Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kammertonen efterlyses

Alle har et ansvar for at værne om danske værdier. Også frisind, åbenhed og ordentligt debatmiljø. Ingen kan tage patent på det danske. Men alle må nødvendigvis holde sig til kammertonen. Selvom man har ret til at ytre sig, kan man jo godt gøre det i en velovervejet tone.

Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond: »Dilemmaet er, hvor skarp en polarisering vi som åbent og frit samfund på den ene side kan tåle. Og samtidig lade tilpas meget »damp« slippe ud, så man ikke får det, man kan fristes til at kalde en svensklignende til tider overkorrekt tone, der i sin yderste tilpassethed har betydet, at man fra officiel side har undertrykt relevante oplysninger om etnicitet i tilknytning til organiserede overgreb på kvinder.« (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix) Fold sammen
Læs mere

Nuvel, kammertonen har vist flyttet sit frekvensområde fra 1800-tallet til 1900-tallet. Siden 1920’erne har stemmegaflens svingninger og lyd dog ligget fast og sikret harmonien i mangt et orkester. Fokus bliver derfor som hovedregel – lidt populært sagt – holdt på musikken og flyttes ikke over på mislyde.

Derfor tænkte jeg også: »Det skrev han bare ikke – heller ikke selvom det ’bare’ var på Facebook!« Man truer ikke medborgere med vold og selvtægt. Hvor lavt vil nogen dog synke i debatten?

Ikke fordi jeg ikke anerkender, at en del føler sig rådvilde og trængte af flygtningestrømmen. Jeg har da også mine bekymringer for, hvilken udvikling nu også de transeuropæiske trængsler kommer til at betyde for mine børn og deres opvækst. Og naiv vil jeg nødigt virke. Jeg tror bestemt også, at deruvægerligt er »en lille smule skidt i kanelen«, når der på én gang sker så stor en tilstrømning af mennesker på flugt. Jeg bliver selv vred, når de rammer for kulturel accept og samvær, som vi har opbygget over århundreder mellem køn, religion og seksuel orientering, befamles såvel konkret som i overført betydning. Om det er i Köln, Stockholm eller på et gymnasium.

Men at det skal udvikle sig til en borgerkrig på ord, det gør da kun den svære situation for også Danmark værre. Heldigvis er det vist primært en »koncentreret« skare, der foreløbig lader hvad som helst få frit løb på særligt de sociale medier. Som var det en uforpligtende ventil. Og nogen føler sig tydeligvis meget trængt. Men grænseoverskridende og nedladende udtryk sætter desværre dampen i vejret hos aggressorerne. Også når det er danske borgere imellem. Og fokus flyttes fra det relevante.

Dilemmaet er, hvor skarp en polarisering vi som åbent og frit samfund på den ene side kan tåle. Og samtidig lade tilpas meget »damp« slippe ud, så man ikke får det, man kan fristes til at kalde en svensklignende til tider overkorrekt tone, der i sin yderste tilpassethed har betydet, at man fra officiel side har undertrykt relevante oplysninger om etnicitet i tilknytning til organiserede overgreb på kvinder.

Vi skal i Danmark fortsat have plads til, at man kan lufte sine bekymringer og for den sags skyld udokumenterede fordomme. Man må jo gerne tro og føle uden at vide.

Vi har en lovfæstet racismeparagraf. Holder man sig på den efter domstolenes opfattelse »rigtige« side, har man i forhold til straf frit spil. Men retorikken nærmer sig det højspændte, og ulykkelige sjæle kan få svært ved at sondre, hvornår ord bliver til handling. 70’ernes nationale europæiske terrorbevægelser kom i kølvandet på en sådan eskalering. Såvel i højre som venstre side af det politiske spektrum. En sådan udvikling må vi ikke lade ske igen.

Så alle har et ansvar for at værne om danske værdier. Også frisind, åbenhed og ordentligt debatmiljø. Ingen kan tage patent på det danske. Men alle må nødvendigvis holde sig til kammertonen. Selvom man har ret til at ytre sig, kan man jo godt gøre det i en velovervejet tone.

Ellers flyttes fokus fra det, vi er nødt til at drøfte. Erkendelsen af, at den danske samfundsmodel ikke blot midlertidigt udfordres, men reelt kommer til at skulle ændres. Hvilke former for jobs skal vi genopfinde til nogen med færre forudsætninger, så alle kan bidrage mest muligt? Og hvordan vi samtidig sikrer vores frihedsrettigheder for alle? Der er en helt ny dagsorden. Vi kan ikke benægte fakta. Arbejdshandskerne må frem. Og i en ordentlig tone.