Det var lidt bizart at læse professor Niels Kærgårds kronik 9/3. Kærgård sidestiller VK-regeringens økonomiske politik med Anker Jørgensens ditto. Mildt sagt en mærkværdig historieskrivning, Kærgård er ude i. Dertil kommer, at Kærgård helt har ignoreret VK-regeringens håndfaste håndtering af de demografiske udfordringer og konkrete resultater med at skabe et skattesystem, hvor det kan betale sig at give den en skalle i lagerhallen eller på kontoret.

Skattepolitikken først: Skatten på arbejde blev sat markant ned med skattereformerne i 2004, 2007 og 2009 (Forårspakken). Samtidig satte skattestoppet en stopper for den krybende forøgelse af skatten på arbejde, som vi så de foregående 30 år. Skattestigninger som gav mindre tilskyndelse til at arbejde og dermed var medvirkende til at gøre Danmark fattigere. Ingen anden regering har tidligere sat så effektivt ind over for det problem. Dermed er skattestoppet i sig selv en minireform hver eneste dag, hvor skatten holdes i ro. Vi har faktisk gennemført langt de fleste af de skatteforslag, som f.eks. Velfærdskommissionen lagde frem.

Og så til de demografiske udfordringer: Udover at regeringen formentlig har noget nær Europarekord i at nedbringe offentlig gæld, så gav Velfærdsaftalen fra 2006 faktisk et markant bidrag til at gøre dansk økonomi mere robust over for aldringen af befolkningen. Faktisk er der tale om den vel nok mest vidtrækkende økonomiske reform i nyere tid. Når det efterfølgende har vist sig, at det bliver nødvendigt at gå skrappere til værks, så skyldes det i høj grad, at vi i mellemtiden er blevet skubbet ud af kurs af en international økonomisk krise - udløst på de finansielle markeder.

Endelig skal det nævnes, at vi med Genopretningsaftalen nedsatte dagpengeperioden fra fire til to år. Der overser Kærgård også.

kærgaard slutter af med at hævde, at både Anker Jørgensen og VK-regeringen førte Danmark ud i store økonomiske vanskeligheder. Det passer ikke for VKs vedkommende. Krisen i 2008 kom helt overvejende til os udefra - det kan man forvisse sig om ved at se på situationen i andre lande, som har meget større udfordringer, end vi har i Danmark. Og lad mig så skitsere den klokkeklare forskel mellem VK-regeringens og Anker Jørgensens resultater ud fra tre vigtige økonomiske parametre (tallene dækker Anker Jørgensens regeringsperiode fra 1975-82).

1) Anker Jørgensen kørte i gennemsnit med underskud på de offentlige finanser på 3½ pct. af BNP, mens VK-regeringen frem til 2009 i gennemsnit havde overskud på over 2 pct. af BNP. Udelader man 2009, hvor krisen vendte op og ned på de offentlige finanser, var overskuddet i gennemsnit på ca. 3 pct. af BNP. Det betød, at Danmark havde de største overskud i EU i 2005-8. Gælden blev nedbragt hurtigere, end S-regeringen i sin tid selv planlagde efter, og nettogælden var faktisk helt væk i 2008. Det betød, at Danmark stod i en god position i forhold til at håndtere de demografiske udfordringer, ligesom der var stor troværdighed om de offentlige finanser og fastkurspolitikken. Derudover gav de solide offentlige finanser Danmark råderum til at gennemføre meget store lempelser af finanspolitikken for at understøtte økonomien. Lempelserne har medvirket til, at ledigheden er steget overraskende lidt i betragtning af, hvor voldsomt tilbageslaget var.

2) Under Anker Jørgensen havde Danmark et gennemsnitligt underskud på betalingsbalancen på 3½ pct. af BNP. VK-regeringen kunne fremvise et overskud på i snit 3 pct. af BNP fra 2002 til 2009.

3) Den registrerede ledighed steg med 127.000 personer under Anker Jørgensen, mens den registrerede ledighed faldt med 33.000 personer fra 2001 til 2009 - ja både ledigheden, den såkaldte bruttoledighed og langtidsledigheden er faktisk stadig mindre end i 2001, hvor ledigheden ellers kom ned på det laveste niveau efter højkonjunkturen i 1990erne. Blandt andet fordi vi har gennemført reformer på arbejdsmarkedet - som Kærgård heller ikke nævner med et ord. Alle disse forhold bør indgå i en sober analyse af den økonomiske situation under VK-regeringen. Det håber jeg, at Kærgård og andre, som ønsker at begive sig ud i skrivningen af den økonomiske historie, formår at gøre fremover.