Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg overhalede hundreder af dem. Høvdinge og indianere

Velkommen til mit femte nyhedsbrev, der samtidig er valgkampens andet. Her vil jeg forsøge at guide dig til, hvad du som borgerlig dansker skal holde øje med frem mod folketingsvalget. I dag: Borgerlige politikere på skræmt flugt væk fra enhver kritik af en stor offentlig sektor.

Protester under de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018. Den offentlige sektor er for længst blevet en selvbefrugtende størrelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som følge af en knæskade løber jeg desværre ikke DHL-stafet mere, men måtte i år nøjes med at kigge på. Det var en fornøjelse, næsten lige så udelt en fryd som de tidligere år, hvor jeg satte af i luntetrav fra Fælledparken sammen med løbere fra alskens firmaer. Og sædvanligvis dertil et nærmest uoverskueligt antal fra Københavns Kommune.

Der er Københavns Kommune overalt til den stafet. Man er aldeles omringet, kan knap mase sig frem gennem hoben, og må til sidst slå sig til tåls med den stille fryd konstant at kunne overhale den ene efter den anden kommunale jogger. Høvdinge såvel som indianere.

Nå, hvorfor denne bekendelseslitteratur fra mit lidet gloriøse motionsliv?

Fordi mine kommunale DHL-traumer blot er et lille sindbillede på, hvor meget den offentlige sektor fylder i Danmark. Den er en af verdens største. I 2021 udgjorde de offentlige udgifter 50,8 procent af nationens samlede BNP, ottendehøjest i verden. Der er omkring 860.000 offentligt ansatte. Læg dertil de godt to millioner danskere, der får udbetalt en offentlig overførselsindkomst.

Vi er blevet en nation, der lever af det, venstrefløjen har døbt ‘fælleskassen’, et udtryk jeg altid har syntes mindede om noget fra et socialistisk kollektiv i 1970erne. På en måde, lissom, ikk?

En selvbefrugtende størrelse

Måske er det derfor over årtierne blevet en politisk tabersag overhovedet at antyde, at den offentlige sektor kan blive mindre, og danskerne selv beholde lidt flere af de penge, de ellers betaler i skat.

Den offentlige sektor er simpelthen blevet en selvbefrugtende størrelse. En magtfuld del af den danske befolkning lever af den, som LAs Henrik Dahl beskriver det i sin nye bog, »Ved Voksenbordet«, og enhver diskussion af, hvad den skal kunne eller ikke kunne vil derfor blive mødt af vilde påstande om de skrækkelige følger af at pille ved det mindste.

Følg blot Socialdemokratiets intense, men faktuelt tvivlsomme kampagne for at overbevise danskerne om, at 40.000 offentligt ansatte skal fyres, og velfærden vil blive bombet voldsomt tilbage, hvis Konservatives egentlig lidt forsagte økonomiske plan gennemføres.

Borgerlig selvopgivelse

Derfor er mit råd til dig i dag at holde øje med den borgerlige selvopgivelse, som allerede er indtrådt i valgkampen i forhold til offensivt at diskutere skat og den offentlige sektor.

Man gav faktisk op, inden valgkampen overhovedet formelt set gik i gang. Helt specifikt tirsdag aften, som Berlingskes dygtige politiske journalister Søren Domino, Hans Skovgaard Christensen og Kasper Kildegaard fortæller om i denne artikel.

For allerede tirsdag i en partilederdebat på DR2 lykkedes det for Inger Støjberg at demontere enhver forestilling om, at de borgerlige vil gå en fundamentalt anden vej end Socialdemokratiet, når det gælder den offentlige sektor.

Hun sagde ganske enkelt, at hun ikke kan støtte en borgerlig statsminister, der vil afskaffe topskatten og arbejde for nulvækst i den offentlige sektor. Hvad gjorde den af horder af socialdemokrater i forvejen så pryglede Pape? Han gav sig næsten øjeblikkeligt og foreslog, at de borgerlige efter valget jo kunne begynde med at se på skattelettelser i bunden. »Jeg er HEEELT med«, sagde Pape og søgte at lyde myndig.

Men reelt havde han lige strakt våben. Heller ikke fra borgerlig siden bliver der denne gang noget substantielt forsøg på at reformere den borgerlige sektors størrelse. Det er for farligt. Man bliver ædt af Peter Hummelgaard, Magnus Heunicke, Rasmus Stoklund og andre, der godt ved, at næsten tre millioner voksne danskere lever af den.

Konklusion: Vi har vist passeret point of no return.

Flyd med Valgstrømmen

Hver dag giver jeg som bekendt også et godt råd til dig om, hvordan du med Berlingske i hånden på din mobil kan orientere dig, blive klogere – og gerne blive lidt provokeret i løbet af valgkampen.

I dag vil jeg anbefale dig at følge med i Valgstrømmen, Berlingskes digitalt pulserende meningsliveblog, hvor 18 kommentatorer – blandt dem Michael Kristiansen, Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen, Eva Selsing, Amalie Lyhne, Peter Kurrild-Klitgaard, Søren Pind, Anne Sofie Allarp, Jarl Cordua, Mette Østergaard med mange flere – under hele valget fra morgen til aften tager dig i hånden og leder dig gennem en kakofonisk kampagne med 14 partier, flere politikere og muligvis færre ideer.

18 hjerner, der observerer og tænker sammen: Det bliver godt.

I hvert et drømmehjem et knust hjerte

Tilbage er kun dagens musikalske afslutning, hvor jeg skamløst dyrker apropos-musikken, gerne helt ud i det absurde. Men hvordan finder man et stykke musik om en forvokset offentlig sektor?

Sagen er, at sådan en sang findes ikke. Det kan man så tænke over. I stedet må vi over i afdelingen for allegorier: Selv i de bedste lande er der ting, som ikke fungerer. Og »In Every Dream Home A Heartache«. Værsgo til Roxy Music med Bryan Ferry, Brian Eno, Phil Manzanera & co.