Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen for en grøn EU-politik fortsætter

Connie Hedegaard: I denne uge blev EUs klimapolitik erklæret for død og begravet i artikler og TV-indslag, der kundgjorde nederlaget for de grønne ambitioner. Men spis lige brød til.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Parlamentet afviser 20 års grøn politik«, »Kvotekaos«, »Hårdt slag for EUs klimapolitik«. Af de seneste dages avisoverskrifter kunne man nemt få det indtryk, at det efter Europa-Parlamentets afstemning i forgangne uge nu er game over for europæisk klimapolitik. Lad det være sagt med det samme: Jeg ærgrer mig over udfaldet. Men sådan er politik. Tingene går ikke altid som man gerne vil have – også selv om man har knoklet for det. Og lad os så også lige spise brød til. Afstemningen omhandlede en midlertidig tilsidesættelse af kvoter for at stabilisere prisen på forurening. Og i første omgang er forslaget så sendt tilbage til Parlamentets miljøudvalg. Med andre ord: Det her er altså ingenlunde enden på europæisk klimapolitik. Industri og energisektoren er stadig juridisk forpligtet til at nedbringe deres udledninger – med 20 procent i 2020 og med 70 procent i 2050. Og for to måneder siden nikkede samtlige stats- og regeringschefer til Kommissionens forslag om at bruge mindst en femtedel af EUs næste syvårige budget – eller næsten kr. 1.500 mia. – på klimarelaterede investeringer. Ingen anden region i verden kan fremvise en tilsvarende ambitiøs integration af klimapolitik og budget.

Er det hele så storm i et glas vand? Nej, der er et reelt problem. Prisen for at forurene er blevet meget lav. Årsagen er en cocktail af økonomisk krise og effektiv klimapolitik, der har betydet, at udledningerne allerede nu er faldet med over 17 procent og dermed har skabt et overskud af udledningstilladelser. Det kan man selvsagt glæde sig over. Sagen er bare, at krisen går over en dag. Og så skulle vi nødig være tilbage til business as usual. Af hensyn til økonomi og beskæftigelse har EU brug for at investere i grøn innovation, energieffektive løsninger og vedvarende energi. Hvis prisen for at forurene er stort set ingenting, kan mange af disse investeringer ikke svare sig. Det var derfor, at mange af Europas største investorer og de fleste energiselskaber højlydt støttede Kommissionens forslag om »backloading«, som ikke tager en eneste kvote ud af markedet, men bare undlader at oversvømme markedet yderligere her og nu og i stedet venter nogle år med at sende kvoterne tilbage i omløb.

Det var på det uformelle miljøministermøde i april sidste år under det danske formandskab, at ministrene gav grønt lys for, at Kommissionen kom med et sådant forslag. Og i juni bad både regeringerne og EU-Parlamentet os om at komme med et tiltag, som hurtigt kunne stabilisere situationen. Kommissionen kom med forslaget få uger efter – i juli – og forleden fandt Europa-Parlamentet så efter ni måneder ud af, at de ikke ville støtte det alligevel.

Når ministerrådet nu skal stemme om det, skal regeringerne huske, at alternativet til en fælles europæisk pris for at udlede CO2 ikke nødvendigvis er ingenting. At man altså bare kan glæde sig over, at det bliver næsten gratis at forurene. Nej, alternativet til en fælles, troværdig europæisk pris på CO2 udledninger, kan meget vel blive, at landene etablerer deres egne nationale reguleringer. At vi altså i stedet får et patchwork af 27 forskellige takster og reguleringer. Med andre ord en re-nationalisering af klima- og energipolitikken, som de fleste ellers er enige om IKKE er i Europas interesse.

I Kommissionen mener vi fortsat, at løsningen er en kombination af en langsigtet plan og et initiativ der her og nu undlader at gøre problemet værre. Og at det skulle stride mod principperne bag et markedsbaseret system - som en engangsforestilling foranlediget af en ekstraordinær krise - at undlade at auktionere helt så mange kvoter i disse år som forudset før krisen, er en mærkelig argumentation. For øvelsen er ikke så forskellig fra, hvad nationalbanker gør hver eneste dag med deres valutaer – tilpasser mængden til den øjeblikkelige økonomiske situation. I øvrigt var der ingen, der protesterede, da Kommissionen for år tilbage i en bestemt situation gjorde det modsatte, altså fremrykkede auktioneringen af et antal kvoter.

Prissignalet er vigtigt, også på den korte bane. Derfor har jeg brugt mange kræfter på at række ud til de folkevalgte i Europa-Parlamentet. I de ni måneder, forslaget har ligget hos dem, har mit team og jeg selv mødtes med, talt med, skrevet til i bogstavelig forstand hundreder af Parlamentets medlemmer samt et meget stort antal ministre. Resultatet af afstemningen var broget i mange grupper. F.eks. brød hele 80 konservative med deres partis negative linje, mens omvendt f.eks. ti spanske socialister i sidste øjeblik stemte anderledes negativt, end partiet havde stillet i udsigt. Mange blev skræmt ved modstandernes påstand om, at forslaget ville betyde voldsomt opskruede energipriser. Det er der intet belæg for. Ifølge eksperterne ville prisen MED »backloading« blot stabilisere sig på det niveau, den lå på sidste efterår! Hvorfor f.eks. Dansk Industris omfattende lobbykampagne har været ført på nogle forudsætninger, der i forhold til uafhængige analytikeres skøn ligger et godt stykke ude på overdrevet.

Det sidste ord om »backloading« er ikke sagt endnu. Men i det store billede er det ekstremt vigtigt, at vi ikke glemmer det lange perspektiv. Af samme grund præsenterede vi i Kommissionen i sidste måned en såkaldt grønbog om EUs klima- og energipolitik, hvor vi foreslår, at EU nu enes om målene for 2030. Vi har brug for en ambitiøs ramme, dels fordi det kun vil gøre omstillingen dyrere, hvis vi venter. Dels fordi det for virksomhederne er helt afgørende at have en idé om, hvor vi bevæger os hen på længere sigt. Ellers har de ingen chance for at tage fornuftige investeringsbeslutninger. Og hvis vi ikke får sat arbejdet i gang nu, kan vi meget nemt komme frem til 2017-2018, inden der kommer en politisk afklaring om den politiske ramme efter 2020.

Diskussionen om 2030 vil også blive lakmusprøven for, hvor alvorligt man skal tage den grønne retorik fra industriens organisationer. Det gælder ikke mindst Dansk Industri. Nu må deres bidrag til diskussionen vise, hvad de egentlig mener. For naturligvis vækker det undren, at en dansk interesseorganisation stik imod en lang række store medlemmers interesser, så aktivt danner spydspids mod Europas grønne politik.