Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Julens Oratorium

Lars Östman: Til den klassiske musiks absolutte højdepunkter hører Johann Sebastian Bach (1685-1750) og hans Weihnachts-Oratorium.

Lars Östman, filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette stykke julemusik består hovedsagelig af såkaldte parodier, dvs. musik til andre lejligheder, som Bach kunne genbruge med væsentlige ændringer, dog uden at ændre grundkompositionen. Disse andre lejligheder var af verdslig karakter og omhandlede især fejringer af fyrster og det højere borgerskab.

Som mange af Bachs store værker er også hans Weihnachts-Oratorium skrevet på bestilling af fyrstemagten, under hvilken Bach var ansat, for at fejre julehøjtiden. Fejringen af Herren og Magten, Riget og Frelseren passede dengang som nu fint til den verdslige magt, som på denne måde kunne spejle sig selv i oratoriet og den barokke musiks bombastiske og nærmest militaristiske arrangementer. Ved en opførelse af Bachs Weihnachts-Oratorium bliver tilskueren konfronteret med en millimeterpræcision og et samarbejde, der bedst kan beskrives som et veltilrettelagt og -planlagt bagholdsangreb.

Og man kan da også tale om en »barokkens eskatologi«, som via musikken indgik en hellig pagt med de politiske, totalitære regimer. Det tilkom på denne måde monarkierne at »redde« borgerne fra den sikre undergang, som kun kunne undgås ved nye, territoriale erobringer. Med tiden endte denne absolutte sikkerhed i nationen og de hellige sange i de nationale hymner. Ja, måske kan man endda sige, at de gamle monarkier i dag overlever i de såkaldte konstitutionelle monarkier, som vi i Europa kalder demokratier og i den civilreligion, vi kalder folkekirken.

Men dengang var kirken ikke alene den politiske magts æsteticering og forskønnelse, den var også den eneste virkelige mulighed for musikkens virke. Programmusik kalder man den musik, som bliver skrevet til en bestemt lejlighed eller med et konkret formål; absolut musik kalder man musik, hvis hele formål intet andet er end sig selv. Der gemmer sig på denne måde en dobbelthed i barokkens musik og især i Bachs Weihnachts-Oratorium, hvis historie om noget vidner om denne dobbelthed. På den ene side fejringen af borgerskabet, konge- og fyrstemagten og på den anden side kunsten og musikken.

Den hellige musik vidner om det absolutte andet; om det, vi ikke kan begribe; om det, som ikke kan italesættes, og som gennem Vesterlandets historie har haft mange forskellige navne med Gud som det formodentlig bedst kendte. Men dette sidste faktum er musikken nu mindre optaget af. Måske er det derfor, at koret nærmest ophæver ordenes betydning, fordi lyden er vigtigere end hvad der egentlig bliver sagt. Stemmerne forvandles til instrumenter, ordene til noder.

Aktualiteten af Bachs Weihnachts-Oratorium består ikke i, at det vidner om Gud og Magten. Aktualiteten er, at vi erindres om såvel grænser som begrænsninger for det menneskelige.

Glædelig jul.