Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jesus på jobbet

Eva Agnete Selsing Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke sådan lige til at forstå, at det moderne arbejdsmarked skulle være så barskt. For 50 år siden var der hverken psykologer, coaches, work-life-balance-seminarer, udviklings­samtaler, mentorordninger eller nogen af de andre støttehjul, der skal hjælpe medarbejderne gennem arbejds­livet i dag. Til gengæld var der længere arbejdsdage, mindre ferie og færre hensyn. Og meget mindre stress.

For på trods af de gunstige vilkår og det historisk skånsomme arbejdsmarked falder danskere som fluer af stress i et omfang, der nærmer sig Den Sorte Død. Og det er et produkt af det moderne liv.

Alle mennesker har brug for mening. Lykkelige mennesker har pligter, ansvar og retning. Det er simpelthen en grundbetingelse ved det at være menneske. Vi søger det sande i tilværelsen og en mening, der handler om noget mere end os selv. Hegel beskrev det som en søgen mod det uendelige, Freud beskrev det som en oceanisk følelse. Et menneskeligt vilkår, vi til alle tider har måttet leve med og som i stort set hele menneskets historie har fået os til at søge mod det religiøse.

Men det moderne menneske går ikke længere i kirke. Det går på arbejde. Ikke bare for at tjene penge eller for at leve op til andre forpligtelser, men for selv­realiseringens skyld. Arbejdet definerer os. Det skal give os mening, identitet og et formål med tilværelsen. Kort sagt har vi fyldt det eksistentielle tomrum, som den manglende gudstro har efterladt, med en masse timer på kontoret.

Var man gammeltestamenteligt anlagt, ville man kalde kontor­kirken for afgudsdyrkelse. Jeg vil nøjes med at kalde det religions­erstatning. I bedste tilfælde kan man finde et givende og meningsfuldt arbejde, men nogen reel substitut for et åndeligt indhold i tilværelsen kan arbejdsmarkedet aldrig blive.

Men man prøver. Man prøver at helliggøre stadset med det gigantiske korpus af virksomhedsværdier, af etiske charters, af CSR og alle de andre hjernespind fra folk, der gerne vil eventyrliggøre stol-bord-computer-situationen. Alt sammen forsøg på at give arbejdet en metafysisk dimension; en glorie af ophøjethed. Ikke ulig det, vi ser i både store og små sekter. Det skal give tilhørs­forhold og loyalitet; men vigtigst af alt skal det give arbejds­bierne en følelse af mening.

Desværre for de mange autodidakte guruer udi falsk åndeliggørelse af arbejdsmarkedet er ord og flom ikke nok til at levere reel, eksistentiel tilfredsstillelse. Den mæthed i dybden, der kommer af at føle sig på rette hylde i egen tilværelse, kan ikke alverdens kommunikerende, mediterende, erhvervslivsforførende, neologisme-udspyende kvaksalvere tilvejebringe.

Og derfor fordufter det så attråede formål efter­hånden. Selvrealiseringen bliver væk. Kulisserne falder. Den lovede Mening kommer ikke (fordi den aldrig har været der). Og så bliver vi stressede. Hårdt arbejde kan vi overkomme – men formålsløshed, eksistentiel sult og mangel på overordnet mening; det er grove løjer.

Løsningen er da også at holde op med at lyve. Et arbejde er et arbejde. Det handler først og fremmest om at tjene penge, så der kan komme smør på brødet. Og naturligvis kan man være heldig at finde et givende arbejde, med gode kollegaer og spændende udfordringer. Bare man husker, at arbejdet er sekundært. Det vigtige i livet er noget andet. Familien. Kærligheden. Og sandheden? Den kan man gå i kirke for at finde.