Når yderfløjene, venstrefløjsbetonfeministerne på den ene side og den liberalistiske højrefløj på den anden, taler om ligestilling mellem køn, er det, som om begge parter helt vil sætte biologien ud af kraft. Den første kategori bedyrer, at kvindekønnet er en social konstruktion, som man for alt i verden må gøre op med, og den anden kan f.eks. gøre krav på mandens uindskrænkede ret til juridisk abort, uanset at denne biologisk har haft lige så meget indflydelse på graviditeten som kvinden. Biologien må således i lighedsmageriets navn ikke stå i vejen for kønnenes frie udfoldelse, og af samme grund vil man hellere føre kønnenes rettigheder ud i absurditeter end at se på de reelle forskelle, der fortsat er imellem kønnene.

At kvinden på dette område er manden overlegen, kan der ikke laves om på, men at bringe det dertil, at kvinden og manden før kønsakten ligefrem indgår en kontrakt, hvor de er enige om betingelserne og om muligheden af en graviditet, taler direkte imod den sindsstemning, der ellers er kendetegnende for denne situation.

Manden kan altså uforvarende komme til at gøre kvinden gravid, selvom der fra starten tilsyneladende forelå en forventning om, at han eller hun beskyttede sig. For tingene kan jo gå galt, kondomet kan springe, eller kvinden kan ligefrem kalkulere med, at hun gerne vil have et barn med manden.

I den situation fanger bordet for manden, og han er uløseligt bundet til en kvinde, som han måske aldrig nogensinde havde tænkt sig han skulle have barn med. Skulle manden her ikke have mulighed for at få en juridisk abort, hvor han giver afkald på både barnet og forsørgerpligten?

Jeg mener nej. Blodets bånd kan man ikke bare sådan lige kappe. Diskussionen minder mig lidt om de diskussioner om omskæring, som jeg også har været involveret i, og hvor forældre har insisteret på deres ret til at udsætte barnet for sådanne amputationer, uden at barnet som kommende individ selv har taget stilling. Det kan godt være, at man i forbindelse med den juridiske abort vil finjustere ligheden mellem mand og kvinde og vil sætte kønnene lige, men der er en tredjepart, som lighedsmageriet ikke omfatter, nemlig barnet selv. Dette bliver stillet helt og aldeles uden for indflydelse og ikke spurgt, om det vil have en far eller ej.

Misforstå mig ikke. Jeg har ingen sympati for de kvinder, der kynisk udnytter manden i tilfælde af, at graviditeten er uønsket fra dennes side, men jeg glæder mig på den anden side over den landvinding, det er, at kvinden i dag har rettigheder, hvis hun utilsigtet bliver gjort gravid. Før i tiden var hun fanget i et socialt net. Man behøver bare at tænke på Agnes i »Matador«, som troede hun var gravid, men dog ikke var det, eller Gretchen i Goethes »Faust«, der i dølgsmål dræber sit spædbarn. Der er der da alt andet lige sket et fremskridt siden da!

Selvom vi er nået langt, skal vi ikke derhen, hvor vi begynder at udslette kønnenes forskelligheder – i denne sammenhæng endda på bekostning af barnets tarv.