Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg nasser på andres modne beslutninger

Hvad nu, hvis jeg selv pludselig får brug for et nyt hjerte eller nyre? Så er jeg vel ret beset en nasser eller en free rider, der gerne nyder frugterne af andre menneskers rettidige beslutninger?

Jarl Cordua. Fold sammen
Læs mere

Jeg er ikke tilmeldt et donorregister. Og hvorfor ikke? Min tynde forklaring er, at jeg simpelthen ikke bryder mig om at tage stilling til, hvad der kan ske, hvis jeg i endnu ung alder rammes af alvorlig ulykke eller et slagtilfælde, der gør det relevant at fjerne mine endnu brugbare organer, der kan redde andre mennesker. Jeg har i øvrigt heller ikke instrueret mine nærmeste i, hvad der i givet fald skal ske. Jeg er i øvrigt ikke alene. Kun 900.000 ud af 5,5 millioner indbyggere i Danmark er tilmeldt donorregistret.

Er jeg så usolidarisk eller bare en fornægter af min egen mulige, pludselige og førtidige forgængelighed? Eller mangler jeg et såkaldt incitament for at tilmelde mig donorregistret? For hvad nu, hvis jeg selv pludselig får brug for et nyt hjerte eller nyre? Så er jeg vel ret beset en nasser eller en free rider, der gerne nyder frugterne af andre menneskers rettidige, modne, storsindede og måske selvopofrende beslutninger?

Sundhedsminister Sophie Løhde har gjort diskussionen om donorregistrering relevant igen med sit forslag om, at alle i fremtiden automatisk skal tilmeldes donorregistret fra det fyldte 18. år. Et forslag, som det af politikerne nedsatte smagsdommerorgan Etisk Råd nu skal forholde sig til igen – otte år efter, at et snævert flertal i rådet afviste det.

Formodet samtykke

Fremover skal man ifølge forslaget så framelde sig donorregistret frem for i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig. Princippet kaldes »formodet samtykke« og er siden 2012 blevet praktiseret i Wales. Formålet er naturligvis at fjerne ventelisterne på organer, hvor mennesker i mellemtiden dør på grund af organmangel. Danmark leverer f.eks. kun halvdelen af de organer opgjort pr. million indbyggere, som Spanien gør. I 2015 døde 27 mennesker, mens de ventede på et nyt hjerte, en ny nyre, lunge eller lever – ifølge foreningen Scandiatransplant. 27 mennesker, som formentlig kunne have fået et nyt liv, hvis mennesker som jeg havde sagt ja til at være donor.

Der er også dem, der tager stilling og fravælger donorregistret. En beslutning man naturligvis skal respektere. Spørgsmålet er dog, om de selvsamme mennesker så bør stå forrest i køen, hvis de ulykkeligvis selv en dag får brug for et nyt hjerte fra en donor?

Foreningen 7Liv har den klare holdning, at hvis ikke man vil stå i donorregistret, så bør man om bag i køen. Det vil i alt fald være en konsistent holdning: Yd hvis du vil nyde.

Der er brug for organer

Det for mig tiltalende ved »formodet samtykke« er, at jeg slipper for det ubehagelige øjeblik, hvor jeg skal tage aktivt stilling. Jeg ved, at de »høster« mine organer ifald, at jeg bliver totalt hjerneskadet, og mine pårørende skal heller ikke overlades beslutningen, hvad de nok helst er fri for. Hvis politikerne indfører en forrang for donorregistrerede i køen til nye organer, så kan man glæde sig over at »holde sin plads i køen«.

Nogle mener, at man i stedet skal tvinge de 18-årige og alle os andre til at tage stilling. Hvis ikke vi har sagt klart ja, så er der ifølge Patientforeningen tale om »en moderne form for kannibalisme«. Tænk, jeg er faktisk helst fri.

Hvis ikke man vil afvente lovgivning på området, men har mere mod og mandshjerte end jeg, så kan man finde sin NemID frem, logge sig ind på Sundhed.dk og melde sig som organdonor nu. Paradokset er, at der er brug for vores organer, selvom ingen håber for os, at vi nogensinde bliver donorer.