Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kære Danmark: Frihed er aldrig gratis

For omkring 20 år siden rejste jeg ofte til København og forelskede mig i byen og det danske folk. Så da min amerikanske arbejdsgiver i sommer spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive udstationeret i København, sprang jeg straks til.

Min kone og jeg er faldet godt til, og vi nyder godt af både den danske kultur og nye danske venner. Vi er blevet medlemmer af den jødiske menighed og hermed den lokale synagoge, selv om vi var lidt urolige over behovet for den tunge sikkerhed. Men åbenbart var sikkerheden ikke tung nok. Mandag aften samledes vi i synagogen med flere hundrede sørgende i en mindehøjtidelighed for den dræbte sikkerhedsvagt. De tusinde blomster og kort, der var lagt af en meget berørt nation, var rørende ud over ethvert ord. Derefter gik vi højtideligt sammen med tusinder af andre mod Gunnar Nu Hansens Plads for at overvære den formelle ende på Danmarks uskyld.

Jeg er opvokset i USA som efterkommer af jøder, der forlod Europa for over et århundrede siden under en væmmelig regeringstid af præ-nazistisk terror. I løbet af dette århundrede trivedes min familie i et land, hvor immigranterne vævede sig ind i Amerikas tapet. Forleden aften reflekterede jeg over forskellene i Europa og bekymrede mig over Danmarks fremtid. Hvor mange vil protestere efter den anden, tredje eller femte hændelse? Vil den danske kultur kunne bevares?

Nogle fremfører argumentet om, at mange danske og svenske tegnere er fanatikere, der fortjener den behandling, som de får. Dette minder mig om den gamle vittighed: »Hvis der er to ting, som jeg hader, så er det fanatikere og jøder.«

Terrorangrebene i Paris og i København havde én ting til fælles: Først blev kunstnerne dræbt, så jøderne. For flere år siden præciserede Harvard-professor Ruth Wisse, hvorfor det ikke skulle være nogen overraskelse, at angreb på disse to grupper kan udføres af den samme person. »Dybtfølt had,« skrev hun, »er ikke omfattet af rationel overbevisning, adlyder ikke den frie udgave af retsstaten, overholder ikke frihedsprincipperne om retfærdighed og udviser ikke fred og velvilje over for andre.«

Kort sagt vil folk, der foragter jøder, Yazidis eller kristne koptere, altid hade ytringsfriheden, frie demokratiske værdier og de andre af livets privilegier, som vi værdsætter så højt.

Omar El-Hussein blev født i Danmark. Han var ikke indvandrer. Han og de, der tænker som han, har tilsluttet sig en voksende ideologi, der eftertrykkeligt afviser »de andre«. Det er moderne frie værdier, der favner »de andre« sammen med deres tanker, kunst og meninger.

Denne fundamentale forskel kan ikke ønskes væk og vil ikke udviskes med tiden. Volden og drabene vil kun stoppe, når de gode mennesker i Danmark indser, at rationelle kompromiser med radikale islamister og deres støtter er udelukket. Udover møder og mindehøjtideligheder er svære beslutninger og benhårde aktioner nødvendige. Det er ikke behageligt at skulle sige eller lytte til, men frihed er aldrig gratis.

Min kone og jeg håber, at vores nye venner vil finde den nødvendige vej for at kunne give deres børnebørn et land lige så smukt og specielt som det, deres bedsteforældre gav dem.