Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kald mig bare en tante, men bandeordene stikker dybere, end vi tror.

»Når man bander, udtrykker man ren og ufortyndet spontanitet og glemmer måske, at man gør rummet grimmere for andre.«

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

En klog mand har sagt, at et menneskes sprog er med til at afsløre den sande indre karakter. Hver gang man åbner munden, giver man en del af sig selv til kende, og ligeledes kan man få indblik i sin egen person ved at erfare, hvordan man med sine mere eller mindre barske ord påvirker omgivelserne. Jeg ved godt, at det kan fremstå som en lidt tantet tilgang til vores løbende diskussion om lødighed i debat og samtale, men vi er nødt til at tale om bandeord. For de er overalt, og vi er ikke tilstrækkeligt bevidst om, hvordan de udgør en katalysator for vores måde at udtrykke os på. Bandeord betegner netop den mangel på kontrol i forhold til sproget og ens eget sind, der er på spil i dag, og man kan begynde med at konstatere, at bandeord jo er forbundet med det onde. Med satan, helvede og fanden – alt det, der kendetegner den sorteste kraft i verden, hvilket de færreste sikkert tænker over, når for eksempel dommerpanelet i X-Factor fredag aften udfolder alle de dæmoniske gloser. Eller når figurerne i DR-søndagsdramaet »Bedrag« bander sig gennem deres grådige og dunkle forehavender.

Vi er med andre ord omgivet af det rå sprog, og når der bandes meget, kan det tolkes som mangel på bevidsthed angående indholdet af både det onde og det gode. Og ikke mindst vores eget forhold til det. I kirken bander man ikke, selv børn og unge afholder sig som regel instinktivt fra det. Det skyldes ikke, at rummet i sig selv er helligt, men har snarere at gøre med, at der herinde findes en udpræget bevidsthed om netop ondt og godt. Og dermed menneskets pligt til at ære det sidste. Derfor lyder bandeord i et kirkerum som helt enorme krænkelser, ja, som en bevidst vilje til at underkaste sig noget brutalt og fremmed, og alle kan pludselig høre, hvor voldsomme bandeordene reelt er. De repræsenterer menneskets mærkelige trang til at tjene det livsfjendske, og denne sært frivillige accept af sprogets grimmeste kræfter er vigtig at forholde sig til, når vi diskuterer den til tider uciviliserede tone mellem os. Den er forbundet med en mangel på selvkontrol og med fristelsen til at lade selve det følelsesmæssige udbrud definere ens ærinde. Når man bander, udtrykker man ren og ufortyndet spontanitet og glemmer måske, at man gør rummet grimmere for andre ved at lade sin personlighed agere så aldeles frit.

»Bandeordene var de første ord, jeg lærte«

Denne tro på den spontane tilstand som noget ganske berettiget er med til at præge hele måden, hvorpå vi omgås hinanden. Der er bestemt en vis selvoptagethed forbundet med det, og jeg skriver om netop dette i min seneste bog om narcissisme, fordi jeg tror, at dyrkelsen af det umiddelbare i ens indre og retten til at udfolde det udgør en del af forklaringen på, at vores samtale af og til bliver for rå. Den enkelte tror, at ethvert udsagn har en værdi, blot fordi det er mig, der så lidenskabeligt siger det, men kunsten er jo netop at kunne skelne mellem det i vort indre, der skal udstilles for andre, og det, der ikke skal. Det handler om forholdet mellem følelser og selvkontrol, og vores brug af sproget afslører, hvor vi står. Kald mig bare en tante, men bandeordene stikker dybere, end vi tror. De er med til at afsløre, om vi for alvor overvejer, hvilke ord vi bruger. Hvad de gør ved andre. Og hvad de egentlig betyder.