Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampen er allerede i fuld gang

Veteraner. 10. april 2014 bragte Mads Silberg i Berlingske en kronik med overskriften »Kampen er kun lige begyndt«. Kronikken indeholder bl.a. en kritik af Forsvarets og Veterancentrets indsats på veteranområdet - en kritik som vi i Veterancentret gerne vil give vores syn på.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen kritik er uvæsentlig. Og da slet ikke, når den kommer fra nogle af de frivillige kræfter, som kæmper en stor kamp til gavn for veteranerne og deres pårørende. Ligesom vi også kæmper i Forsvaret. For det er - uagtet om meninger brydes - en fælles kamp, som deles af først og fremmest dem, det hele handler om: Veteranerne og deres pårørende. Men også af de frivillige og faglige organisationer, af staten, af regionerne og kommunerne. Og sådan må det være - en fælles kamp, som er i fuld gang, og som vil og skal fortsætte. Det er sådan, både I som frivillige og vi som Forsvar bliver endnu bedre i vores fælles arbejde for at anerkende og støtte de mange danske mænd og kvinder, der som udsendt for Danmark, yder og har ydet en værdifuld indsats.

Kronikken slår bl.a. på, at »Veterancentret kæmper en… ulige kamp, for at løfte en opgave, som vokser med samme hastighed som antallet af veteraner« og »at Veterancentret ikke bliver tillagt den store prioritet.«

Forsvaret - med Veterancentret som afsæt - arbejder for at anerkende og støtte både veteraner og pårørende. Hver dag løfter Veterancentret opgaver, der er stillet med veteranpolitikken fra 2010. Og hvis ikke hver dag - så ofte - med veteraners og pårørendes positive vidnesbyrd som respons.

Veteranområdet er prioriteret - og vil fortsat være det. Med et årelangt internationalt engagement som erfaringsbase er Forsvaret aldeles bevidst om vigtigheden i dels at forebygge skader hos de soldater, vi sender ud, dels at yde støtte ved behov såvel under som efter udsendelse. Den indsats, som vores veteraner og deres pårørende yder og har ydet, vejer tungt i Forsvaret og vil ikke blive glemt.

Kronikken beskriver også, hvordan Veterancentret har lidt under en række organisatoriske forhold med henvisning til de fem påbud, som Veterancentret har fået fra Arbejdstilsynet.

DET ER RIGTIGT, at Veterancentret for nyligt har fået fem påbud af Arbejdstilsynet. Fem påbud som vi åbent har lagt frem og erkendt alvoren af. Ét påbud er imødekommet - og Veterancentret er i god gænge med at bruge det supplerende fokus, som påbuddene sætter på arbejdsmiljøet, til at fortsætte og igangsætte konkrete tiltag som forbedrer og forebygger forholdene på området. Kronikkens kritik går på interne, organisatoriske forhold, der har påvirket Veterancentrets medarbejdere. Det har det i forskelligt omfang utvivlsomt også. Men det er samtidig forhold, som selvsamme medarbejdere - på trods - har arbejdet hårdt for ikke skulle ligge veteranerne og deres pårørende til last. Det er efter vores bedste overbevisning lykkedes.

I kronikken rejses en kritik af Forsvarets rehabiliteringsarbejde med tilskadekomne veteraner.

Forsvarets rehabilitering henvender sig til de medarbejdere, der har pådraget sig så alvorlige skader med tabt erhvervsevne til følge i forbindelse med deres udsendelse, så de f.eks. ikke længere kan udsendes som soldater igen. Lad det være sagt med det samme: Det er en særdeles udfordrende situation for den enkelte soldat. For at støtte bedst muligt skal tilbuddet om rehabilitering sikre, at veteranen inddrages i at opnå mulighed for selvforsørgelse enten i eller uden for Forsvaret.

UDGANGSPUNKTET ER, at veteranen gennem tålmodig rehabilitering støttes i at komme videre i forhold til de erhvervs- og uddannelsesmæssige forudsætninger, han/hun havde før tilskadekomsten. En sådan omstillingsproces kan være svær. Det ved vi godt. Identitet og selverkendelse er naturligt på spil, når vi som mennesker skal til at tænke helt nye tanker for fremtiden, både professionelt og personligt. Det handler om at tage mennesker alvorligt og tage udgangspunkt i deres situation. Hvis en veteran ikke længere kan udsendes, så mener vi, at tilbud om rehabilitering er en respektfuld måde at hjælpe den pågældende videre på - hvad enten det er i eller uden for Forsvaret.

Kronikken berører også, at mange veteraner og pårørende gør brug af de frivillige støtteorganisationer - »som en tydelig reaktion på de offentlige tilbuds utilstrækkelighed,« som det hedder.

At veteraner og pårørende får støtte i frivilligt regi er glædeligt. Det helt centrale er, at de med behov får relevant og rettidig støtte. I den erkendelse har Forsvaret et tæt samarbejde med et bredt udsnit af frivillige aktører, ligesom Forsvaret hvert år giver økonomisk støtte til mange gode veteran-initiativer, særligt i frivilligt regi. På den måde ønsker vi at supplere hinandens arbejde, at gøre nettet så finmasket, at ingen veteran eller pårørende falder igennem. For sagen er, at det offentlige og det frivillige hver især kan forskellige ting. Forskellige ting som gensidigt understøtter hinanden - og som på veteranområdet har samme, fælles mål, nemlig at anerkende og støtte veteraner og deres pårørende. Lad os gøre nytte af hinanden, hvor vi kan og hvor det giver mening.

SLUTTELIGT KRITISERER kronikken, at det alene er veteraner udsendt efter 2007, som er i målgruppen for Veterancentrets indsats.

Alle veteraner er i målgruppen for Veterancentrets indsats. Det skal der ikke herske tvivl om. Forsvaret sendte i 2007 ca. 20.000 breve til tidligere udsendte. Formålet var bl.a. at gøre opmærksom på den livslange mulighed for støtte fra Forsvarets psykologer. Tilbuddet står stadig ved magt: Alle veteraner og deres pårørende - uanset udsendelsestidspunkt - har til hver en tid mulighed for at få en samtale med en psykolog og en socialrådgiver, så længe behovet er relateret til udsendelse. Og det i erkendelsen af, at mulige efterreaktioner på en udsendelse kan vise sig mange år efter hjemkomst.

Veteranindsatsen er fordelt på mange hænder. Og heldigvis for det. Hænder - professionelle som frivillige - som alle kæmper for, at vi behandler vores veteraner og deres pårørende, som de fortjener, nemlig med anerkendelse og støtte.