Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Jeg kan høre demokratiet skrige. Jeg kan mærke ytringsfriheden bløde«

For en uges tid siden skrev Nikita Klæstrup et debatindlæg i Berlingske om Christiania, hvorefter hun modtog trusler på livet. I første omgang blev hun afvist hos politiet, og Nikita Klæstrup fortæller her, hvorfor hun fastholder sin og andres ret til at deltage i debatten uden trusler og tilsvining.

Nikita Klæstrup, næstformand for Lolland-Falster Konservativ Ungdom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Flemming
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg kan høre demokratiet skrige. Det begyndte som en fortvivlet hvisken 22. april, da jeg læste en artikel om en gruppe venstrefløjsaktivister, som ønskede at overdøve statsminister Helle Thorning-Schmidt under hendes tale i Fælledparken 1. maj. Den selvsamme venstrefløj som ellers altid boltrer sig i tolerance, var pludselig ikke længere så tolerant over for den statsminister, den selv hjalp til magten i 2011.

Jeg vendte øjne ad hele situationen og argumenterne for denne, men ignorerede den omtalte hvisken for mine ører. Men den vendte tilbage. Jeg kunne høre den hver evig eneste gang, medierne skrev noget nyt om denne aktion. Jeg kunne føle, at der blev stukket til ytringsfriheden. Et blødt, men skarpt prik som det fra en nål.

28. april hørte jeg lyden igen. Denne gang som en højlydt forpint hulken. Jeg hørte den, hver gang en Christiana-sympatisør tilsvinede og direkte truede mig i mangfoldighedens og tolerancens navn. Alt sammen fordi jeg ytrede min ikke specielt positive mening om Christiania i et debatindlæg i Berlingske (27. april, red.). Pludselig indså jeg, at jeg havde hørt denne forpinte hulken før. Jeg havde hørt den, da Yahya Hassan blev slået ned på Hovedbanegården tidligere i år. Jeg havde hørt den under Muhammedkrisen. Den havde været der som en modbydelig tinnitus, jeg valgte ikke at tænke mere over.

Den udviklede sig til gråd, da jeg prøvede at anmelde truslerne imod mig og i første omgang blev sendt væk af politiet. Jeg blev sendt af sted med beskeden om, at jeg måtte forberede mig på den slags, hvis jeg ønskede at blande mig i den offentlige debat. Så jeg gik derfra, med et syn på retssamfundet, der smuldrede foran mig. Jeg huskede på Benjamin Franklins ord: »Those who would give up essential Liberty, to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety« (de som vil opgive grundlæggende frihed for at opnå en smule sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed).

Læs også: Konservativ truet på livet efter indlæg om Christiania

Og jeg ville bestemt ikke opgive min ytringsfrihed for den retssikkerhed, som politiet nu havde nægtet mig. Da jeg næste dag blev ringet op af politiet, som efter massiv mediedækning og politisk pres nu havde besluttet sig for, at jeg alligevel kunne få lov til at anmelde disse trusler, følte jeg det som en sejr, ikke kun for retssikkerheden, men også for demokratiet og ytringsfriheden.

Men 1. maj hørte jeg lyden igen, denne gang som en afskyelig fløjtelyd fra aktionisterne i Fælledparken. De så deres infantile demonstration som en succes. Jeg så den som et slag imod vores demokrati og vores ytringsfrihed.

Man skulle tro, at med min sag næsten afsluttet ville lydene være væk. Men jeg hører det som et altoverdøvende skrig fra enhver debattør, som fortæller mig, at de selv har været udsat for trusler, som politiet ikke vil tage sig af. Jeg kan mærke, at det førhen bløde, men mærkbare til ytringsfriheden, er blevet til voldsomme og ubarmhjertige knivstik. Når jeg læser, at Peter Øvig Knudsen har måttet opgive at skrive en bog om det kriminelle Pusher Street efter rådgivning fra politiet, kan jeg ikke engang bebrejde ham. Jeg er kun mig, og jeg modtog kun trusler til potentiel skade for min egen sikkerhed. Men Peter Øvig Knudsen har en familie at beskytte.

Mit hjerte bløder for enhver debattør og samfundskritiker, der bliver truet til stilhed, hvad enten det er i et retssamfund som det danske eller i alverdens diktaturer. Og jeg har intet andet end foragt til overs for dem, som i stedet for at argumentere, bekæmper deres modstandere med trusler og på andre måder knægter ytringsfriheden. Og jeg har ringeagtelse for de mennesker, som har forsvaret truslerne imod mig, eller enhver anden debattør.

Læs også: Politiet vil alligevel se på anmeldelse fra truet Christiania-debattør

De indleder altid deres beskeder på samme måde: »Man må ikke true, men du startede jo selv med at provokere.« Der burde ikke være noget »men«. Jeg startede en debat, som så mange mennesker før har gjort. Og som så mange mennesker før var jeg forberedt på modargumenter. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at noget, som jeg sagde, kunne frembringe en så kraftig reaktion, at nogle direkte ville ønske mig død. Det er modbydeligt, når man oplever folk skrive, at man ligger, som man har redt.

Dette er dog sandt, og jeg sover vidunderligt hver aften og vil ikke miste søvn på grund af frygt for overfald fra mennesker, som ikke kan argumentere for deres holdninger, men i stedet tyr til den mest primitive form for kommunikation: tilsvining og trusler.

Som mit store konservative forbillede, Margaret Thatcher har udtrykt det: »Jeg liver øjeblikkeligt op, hvis et angreb er personligt og gør ondt. Det er, fordi jeg tænker: Hvis de kun angriber mig personligt, betyder det, at de ikke har et eneste politisk argument tilbage.« Men jeg frygter for vores demokrati, og jeg frygter for vores ytringsfrihed.

En del af den danske befolkning har tydeligvis behov for at få genopfrisket sin Voltaire: »Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den.« Dette er noget, som jeg tror fuldt og fast på. Så lad mig sige nu, christianitter, anarkister, liberale, socialister, kommunister, ja, selv fascister og nazister. Jeg er uenig i jeres synspunkter, men I har enhver ret til at ytre dem. Og jeg vil til hver en tid møde jer med argumenter, ikke trusler. Jeg kræver blot, at I udviser samme respekt for mig.

Der er brug for et øget fokus på debatkulturen i Danmark. Jeg er fuldt ud indforstået med, at tonen i den offentlige debat kan blive hård, men vi må aldrig tillade den at blive så hård, at vi accepterer trusler og tilsvininger som substitut for saglige argumenter. Jeg håber, at politiet i fremtiden vil tage trusler mod debattører alvorligt og ikke blot affeje den som en naturlig konsekvens af deltagelse i den offentlige debat.

Jeg kan høre demokratiet skrige. Jeg kan mærke ytringsfriheden bløde. Men det kan stadig ændres.