Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen mod de kolde hjerner

»Man kan lave alle de revolutioner, man vil. Det er dog at stikke blår i øjnene på folk, hvis nogen tror, at man kan fjerne den offentlige sektors styringsredskaber og bare lade de ansatte organisere sig selv.«

Byline Jarl Cordua Fold sammen
Læs mere

Jeg er bange for, at vi er ved at ødelægge arbejdsglæden hos nogle offentligt ansatte. Vilkårene er blevet sværere. Der er sparet meget. Omstruktureret igen og igen,« lød det mismodige budskab fra Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres sidste weekend.

For noget er galt:

»Det er som om, at pengene forsvinder i for meget papirarbejde. Sygefraværet er for højt. Det er uholdbart,« sagde den tidligere minister, der et år efter, at vælgerne sendte S ud af regeringskontorerne, tilsyneladende har fået en åbenbaring:

»Den rigtige styring for vores offentlige sektor er ikke længere New Public Management,« bekendtgjorde Frederiksen.

Det var som at sparke en åben dør ind. Efter tre årtier med reformer af den offentlige sektor, vil S åbenbart droppe kontrolskemaer og stopurstyranniet m.v. for i stedet at give de ansatte »tilliden tilbage«. Det har man hørt før, og vælgerpublikummet til synspunktet er stort, især efter at politikere i årevis har forklaret vælgerne, hvem slangen i paradis i virkeligheden er.

For hvilken »systemideologi« er den mest hadede og udskældte blandt offentligt ansatte? Svar: »NPM« eller »New Public Management«, der lige som »djøficering« er synonymer på verdensfjern akademikervælde.

Den skadelige »liberalistiske« ideologi

NPM er en mystisk usynlig kraft, som ingen åbne fortalere har i politiske organisationer, men alligevel fremstilles som en altdominerende skadelig »liberalistisk« ideologi, der har lagt i hundredtusindvis af offentligt ansatte i et nytteløst jerngreb.

Det nærmeste man kommer et epicentrum for NPM, er landets mest magtfulde organisation, Finansministeriet med aflæggere, der forvalter det offentlige budget på ca. 1.100 mia. kr.

NPM har i den folkelige overlevering givet magten til professionelle DJØF-akademikere, som i de mest karikerede fremstillinger beskrives som grå bundlinjefikserede kolde robothjerner assisteret af lejehæren af Corydons habitklædte konsulenter fra McKinsey, der alene ser offentlig service gennem excel-regneark. Mod dette kæmper hverdagens helte i form af FOA-medlemmer, sygeplejersker og folkeskolelærere, dvs. de arme »varme hænder« en på forhånd tabt kamp om at yde »borgernær« service, som de velmenende politikere lovede vælgerne.

Kald det, hvad I vil

Siden 1980erne er det offentlige bureaukrati og dens servicevirksomhed vokset, og skattetrykket er fulgt med op. Det har naturligvis medført et politisk pres for at få effektiviseret det offentlige. Det er ofte upopulært hos medarbejderne, men det er en relativt let metode for politikerne at finde nye penge til nye initiativer og at holde styr på tingene.

»Måske har vi brug for en lille revolution i den måde, vi ser på den offentlige sektor,« sagde Mette Frederiksen.

Ja. Man kan lave alle de revolutioner, man vil. Det er dog at stikke blår i øjnene på folk, hvis nogen tror, at man kan fjerne den offentlige sektors styringsredskaber og bare lade de ansatte organisere sig selv. »Tillid er godt, men kontrol er bedre«, som den revolutionære Lenin sagde engang.

I et moderne samfund kræver skatteydere og offentlighed naturligvis, at der er styr på både økonomi og ressourcer samt at de bruges effektivt. Det er faktisk sket i de seneste år.

Så drop endelig NPM og sig, hvad folket gerne vil høre. En ny regering kan slet ikke undvære styringsredskaber i den offentlige sektor. Men man kan jo bare kalde det noget andet. »Bare det fanger mus,« som Deng Xiaoping sagde.