Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Kære dronning Margrethe, vi kan jo ikke alle lave fiks kunst som dig«

Foto: Henning Bagger og  Kim Haugaard. Fold sammen
Læs mere

Er der noget, Kongehuset ikke skal blande sig i, så er det politik og kultur. Ikke desto mindre har både dronning Margrethe og kronprins Frederik været på farlig færd på den front.

Kronprinsen med sit medlemskab i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), hvor han adskillige gange har kastet sig ud i uendelig klunsede og sprængfarlige politiske holdninger.

Senest har dronning Margrethe følt sig berettiget til at kommentere det omdiskuterede værk »Untitled« på Aros. Det er den farvede plæne i Mindeparken i Århus, der er tale om.

Til TV2 Østjylland siger hun: »Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om. Det er klart, at folk bliver ophidset.«

Der er adskillige ting galt med det udsagn.

Vigtigst af alt er hendes rolle som statsoverhoved at forene og ikke splitte. I den kontekst virker det mærkværdig upassende, at hun absolut skal gøre sig ud til bens med Aros og kunstneren Katharina Grosses arbejde.

Dernæst er det slet ikke hendes job at kommentere på samtidskunst. Kulturministeriet arbejder i dag ud fra tankegangen at »støtte, men ikke styre«, som Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, sagde, og således skal dronningen naturligvis også agere. Hvis ikke den armslængde mellem den politiske (og royale) magt og kunsten bliver overholdt, og man i stedet indretter kunsten efter politisk smag og behag, mister kunsten sin legitimitet. Så hedder det i stedet propaganda.

Og til allersidst: Hvis hun endelig skal blande sig, så kom dog med en kunstkritik, der er værd at høre på.

Provokationen er jo legitim som middel til opmærksomhed. Grosse er hverken den første eller sidste kunstner, der har benyttet sig af det greb. Det siger mere om dronningen end kunstneren, at hun ikke evner at reflektere over reaktionen, værket skabte.

Det egentlige budskab om mennesket i naturen gik tabt i en forfladiget og til tider provinsiel diskussion om pænt og grimt. En ting var det himmelråbende faktum, at et nævneværdigt antal mennesker i den farvede plæne fandt en stor trussel mod vores miljø, men at dronningen ikke kunne se ironien i, at værket netop illustrerede - endda ikke specielt raffineret - en blødende jord, er forstemmende.

Kære dronning Margrethe, vi kan jo ikke alle lave fiks kunst som dig. Denne ufikse idé i Mindeparken fik faktisk sat fokus på både kunst og miljø. Det bør vi værdsætte, ikke nedgøre.