Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg sætter mit bryst hvor jeg vil

Mit sidste bryst og jeg har besluttet, at vi nok bosætter os i Schweiz. Måske møder vi en international mand i supermarkedet dernede. Han vil i givet fald og uden videre kunne se mig i øjnene og forklare - på engelsk of course - hvordan samfundet skal overleve, når alle kræver alt, og kun få giver, hvad de kan.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har i flere år været min yndlingsvits, at fordelen ved at blive gammel er min evne til at flytte rundt på mine bryster: Jeg har kunnet få høj kavalergang eller lavthængende teposer alt efter humør. Vitsen har været vovet, men sjov, fordi jeg har haft så store bryster, at det i festligt lag med kavalergang har været svært at få øjenkontakt med en del mænd. - Nu er det slut. Mit ene bryst er hugget af. Jeg er (endelig) blevet en rigtig amazone.

Der var ellers ikke meget krigerkvinde over mig i den sidste, grædende nat før beskeden: »Du har en kræftknude i brystet,« sagde lægen på det private hospital og så pokkers rar ud lige i det samme. Det er sært alvorligt at tale om den kræft, der rammer en ud af ni kvinder, når man slet ikke kender hinanden. Dét skulle vi heldigvis komme til - lægen og jeg - at kende hinanden nærmere. For han arbejdede i det private regi og havde derfor både tid og råderum til at forklare og love mig, at han personligt selv skulle forestå det nødvendige (læs: skære mit bryst med mere af og ud). Og bagefter besøge mig på opvågningsstuen og på min egen hospitalsstue senere igen - og sidst og vigtigst give mig de endelige prøvesvar af alt det afskårne. Han var rar lige da - midt i beskeden. Og det blev han ved med at være i den uge, det tog.

I det offentlige system havde der ikke været en rar læge med eget navn og genkendeligt ansigt hele turen igennem. Til gengæld havde det taget tid, garanteret, mindste ventetid. En uge fra opringning til egen læge og til mødetid. To uger fra lægens henvisning og til forundersøgelse på sygehus. En uge fra biopsi og til svar. To uger fra kedeligt svar og til operation. I alt en ventetid på mindst seks uger. Og kræftknuden var ikke blevet opdaget. Kun min egen insisteren og vilje til at betale for supplerende ultralydscanninger førte til, at den aggressive kræftknude blev opdaget. Min egen læges trætte ti minutter havde ført til en henvisning med note om, at det ikke hastede.

Nu sidder jeg her og gør status over det offentlige sundhedssystem: 1. Med skiftende og flagrende læger, der har taget den forkerte journal frem og derfor først læser i den, når man mødes. 2. Med krænkende ventetid. 3. Med screeninger, der alligevel ikke fanger det særligt aggressive. 4. Med eneret på efterbehandlingen: Så såre mit bryst var hugget af og gået grundigt igennem, overgik jeg til det offentlige system, hvor strålebehandling, kemoterapi og anden medicinsk behandling alene foregår.

Jeg er med andre ord prisgivet og afhængig af det offentlige system i Danmark lige nu. Og jeg er mere bange for dét end for min knude. Jeg sidder her og gør status over mit forhold til det såkaldte velfærdssamfund, der vil gøre os allesammen glade og derfor ikke gør nogen som helst rigtig glade. Ja. Det tager f.eks. to måneder at få flyveørerne opereret ind; det er for dårligt! Der er kun tre forsøg på hjælp til at blive gravid; det er for dårligt! Der er 100 km til et hospital, der kan fjerne tunge øjenlåg; det er for dårligt! Ja. Jo. Og jeg kunne tilføje: Danskere er blevet en flok navlebeskuende småflæbere, der kræver ind. De fleste med henvisning til alt det, de har betalt i skat, og når den argumentation ikke helt har bund i virkeligheden, så i hvert fald med henvisning til, at de i et langt liv har passet deres arbejde. Ja. Jo. Flot. Imponerende også, at disse velfærdsamøber, hvis adfærd dræner sundhedskassen, selv har ført gaflen op til munden. Det tangerer jo en frivillig handling. Nej, jeg er mere bange for dem end for min knude.

Jeg sidder her med mit sidste bryst og gør status over, hvor vi vil bosætte os for at bevare vores egen balance mellem at yde og nyde. Sådan en model 59 som mig har fået enhver chance med vaccinationer og uddannelser. Og selvfølgelig skal jeg betale tilbage i form af høj skat og to sunde børn, der også kan bidrage til samfundet. Og selvfølgelig skal jeg ikke belaste samfundet med kontanthjælp, boligsikring, jobprøvning og livsstilskroniske sygdomme, ligesom jeg er stolt over at have passet de syge i min egen familie. Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet.

Min historie er, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, og at det var ikke så lidt endda. Men første gang jeg vitterlig fik alvorlig brug for hjælp, fordi mine egne kræfter og penge ikke var brugbare, ja da fik jeg et brev med et sølle løfte: Nu du har en livstruende sygdom, som du - nå ja, selv har sørget for at få opdaget, udredt og behandlet - ja, så vil vi da gerne se dig til en samtale om tre uger. Om TRE uger, hvor vi afgør, hvad din efterbehandling skal gå ud på. Godt så. Jeg er mere bange for ventetiden end for min knude. For knuden er væk, og jeg er en krigerkvinde.

Mit sidste bryst og jeg har besluttet, at vi nok bosætter os i Schweiz. Måske møder vi en international mand i supermarkedet dernede. Han vil i givet fald og uden videre kunne se mig i øjnene og forklare - på engelsk of course - hvordan samfundet skal overleve, når alle kræver alt, og kun få giver, hvad de kan.

Op i kavalergangen med velfærd - jeg vil bare overleve og gør gerne mit!

Kræftens Bekæmpelse afholder i dag Lyserød Lørdag til fordel for Støt Brysterne-kampagnen.