Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg vidste bare, Trump ville vinde

»Det var jo netop dét, der ville gøre det til en stor profeti: At jeg stik imod al sund fornuft, ekspertviden og data på området fastholdt, at det alligevel er Trump, der vinder. Hvor ville det være flot. Hvis han vandt. Hvis ikke, ville jeg gå over i historien som en postfaktuel nar.«

I dagene op til præsidentvalget hørte jeg utroligt mange mennesker fremsige den samme sætning:

»Jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis Trump vinder valget.« De sagde det i et tankefuldt tonefald med sammenknebne øjne, som havde de netop gennemskuet de beregninger, der ligger til grund for finanslovens strukturelle saldo.

Og jeg forstod præcis, hvad de følte. Jeg har nemlig også selv haft lyst til at komme med en stor forudsigelse, som går i opfyldelse, så verden bliver slået med beundring over mit klarsyn.

Særlig har følelsen været stærk efter folkeafstemningen i Storbritannien, hvor jeg på valgdagen fik den tanke, at det virkelig godt kunne gå hen og blive et nej. Desværre glemte jeg at sige det til nogen. Og da det blev et nej, så fór jeg af sted på arbejde, men allerede på vejen mødte jeg en kollega, og endnu før jeg nåede at åbne munden, råbte han patetisk: »Jeg vidste det! Jeg vidste det bare!«

Den dag forstod jeg betydningen af timing. Det nytter ikke at komme rendende bagefter, en forudsigelse skal helst komme forud. Men samtidig forstod jeg, at det gælder om at være klar i mælet. Det nytter ikke med: »Jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis Trump vinder.«

For den, der siger det, vil jo tydeligvis heller ikke blive overrasket, hvis Hillary vinder. Udsagnet betyder i grunden ikke andet end: »Der skal meget til at overraske mig. Jeg har levet længe og set en del.«

Lidt for meget på forkant

Altså slog jeg til i begyndelsen af august, da Trump lå rigtigt dårligt i meningsmålingerne. På Facebook bekendtgjorde jeg, at Trump ville vinde. Som Obama vandt på hope and change, ville Trump vinde, nu blot på fear and change, for amerikanerne ville foretrække det fremfor Hillarys no change.

Desværre imponerede mit synspunkt ikke nogen. Tværtimod syntes det at gøre en hel del mennesker i dårligt humør. En forudsigelse kan nemlig også komme for meget forud: Ingen efterspørger en Trump-sejr så meget på forskud.

Jeg forstod, at det nok var bedre, hvis jeg fremsatte min tese tættere på valgdagen, og så gentog den med stadigt større styrke.

Mit problem var imidlertid, at jeg ikke var spor sikker. Faktisk forekom det mere og mere og mere usandsynligt med en Trump-sejr, for ikke at sige imod bedre vidende. Og så på den anden side:

Det var jo netop dét, der ville gøre det til en stor profeti: At jeg stik imod al sund fornuft, ekspertviden og data på området fastholdt, at det alligevel er Trump, der vinder. Hvor ville det være flot. Hvis han vandt. Hvis ikke, ville jeg gå over i historien som en postfaktuel nar.

Jeg overvejede, om der måske var noget andet mere sikkert, jeg kunne forudsige med lidt større overbevisning. Som for eksempel at stigningstaksten i de offentlige udgifter under Løkke-regeringen nok skal vise sig at blive højere end under Helle Thorning- Schmidt. Ellers havde det jo ikke været nødvendigt for regeringen at forsøge sig med ni-årsplaner helt frem til 2025 for at skaffe et råderum, der er stort nok til at tilfredsstille alle partiers krav. Selv Sovjetunionen nøjedes med femårsplaner. Hvorfor ikke en hundredeårsplan?

Problemet med den forudsigelse var imidlertid, at ikke særlig mange danskere vil opfatte det som en overraskelse, at de offentlige udgifter vokser. Uanset hvem, der er ved magten. Det modsatte ville være et større chok. Og en god forudsigelse kræver nu engang, at resten af verden vil blive chokeret over det indtrufne.

Altså blev det heller ikke til noget. Forleden kom så resultatet af det amerikanske valg. Trump vandt. Og hvis ikke andre vil sige det, så må jeg jo gøre det selv: Det havde jeg faktisk forudset.