Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kæmpe krammer til alle kamphelikopter-forældre

Helikopterforældre er lige så forhadte og forhånede, som de er elskede af deres afkom. Hadet kan spores tilbage til Aristoteles. Helikopter­forældrene bryder med den aristoteliske idé om det gode menneske. Den græske filosof mente, at personlige erfaringer var en vigtig kilde til erkendelse. Fronesis var navnet for den frugtbare praktiske kløgt. Ifølge den græske filosof bliver mennesket først moralsk og godt, når det har gjort sig nogle dyrekøbte erfaringer på egen hånd. I mødet med livet, døden og drifterne ligger frelsen og personligheden.

De overbeskyttende helikopterforældre snyder så at sige deres børn for at blive sande og rigtige mennesker. De kortslutter den moralske dannelse. De børn, de beskytter, ødelægges gennem deres beskyttelse. De stjæler deres børns skæbne. Ikke mindst nu, hvor helikopterforældrerollen er muteret og opstået i en ny aggressiv version som kamphelikopterforældre.

Forskellen er tydelig. Helikopterforældre henter og bringer inden for de eksisterende rammer. Kamphelikopterforældre angriber de eksisterende rammer og skaber nye attraktive rammer. De former så at sige de mulige fremtider for de små forpjuskede ællinger. De skriver opgaver, klager over jobafslag og køber den lejlighed, de ikke selv har råd til. Ja, deres job er at leve deres børns liv. De bestemmer, hvilke erfaringer der kan gøres hvor og hvornår.

Som en Apache-kamphelikopter skyder de enhver mulig fjende og modstand i tusind stykker på kanten af barnets erkendelseshorisont. Er det et kæmpe personligt og samfundsmæssigt problem? Både og. Det er lidt mere kompliceret end blindt had i Ekstra Bladet. Frem for den automatiske fordømmelse af kamp­helikopterforældrene må vi diskutere, hvilke erfaringer der er gode og dårlige. For hvad skader eller skaber egentlig et ungt menneske? Ingen tager skade af mudder, men alle tager vel skade af LSD. Hvad er den værdifulde Fronesis? Hvorfor er modgang den eneste sagliggørende opskrift på at være god til mere modgang? Hvorfor er medgang ikke nøglen til at klare modgang?

Kamphelikopterforældrene og deres afkom er en historisk undtagelse af uhørt familieharmoni. Traditionelt har ungdommen været i krig med deres forældre fra modig modstandskamp til hippie-hashrus eller liberal slipseknude. De unges drøm om fremtiden var deres forældres mareridt. Ja, familielivet har gennem tiderne været et sandt helvede af bitre konflikter, fulgt af dybe sår på sjælen hos unge som gamle. Hvor der blev råbt kapitalistsvin og kommunist ved søndagsmiddagen. Nu er det så anderledes.

Generationerne lever hinandens drøm ud. Det er muligvis godt. Langt fra tidligere generationers skrækfortællinger om lussinger, kærlighedssvigt og misbrug. De unge ællinger er altså ved at drukne i kærlighed. En ubetinget kærlighed, de måske vil give videre til deres børn, når den tid kommer. For kamphelikopterforældres kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Det er kun godt. Det skal ingen forældre skamme sig over. Altså: Elsk dem nu, som de elsker deres børn. For størst er kærligheden.