Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg kan ikke forklare de unge, hvorfor de skal stemme

Foto: Casper Christoffersen og Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til sidst løb jeg tør for argumenter hen over middagsbordet. Måtte indkassere nederlaget. Som far, som demokrat og medborger. Endte – trængt op i et hjørne af afmagt og med gråd i stemmen at udbryde: »Jamen, det er jo en borgerpligt at gå hen og sætte sit kryds.«

Jeg har tre teenagere derhjemme. To af dem skal stemme for første gang til kommunalvalg om tre-fire uger. Og hvem skal de så stemme på? Som en god far sagde jeg selvfølgelig til dem, at det må de selv finde ud af. Tag jer sammen, sæt jer ind i tingene og begynd gerne med at undersøge, hvad forskellen er på partierne. Forskellen? spurgte de.

Det gik op for mig, at vi har at gøre med en generation, for hvem det repræsentative demokrati er en støvet og underlig anakronisme. De har masser af holdninger og er vant til at tage stilling til alt muligt hele tiden. De liker, deler og uddeler smileys og thumps ups dagen lang og holder øje med, hvem og hvad der scorer højest, og hvilken vej, vinden blæser.

De har holdninger til Bill Gates og Jonatan Spang, til sugardating og #Metoo, til Trump, lærerne på gymnasiet, prisen på Neymar og pigerne i klassen. Og alt muligt andet.

Kun små forskelle på rød og blå

Det, vi beder dem om i demokratiets hellige navn, er på en bestemt dag i november at gå hen i gymnastiksalen på den nærmeste skole, finde ind bag et blåt forhæng og sætte et kryds med en gammeldags træblyant på en meget lang liste fyldt med navne på mennesker, som de aldrig har hørt om, og navne på partier, som de ikke har en chance for at se forskel på. For sådan har vi gjort i 100 år.

De, der så får flest krydser, bliver valgt ind i et byråd – i København en borgerrepræsentation – hvor de langt væk fra alt og alle holder en masse møder og læser en masse papirer.

Derefter hører man ikke noget til dem, før de om fire år igen hænger i lygtepælene og forlanger, at vi griber træblyanten og gør regnebrættet op. Hvem har været bedst, dygtigst, klogest, havde de rigtigste holdninger? Det er sort.

Jeg tog en dyb indånding og forklarede om nærdemokratiet, og at de røde vil bruge flere penge på velfærd og de blå sætte skatten ned. Sådan er det jo. Højre, venstre. Hvor har pengene det bedst – i borgernes lommer eller i kommunekassen? Og for nu at sikre mig, at jeg ikke sad og fyldte ungdommen med løgn, tjekkede jeg de seneste kommunale budgetaftaler.

Fire kommuner sætter skatten op, og 13 sætter den ned. Men blandt de kommuner der sætter skatten op er der tre blå og en rød, Blandt de 13, som sætter skatten ned, er ideologien heldigvis mere logisk. Pyh ha. Fire røde og ni blå kommuner kan se frem til lavere skat. Men når man tager i betragtning, at der er flest blå kommuner i Danmark, er det alligevel svært at se nogen klar tendens.

Men hvad der gjorde mig endnu mere bekymret i forhold til min flossede troværdighed som demokratiets vogter, var, da jeg fandt en fire år gammel rapport, som slog fast, at der ikke er forskel på røde og blå kommuner, når det gælder, hvad de bruger penge på. Altså slet ingen.

»Det, vi ved, er, at de forskelle, der er i kommunernes prioriteringer af deres samlede udgifter, afhænger af, om det er en rig eller fattig kommune, og hvordan befolkningen er sammensat. Det afhænger ikke af, hvilken farve borgmesteren har,« sagde programchef ved forskningsenheden KORA, Kurt Houlberg til Berlingske i 2013.

Nå, men det var dengang. Det har sikkert ændret sig siden, tænkte jeg. Men det er der desværre ikke noget, der tyder på. Samme forsker sagde, at lignende analyser er foretaget de seneste 30 år med samme tendens: Røde og blå er hip som hap, Og det har intet at gøre med, om der er høj- eller lavkonjunktur.

Man skal ikke give op så let. De unge har om nogen krav på klar besked. Nu skaI I høre: Det er sådan, at de blå kommuner gerne vil udlicitere kommunale opgaver, så det er private virksomheder, der tager sig af dem, mens de røde vil beholde opgaver og ansatte kommunalt. Hvad vil I helst? Men heller ikke den påstand kunne stå for et virkelighedstjek. Flere undersøgelser, som man kan hurtigt kan google sig frem til, konkluderer, at »udlicitering er farveblind«. Ingen forskel mellem røde og blå kommuner. Hip som hap. Suk.

Borgerpligten

Man må stemme ud fra sin overbevisning. Er man socialist eller borgerlig, forsøgte jeg igen. Men hvis man ikke kan svare på, om en socialistisk kommune så er anderledes end en borgerlig, og de kommunale nøgletal ikke kan hjælpe en på vej, og regeringen har lagt så snævre bånd på både udgifter og indtægter, at forskellene er mikroskopiske, så handler det i sidste ende mest om drift.

Hvem er bedst til drift? Ikke ligefrem det mest sexede spørgsmål at sende unge i stemmeboksen med.

Men så er der jo regionsvalget, sagde jeg stadigt mere desperat, da de var på vej ud ad døren. I nogle regioner er der rødt flertal og i andre blåt. Og det er det, vi skal stemme om. Forskellen? Sådan kan man ikke altid gøre det op, forsøgte jeg.

Og så var det, at det endte der, hvor det ikke skulle være endt. Det er en forbandet borgerpligt at stemme! råbte jeg. Demokratiets festdag. Det skylder vi landet, Grundlovens fædre og Grundtvig og alle dem, der kæmpede for folkestyret og afskaffelsen af fæstebonden og træhesten. Vil I hellere bo i Nordkorea??? Men da var de gået.

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.