Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Jeg var den første bøsse i Hirtshals«

21. oktober skrev Hans Hauge, at identiteten »bøsse« ikke eksisterede i Hirtshals, da han var barn. I mit Hirtshals anno 1998, vidste vi alt om bøsser, selv om ingen selv valgte den identitet.

Ulrik Frost, studerende Fold sammen
Læs mere

Når jeg cyklede hjem fra skole, dengang i 1990erne, råbte de bøsse efter mig. Ikke på den pæne, inkluderende måde, men på den måde, der detaljeret skærer ud, hvor klamme løse håndled er, og hvordan stemte s’er kan føre dig direkte i helvede. Jeg var otte år. Otte år! I frikvartene holdt jeg mig helst fra aulaen, og jeg koordinerede nøje, hvornår jeg kunne forlade skolen ad smutvejen. Alt sammen for at undgå de store drenge – dem, der orkestrerede homohetzen. Den første homohetz i Hirtshals.

21. oktober skriver Hans Hauge her i avisen, at der ikke var bøsser i Hirtshals, da han var barn. Identiteten »bøsse« eksisterede ikke. De tegn, som vi børn i 90erne havde lært, var bøssernes, kendte de ikke til, da Hans Hauge – som tilhører mine bedsteforældres generation – var barn. Men i 90erne vidste vi udmærket, hvad en bøsse var, og hvad værre er: Vi vidste, hvem de var. Endnu før de selv vidste det.

Over Hauges indlæg hagler det: »Der har altid været bøsser til,« siger kritikerne i kor. Men det afhænger helt og holdent af, hvad man mener, en bøsse er: Er det en person med løse håndled, stemte s’er og en feminin fremtoning? Nej, hvis man endelig skulle finde ét fællestræk for alle de mennesker, der betegner sig selv som bøsse, ville man stå tilbage med ét eneste træk: Bøsser er mænd, der har sex med mænd. Intet andet!

Og så tilbage til Hirtshals anno 1998, hvor jeg befandt mig på randen af den orden, jeg ikke anede, hvad betød. De andre vidste, at lille otteårige Ulrik var bøsse, altså en mand (dreng), der har sex med mænd. Er det ikke lige lovlig frækt at se på en otteårig og tænke: Der går en dreng, der har sex med mænd? Siger det mest om drengen eller dem, der ser på drengen?

I Hans Hauges Hirtshals kendte de ikke det sprog, de tegn og den opførsel, der kunne narre dem til at bestemme seksuelle identiteter. Men det siger intet om, hvordan og med, hvem de havde sex. Vi aner ikke, hvad der skete på de små timer bag Skipperkroen, eller hvordan køjerne i notskibene blev brugt, når mandskabet ikke havde set havn i uger. I mit Hirtshals derimod vidste vi alt om bøsser – selv om der ikke var nogen, der selvvalgt bar den identitet. Hvilket Hirtshals er så at foretrække?

For mig lyder Hans Hauges Hirtshals som et mere bekvemt sted at finde sin seksualitet. I mit Hirtshals havde vi efter tidens mode opfundet L, G, B, og Tere. Men det eneste, det førte med sig, var et seksualitetshierarki, hvor de heteroseksuelle mænd stod øverst og kunne definere de andre, hvad de gjorde med både vold, hetz og mobning. Kasserne blev oprindeligt skabt for at frigøre, men de virkede stik modsat i Hirtshals. I stedet for, at folk frit kunne vælge sin kasse, blev man tvunget ind i den med ydmygelse til følge, for at de heteroseksuelle mænd kunne forblive på toppen.

Men hvad så med fremtiden? Jeg håber, at Hirtshals bliver et sted, hvor kasserne udviskes, så de mennesker, der bor der, og som skal finde deres seksualitet der, frit kan udforske, udvide, undersøge og udgøre deres helt egen seksualitet. Den dag vender jeg tilbage til Hirtshals.