Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kæmp for historien – ikke for at slette den

De fleste normalttænkende mennesker forstår, at man ikke kan holde historiske personer op mod nutidens moralske målestok.

Statuer af blandt andre Robert E. Lee har givet anledning til ballade. Foto: Larry W. Smith/EPA Fold sammen
Læs mere

Når man rejser gennem USA, bliver man mindet om, at nationen er et produkt af strid og kamp. Først var der europæernes indtrængen på kontinentet, siden uafhængighedskrig, borgerkrig, flere indianerkrige, kampen for at samle nationen igen og borgerrettighedskampen. Mange af disse konflikter løb ind over hinanden og er stadig til stede som ekkoer i det amerikanske samfund. Alle disse stridigheder har efterladt et hav af monumenter, slagmarker og historiske markører over hele USA. Gennem mange år har man i USA diskuteret, hvordan man skal forholde sig til nationens fortid. Debatten i disse dage om at ville nedrive monumenter rejst især i Sydstaterne, som hylder de generaler og soldater, der kæmpede for Syden, er blot det seneste kapitel.

Det gør noget ved en nations psyke og selvforståelse, at rettigheder er noget, man skal kæmpe og udgyde blod for, og det efterlader dybe sår.

To af USAs arvesynder kommer man nok aldrig til helt rette med: At man fordrev indianerne fra store dele af nationen samt slaveriet.

De fleste normalttænkende mennesker forstår, at man ikke kan holde historiske personer op mod nutidens moralske målestok. Thomas Jefferson, der var med til klarest at formulere de idealer om frihed og rettigheder, som vi i dag opfatter som fundamentet for et ordentligt samfund, var slaveejer og havde ikke særligt høje tanker om kvinder. Ser man ham i sin historiske kontekst, var han en usædvanlig og modig idealist, der ændrede den historie, han var en del af på en sådan facon, at vi alle burde takke ham, men ser vi ham med nutidens øjne, er han så moralsk anløben, at få ville vide af ham.

Little Bighorn er et af de vanskelige steder i USA. Her besejrede og dræbte en samling prærieindianerne, som den amerikanske stat var i færd med at tvangsflytte, fordi man ville have deres land, general Custer og hans mænd. I lang tid var der blot et monument over de faldne hvide soldater på slagmarken kaldet Custer Battlefield. Først i 1991 ændrede præsident Bush navnet til Little Bighorn Battlefield. I starten var stedet en hyldest til de soldater, der med Custer kæmpede her. I dag hylder man alle, som kæmpede der. Fra Gettysburg, hvor Sydstaterne led det afgørende nederlag til nordstaterne i borgerkrigen, til Little Bighorn forsøger man at fortælle historien med nutidens briller. Besøger man Jefferson eller Washingtons godser, hører man om deres enorme indflydelse på nutidens USA, men man fortæller også historien om deres slaver.

Hader man USA som lingvisten og filosoffen Noam Chomsky, historikeren Howard Zinn, filminstruktøren Oliver Stone eller den identitetspolitiske venstrefløj, er alt, der forbindes med Sydstaterne, et perverst udtryk for alt det, man i forvejen afskyr. Mange af de monumenter, der blev rejst i Sydstaterne efter borgerkrigen, blev rejst i den periode, hvor man raceadskilte Syden. Mange af dem, der samlede penge ind til rytterstatuer af sydstatsgeneralerne Lee og Stonewall Jackson, bifaldt også lynchninger af sorte og Republikanere. De var næsten alle Demokrater, og mange af dem havde sympati for Ku Klux Klan. Det kan være svært at rumme, men klanen er også en del af USAs historie, ligesom Martin Luther King er det. Det er en historie, man skal fortælle, ikke én, man skal slette eller gemme væk.

Historien ændrer sig. Det Demokratiske Parti, der kæmpede for at bevare slaveriet, som general Lee var medlem af, og som Ku Klux Klan var integreret i, er i dag et helt andet parti. For nogle vil en statue af en sydstatssoldat være et symbol på den ondskab, der er en del af den amerikanske arvesynd, for de mest skøre vil det være et symbol på, at den hvide race er overlegen, men for de fleste i Syden hylder de mod og offervilje. Uanset hvad de repræsenterer for den enkelte, så er de alle en del af historien og bør ikke slettes, men forklares med mere historie.