Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Johanne Schmidt-Nielsen: »Flertallet er nødt til at ændre sit blik på, hvordan en dansker kan se ud«

Hvilken debat har gjort størst indtryk i 2016? Det har Berlingske bedt seks kendte debattører, der selv har stået i debattens orkanøje i det forgangne år, svare på. Her Johanne Schmidt-Nielsen, MF og udlændingeordfører for Enhedslisten.

Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark, og de så får nogle børn, så bliver de børn danskere.«

Det var beskeden fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen til elevrådsformand Jens Philip Yazdani på DR 2 i september. Jens, der har levet hele sit liv i Danmark, blev forståeligt oprørt. Men det, der for alvor er oprørende, er, at Jens ikke står alene med sin oplevelse.

Skræmmende mange unge – født på danske hospitaler – identificeres fortsat som »indvandrere«. Sammenhængskraft og danskhed diskuteres ivrigt. Der laves kanoner og nedsættes ekspertgrupper. Men er flertallets blik på, hvordan en dansker kan se ud, fulgt med?

At blive tiltalt på engelsk, mødt med bemærkningen »hvor taler du flot dansk!« eller spørgsmålet »hvor kommer du så rigtigt fra?« er hverdag for unge med sort hår og brune øjne. Eller som en universitetsuddannet ung mand fortalte mig forleden: Jeg kom gående på Vesterbrogade med to pizzaer – en mand stak hovedet ud fra 1. sal og råbte: »Hey, det er her, de skal afleveres!«

I 1980erne og 1990erne vænnede vi os til, at mennesker med mørkere hud er dårligt uddannede og taler dårligt dansk. Mens vi har holdt fast i dette stereotype billede, er generationer af unge med forældre fra andre lande vokset op og har nydt godt af det danske samfunds muligheder.

Flertallet er nødt til at ændre sit blik på, hvordan en dansker kan se ud, hvis samfundet skal hænge sammen. Og få øjnene op for, at mennesker med mørk hud både kan være rengøringsassistenter, pædagoger og lektorer. Ligesom alle andre.