Efter 20 års intens værdipolitisk debat om indvandring og integration er Marianne Jelved stadigvæk ikke i stand til at forstå, hvad der er kernen i diskussionerne. I sit indlæg i Politiko-sektionen i går forsøger hun at inddrage det, hun kalder »fakta« i diskussionen ved at opremse en række tal og henvise til en række initiativer, SR-regeringen tog i 90erne. Det er stort set rigtigt alt sammen, men det er bare ikke det, debatten har handlet om i 20 år.

Når så mange danskere har reageret så kraftigt, som de har, er det ikke på grund af Jelveds fakta om borgerkrig på Balkan og mange andre ting, men på grund af følelser. En følelse af, at udviklingen gik så hurtigt i retning af et helt, helt anderledes, multietnisk og multikulturelt samfund, at »den menige dansker« ikke kunne følge med og var bange for, hvor det hele ville ende. Mange af de utrygge danskere var - og er - mennesker, der har følgerne af ændringerne helt inde på kroppen i hverdagen: som ser deres job forsvinde til udlandet, som pludselig får mange naboer i boligblokken, der har helt andre vaner, end de er vant til, som oplever helt andre problemstillinger i deres børns klasse, fordi der er kommet nye grupper af børn ind.

Men der blev ikke lyttet til de utrygge danskere hos Jelved & Co. De utrygge danskere blev kaldt racister og fremmedfjendske; de fik at vide, at det multikulturelle samfund var en uomgængelig følge af globaliseringen, og de fik at vide, at udviklingen ikke kunne ændres og styres på grund af hensynet til internationale konventioner. Kort sagt: Klap i og find dig i det.

I stedet overlod De Radikale, Socialdemokratiet og venstrefløjen hele banen til de borgerlige med Dansk Folkeparti. Her blev der lyttet, og her var der hos først og fremmest Dansk Folkeparti ingen mangel på løsningsforslag. Resultatet var en række stramninger, som ganske vist førte til den opbremsning af tilstrømningen til Danmark, som jeg mener var nødvendig, men hvor det blev gjort på en måde, jeg ikke bryder mig om. De mange urimelige følger af 24-års reglen og tilknytningskravet er veldokumenterede, det samme er de umenneskelige rammer for de ulykkelige skæbner, der opholder sig i asylcentrene. Mange borgerlige vælgere mener det samme, men har bidt tænderne sammen og accepteret det som den pris, der skulle betales, fordi der kun kunne laves forlig med Dansk Folkeparti. Centrum-venstre havde jo gravet sig ned i deres konventions- og »du er racist«-grøft.

I tiden efter »systemskiftet«, som Søren Krarup rammende kaldte VKO-flertallets overtagelse af magten i 2001, forsvarede De Radikale sig mod beskyldningerne om at have ført en slap udlændingepolitik ved at henvise til, at partiet havde været med til 37 stramninger af lovgivningen i tiden under Poul Nyrup Rasmussen. Det faktum er også rigtigt, men det er også irrelevant. Det vigtige var, at befolkningen følte, at De Radikale alle 37 gange skulle slæbes hen til truget og tvinges til at drikke. At de kun gik med til stramningerne efter et voldsomt pres fra den offentlige debat og et Socialdemokrati, der langsomt var ved at se skriften på væggen. Det var den følelse, der ikke kun var stærkt medvirkende til tabet af regeringsmagten i 2001, men som også har gjort, at S og SF for at genvinde troværdighed på området har måttet lægge sig fladt på ryggen og blindt tilslutte sig alt, der er kommet på området fra VKO siden sidste valg.

Jeg oplevede problemet på nærmeste hold, da jeg var formand for et udvalg i Det Radikale Venstre, der skulle udforme et integrationspolitisk program. I et forsøg på at få diskussionerne væk ned på jorden lykkedes det mig at få udvalget med på at lave et meget detaljeret oplæg, hvor en lang række problemstillinger på mange forskellige områder blev opridset. Resultatet var en stribe henvendelser fra partimedlemmer i stil med »hvor er det godt, at vi nu kan komme til at diskutere konkrete problemer i stedet for kun at snakke abstrakt og overordnet«, og hvor folk i pauser under møder i partiet kom hen og nærmest hviskende sagde, at »hvor er det godt, at du har taget hul på diskussionen, for det er jo ikke så entydigt og rosenrødt, som Marianne og Margrethe går rundt og siger«. Jelveds indlæg i Berlingske i går viser, at partitoppen stadig ikke er kommet videre. For ikke så længe siden kaldte Jelved således loven om at give økonomisk støtte til dårligt integrerede indvandrere, der vil tilbage til hjemlandet, for »etnisk udrensning«. Racisme-kortet trækkes stadigvæk af partiet.

Starten på denne valgkamp tyder på, at der nu er ved at komme opbrud i de fastfrosne fronter og den meget lidt konstruktive debat, der har præget de seneste ti år. De Konservatives tydelige brud med Dansk Folkeparti på udlændingeområdet er blevet fulgt op af klapsalver fra ledende Venstre-folk. Jeg er optimist og tror på, at dette opbrud vil betyde, at også S og SF tør bevæge ud af Dansk Folkepartis skygge og komme med selvstændige meninger, så vi de næste år kan få en nuanceret diskussion om, hvordan vi skaber den bedst mulige integration. Det er lige så afgørende for, hvordan Danmark udvikler sig de kommende år, som debatten om, hvordan vi overvinder den økonomiske krise.