Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg vakler i min tro

Kristne bærer endnu et kors ad Via Dolorosa i Jerusalem. Foto: Thomas Coex/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX

For nylig oplevede vi i min nærmeste familie et pludseligt og tragisk dødsfald - det kom helt uden varsel. Når man mister nogen på den måde, er det svært at slippe tanken om, at det hele kan være slut i morgen. Ingen af os ved, hvornår vi skal herfra. Og hvad er så meningen med det hele? Hvorfor er vi her egentlig? Hvad sker der, når vi dør?

Det kan virke næsten banalt at formulere de spørgsmål, som man jo aldrig får et klart svar på, men det er spørgsmål, der ind­imellem presser sig på hos de fleste mennesker – for så at træde i baggrunden, når pligter, travlhed og hverdagens trummerum overtager vores opmærksomhed.

Jeg rejser til Israel og Palæstina et par gange om året, hvor jeg som regel farer rundt om dagen og bruger aftener på at arbejde, skrive Facebook-opdateringer og debatindlæg. Jeg er lige kommet hjem fra Jerusalem, men denne gang var det ander­ledes. Jeg havde ikke så meget, jeg skulle nå - og jeg tillod mig selv at sænke farten.

Der ér noget ved Jerusalem. Når mørket falder på, stilheden sænker sig, og stjernerne kommer frem, så er det næsten, som om man ser konturer af noget overjordisk – det er ikke så mærkeligt, at de fleste profeter er født og har levet i området.

Når jeg står i Getsemane Have - mellem oliventræer, der kan være 2.000 år gamle – og forestiller mig, at det var lige her, Jesus græd af angst for det, der skulle komme, og her, han blev arresteret – ja, så gør det indtryk på mig.

Når jeg så kommer ind til Tempelpladsen og ser de tusindvis af mennesker, der myldrer rundt, så får jeg hurtigt nok af det gedemarked, som Jerusalem også er. Har ofte tænkt på Herbert Pundiks ord: »Det bedste ved Jerusalem er vejen til Tel Aviv.« Byen er for »hellig« for hans smag, og jeg kan sagtens følge ham. Går man ned ad »Smertens Vej«, kan man se kristne pilgrimme knokle af sted med et kæmpe kors på ryggen, og jeg kan ikke lade være med at tænke – hvad i alverden skal det til for?

I Fødselskirken i Betlehem må jeg tage mig til hovedet, når jeg ser de russiske pilgrimme, der ligger og skaber sig, mens de græder om kap, højlydt, og kysser den lille metalstjerne i gulvet, hvor Jesus skulle være blevet født.

I Nablus stod jeg udenfor en moské og iagttog en mand, der var ved at vaske sine fødder, inden han skulle ind og bede – men pludselig blev han irettesat af en anden, fordi han ikke begyndte afvaskningen med den højre fod. Hvor er det dog ligegyldigt.

Jeg kan blive ved; der er også de ortodokse jødiske mænd, der sidder og studerer toraen dagen lang, og når de så skal noget andet, haster de videre, som gjaldt det livet, for i deres optik er al den tid, de ikke sidder med næsen i de gamle skrifter, ren tidsspilde. Som om det var det, Gud havde tænkt skulle være topmålet i et menneskes liv. Har i øvrigt aldrig set en eneste af de mænd smile.

Religionens udvendige udtryk

Alt for mange religiøse går tilsyne­ladende kun op i religionens udvendige udtryk. Det er ingen hemmelighed, at jeg er særligt træt af islam, min egen barndoms tro. Der var engang, da kaldet til bøn faktisk virkede dragende på mig – men det er ikke længere en smuk lyd i mine ører, nu skurrer det mest. For længe, længe siden handlede islam om at gøre godt mod de fattige, udvise social retfærdighed, og om at være tak­nemmelig for livet i al dets skønhed. Indtil det kom til at handle om tøj, mad, uendeligt mange forbud, påbud og fordømmelse og forfølgelse af dem, der ikke tror på samme måde.

Jeg synes også, at jøderne for eksempel går alt for meget op i det med omskæring. Som om kun omskæring i sig selv er lig med det at være jøde. Ja, jeg ved godt, det var en pagt, Abraham indgik med Gud, men det kan jo ikke være meningen med livet.

I Gravkirken har de kristne skændtes indædt i hundredvis af år, fordi de ikke kan blive enige om, hvilken kristen gruppering der har mest ret til at være i besiddelse af nøglen til stedet. Det var altså ikke uenig­heder om forståelsen af næstekærligheds­begrebet, tilgivelse og forsoning, men derimod, hvem der skulle have lov til at bygge et alter tættest på det sted, hvor man mente, Jesus blev korsfæstet.

Jeg er generelt træt af religion, for den bliver ofte katalysator for nogle alt for menneskelige instinkter, og det er ikke de gode. Der er alt for meget selvhævdelse og fordømmelse.

Efter at have set på alt det vanvittige i den hellige by, fiskede jeg indimellem min telefon op af lommen og tjekkede ind i virkeligheden derhjemme, som den tager sig ud på Twitter og Facebook - men jeg fik flere gange lyst til at kyle telefonen væk. Dér i Jerusalem virkede det meste i mit feed uendeligt ligegyldigt.

Det er muligvis et paradoks, men lige så meget, som religion hænger mig ud af halsen, lige så stor sympati har jeg for den personlige tro, spiritualiteten. Og lige så meget, den tossede og fanatiske religionspraksis frastøder mig, lige så rørende synes jeg, det kan være, når man ser inderligheden og ydmygheden hos mennesker, der søger håb, trøst og mening. Jeg har fået nok af religiøsitet og udvendig skiltning med religion, men jeg kan identificere mig med mennesker, der i stilhed søger åndelige svar.

Hvis jeg er noget lige nu, så er det en tvivler – men det er jeg til gengæld meget oprigtigt.