Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg væbner mine børn til kamp

»Til gengæld vil jeg dog takke terroristerne for at have skærpet alle mine argumenter for, hvorfor vi lever, som vi gør i vores familie.«

Bente Dalsbæk Fold sammen
Læs mere

Her i anledning af, at jeg fylder år igen – hvilket jo har det med at gentage sig én gang om året, indtil det mig tildelte kropshylster ikke ønsker at deltage mere – har jeg gjort ikke så få regnebrædder op: Nogle handler om mit personlige liv, andre handler om Rigets tilstand som sådan, og andre igen om verden, vi lever i. Især om det sidste har jeg tænkt, at da jeg stod og holdt min ældste søn i armene første gang for 16 år siden, var jeg ikke bekymringsfri: Hvilken verden ville mon blive hans? En naturlig forældrebekymring, som gentog sig igen for 11 år siden, da yngstesønnen meldte sin ankomst. Begge gange havde jeg klart noget med trafikken på bekymringspaletten. Også ret meget med mobning, sundhed og noget med bander tilsat noget med nogle tilfældige tosser.

Terror i Bruxelles

Da sønnerne blev født på hver sin side af 11. september, husker jeg, at noget var føjet til ved den yngstes vugge, der ikke var der på samme måde ved den ældstes. Men igen var det dengang i 2004 mest de tilfældige tosser og trafikken, der fyldte.

Nu mange år senere må jeg erkende, at jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle ud i så mange forklaringer om verdens råhed, som jeg har skullet. Jeg har dog formået at padle mig forklaringsmæssigt frem – men kun lige til sønnernes ankomst ved tastaturet, smartphonen og på de sociale medier. Jeg har løjet værre, end en hest kunne rende, for ligesom Kathrine Lilleør skrev forleden i denne avis, så skal børnene ikke vide alt. Enig.

Jeg har såmænd klynget mig til, hvad kloge mennesker har fortalt mig er det bedste at sige igen og igen: At vi stadig lever i et sikkert land. For det er selvfølgelig rigtigt. Men det er også løgn. Paris, København, Bruxelles, Bagdad, Lahore for bare at nævne nogle (ja, tænk der er så mange, at fem er bare at nævne nogle!) er ikke bare byer, men steder, hvor børn, kvinder og mænd fulde af liv er døde, fordi nogle alt andet end tilfældige tosser syntes, at de skulle tage disse uskyldige liv. Altsammen så deres mordere kan indgå i en alt andet en tilfældig masterplan for overtagelse af verdensherredømmet eller, hvordan de nu ser endemålet for deres ugerninger. Mine argumenter om det sikre land bliver til stadighed udfordret af en verden i breaking-gult.

Så mens jeg ser mine børn blive mere stabile i trafikken, ser dem blive gode kammerater og dyrke relativt sunde interesser – må jeg også erkende, at jeg må nøjes med at fortælle dem, at verden kun er et sikkert sted relativt set.

Til gengæld vil jeg dog takke terroristerne for at have skærpet alle mine argumenter for, hvorfor vi lever som vi gør i vores familie, og hvorfor jeg synes, at værdier som ytringsfrihed, frisind, tolerance og ligeværd er værd at kæmpe for hver eneste dag, og hver gang man møder det modsatte, om det er i skolegården, i køen i Netto eller i arbejdspladsens kantine.

Jeg væbner helt bevidst mine børn til kamp. Med argumenter ganske vist. Og selv om der rulles med øjnene, så det hvide kan ses, og de synes, jeg er skinhelligheden selv og middagssamtalen så dødssyg, og jeg kvalmer lidt med over mig selv, så håber jeg selvfølgelig, at det hænger fast. For så kan de selv stå fast, når det gælder. For det gør det.