Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kampagnekrig

»Åh, at kunne sige, at man er et godt menneske. Ikke bare en almindelig vælger. Men et menneske. Ligesom dem på plakaterne. De, der ved, hvad det Danmark, du kender, er for noget.«

Bente Dalsbæk Fold sammen
Læs mere

Så blev der blæst til kamp til valgstregen med både busreklamer, bannere og annoncer, da Venstre lancerede partiets nye kampagne, der skal mejsle tallet 454.215 kr. ind bag pandebarken, helst der, hvor der er direkte linje ned til det tommel-pegefingergreb, der skal føre blyanten det rette sted hen på stemmesedlen på valgdagen.

Hvert parti har sin kampagne, således har Socialdemokraterne lige givet os en forsikring om, at der arbejdes videre med »Det Danmark, du kender«, hvilket ikke i alle tilfælde er en ønskværdig situation, lidt afhængig af, hvilke erfaringer man har gjort sig, men lad det nu ligge. Det Radikale Venstre forlod sin ellers generøse omgang med punktummerne og lod partileder Morten Østergaard smøge skjorteærmerne op og lade os vide, at det handler om mennesker, ikke vælgere. For bare at nævne nogle.

Læs også: Politisk tomrum

Det er ikke, fordi der ikke er god fornuft i at skabe både synlighed om mennesker og budskaber, når man sådan går rundt og er et parti, der gerne vil have lidt flere vælgere, ups undskyld: mennesker, til at stemme på sig. Synlighed er vigtig. På alle platforme, som det hedder i dag. Det har i årevis ikke været muligt at klare sig ved bare at holde nogle vælgermøder og tage nogle ture op og ned ad gågaden. Så kampagner skal der til, og de seneste år har de vel groft sagt markeret sig inden for to kategorier: enten taler de direkte ned i vores forargede mavesyre, der syder over dem, der snylter eller lyder som nogle, der snylter.

Eller også taler de til vores »godhedsstræberi«: Åh, at kunne sige, at man er et godt menneske. Ikke bare en almindelig vælger. Men et menneske. Ligesom dem på plakaterne. De, der ved, hvad det Danmark, du kender, er for noget. Ikke dem derovre, I ved – dem med det næsten tvangsneurotiske forhold til Dannebrog og flæskesteg.

Sådan kan man blive ved at stikke og prikke til denne eller hin kampagne, der lige om lidt, når vi nærmer os valget, endnu mere bliver suppleret af annoncer og plakater, der lover, at alt fra skat til bustakster får en tur ned efter valget, mens antallet af sengepladser og pædagoger naturligvis vil stige i lige så rasende fart. Der kommer mere og mere fart på kakofonien af budskaber og løfter, der sammen med den lige så accelererede mediedækning kan få vælgere som jeg til at føle mig som Alex fra Stanley Kubricks film »A Clockwork Orange«, som til sidst bliver – fastspændt med øjnene fastholdt åbne med tape – visuelt og auditivt tvangsfodret uden mulighed for at slippe væk.

Se også: Thomas Larsen: Elbæk fisker i oprørt vælgerhav

På valgdagen får alt dette en ende, og mens de nu valgte eller genvalgte får travlt med at trække i løfteland, så bliver der gudskelov som regel lidt stille på kampagnefronten. Ikke flere vælgere at kurtisere – og slet ingen penge at gøre det for. Dejligt stille.

Kampagnekrigens tabere er ikke nødvendigvis dem, der tabte valget, men snarere os vælgere, der bliver så massivt sansestimuleret, at det udløser hukommelsestab: Hvad var det nu, kampagnerne hed? »Det Danmark, du glemmer?« »454.215 shades of Grey?« God kampagnekrig derude.