Når det handler om de vigtige hjørner i et liv – familie, arbejde, penge, helbred, vil jeg rådgives af en person fra generationen, der helt uden ironi er døbt Flemming eller Mona, og som har kortere udsigt til pension end jeg. For jøsses, hvor er det fedt at læne sig op ad en gråhåret professionel.
Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Min første chef var på alder med min far. Gudskelov. Han tabte aldrig fatningen eller lod sig overraske af dårligt nyt. Han havde allerede set så meget shit i den reklamebranche, jeg netop var trådt ind i, at ikke engang den gryende finanskrise for alvor kunne påvirke blodtrykket. Det var ham, som kunderne henvendte sig til, når vi var sammen til et møde. Det var ham, de spurgte om råd og vejledning. For med det grå hår fulgte erfaring, ro og overblik. Og når man skal rådgive andre mennesker om deres økonomi, liv, arbejde, virksomhed eller bolig, er det ikke helt ligegyldigt, hvor ung man er, lærte jeg.
