer sig at bruge hele fire år på den såkaldte 5. kolonnelov, der skulle beskytte Danmark mod indre og ydre fjender. Og da loven blev vedtaget i 1952, var en række forslag til begrænsninger af ytrings- og foreningsfriheden fjernet.

Den senere konservative justitsminister Knud Thestrup udtalte i den forbindelse, at »loven lader et vidt spillerum åbent for pressen. Fra alle sider i udvalget er vi enige om, at pressefriheden på én gang er et af demokratiets bedste værn og største goder, og at man sjældent gør noget godt ved at forsøge på at indskrænke ytringsfriheden.«

Hvis situationen dengang er sammenlignelig med truslen i dag, må man spørge, hvorfor Søren Pind og hans politiske flertal så eklatant bryder med den konsensus om ikke at svække ytringsfrihedens fundament, som politikere fra højre og venstre dengang anså som afgørende? For Danmark blev jo ikke et kommunistisk diktatur.

Mens regeringen eksplicit henviser til truslen fra IS som baggrund for stramningerne, er det væsentligt at påpege, at de sandsynligvis vil ramme langt bredere. I stedet for kun at forbyde deling af propaganda for en gruppe, som Danmark er i væbnet konflikt med (altså for nærværende IS), vil forbuddet nu også risikere at ramme personer, som deler materiale og videoer fra f.eks. de kurdiske væbnede grupper PKK og YPG, selvom disse organisationer ikke udgør nogen trussel mod den danske stat.

Endnu mere interessant er en såkaldt udleveringsnotits fra Justitsministeriet, der forklarer, at tiltaget om »Konsekvent indgriben over for ekstremistiske udtalelser« også indebærer, at der i højere grad – og af politiets egen drift – skal rejses sager om overtrædelse af straffelovens § 266b, »racismeparagraffen«. Den selvsamme paragraf som DF og K officielt ønsker ophævet, og som V ønsker revideret af hensyn til ytringsfriheden.

Prisen er en ændret politisk kultur

Prisen for regeringens symbolpolitiske begrænsninger af islamisters ytringsfrihed inkluderer altså åbenbart også en hårdere linje over for indvandrerkritikere og andre politiske »ekstremister«.

Og dermed ser vi den egentlige pris for regeringens mest vidtgående anti-radikaliseringsforslag. En ændret politisk kultur, hvor ytringsfrihedens grænser er ligeså usikre som udfaldet af et satspuljeforlig.

Jacob Mchangama er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia.