»Ethvert menneske må påtage sig ansvaret for sit eget liv, og sin egen død«, sagde journalist og forfatter Kirsten Jacobsen til Altinget i den forgangne uge.

Hun blev interviewet om sin mands død, som hun har beskrevet i »Løftet«, hvor hun smertefuldt beskriver sin mands blodprop, delvise lammelse og et behandlingsforløb, der endte med hans død, fordi han igennem fem måneder sultede sig ihjel, mens hun så magtesløst til. Hun plejede ham, stillede en seng op ved siden af hans, talte med ham, men manglede modet til at gøre det, de ellers havde aftalt: at hjælpe ham til at dø. Aktivt. Ikke blot passivt ved at acceptere, at han intet spiste og knap drak. Men aktivt. Også selvom det er ulovligt.

Hendes fortælling har kastet mig i frit fald ud fra mit elfenbenstårn. Jeg anede ikke, at jeg befandt mig dér, men sådan er det vist med elfenbenstårne. Jeg kan nu se, at jeg med bestemthed er kravlet derop og har præsenteret det store overblik over livet og døden, når emnet faldt på aktiv dødshjælp. Jeg burde have opdaget min verdensfjernhed for længst, for at man har mistet jordforbindelsen kendes på, at man har så dejligt styr på principper, den etiske glidebane og rækken af dominobrikker, hvor bare én skal vælte, så vælter alting. Den enkeltes behov må underlægge sig det større hensyn. »Målet helliger midlet«, hedder det i de totalitære ideologier.

Mens vi tænker over det, kan vi sammen konstatere, at i elfenbenstårne er man sjældent alene. Da jeg sad i Det Etiske Råd afviste Rådet aktiv dødshjælp enstemmigt. Vi var ellers aldrig enige om noget, men her var vi. Argumenterne var mange. Alle ved, hvor hårdt det er at foretage aborter, vi kan ikke byde sundhedspersonale, at de skal slå voksne mennesker ihjel. Ganske vist gør de det allerede. Vi kalder det bare ikke aktiv dødshjælp men palliativ behandling. Den lindrende smertedækning, når der ikke er helbredelse i sigte, tager livet af patienten. Det ved den syge, det ved sygeplejersken, og det ved de pårørende.

Et afgørende argument mod aktiv dødshjælp er, at vi har en finere tradition for forskning i palliativ behandling, end de eksempelvis har i Holland, hvor man har haft aktiv dødshjælp i snart mange årtier, og hvorfra der berettes, at mennesker med snart sagt alt fra kærestesorg til en let depression vælger døden fremfor livet. Dertil kommer, at man ikke i lande med aktiv dødshjælp har udviklet den smukke palliative tradition, som vi har i Danmark.

Anne Regitze Wivel skildrer netop i sin nye dokumentar »Lige før døden« den professionelle omsorg på den palliative afdeling på Bispebjerg så sandt og smukt. Jeg genkender ordentligheden og mildheden fra samtlige af de palliative afsnit og hospicer, jeg som præst har min gang på. Jeg har med andre ord et arsenal af argumenter mod aktiv dødshjælp liggende klar til affyring. Det slog mig bare, da jeg læste Kirsten Jacobsens fortælling, at de alle rammer ved siden af. Helt forbi, faktisk.

For det er ingen kunst at have glidebaner og dominobrikker vundet ind i de højeste etiske hensyn på sin side. Men er det medmenneskeligt? Medmenneskelighed var, er og bliver at lægge øre til et andet menneskes lidelse. Stige ned fra principperne, glemme sig selv og lytte til den anden. Smerten må have været uudholdelig både for Kirsten og hendes mand. Så modigt han tog det på sig at slutte en udsigtsløs tilværelse, hvor han må have kunnet se, at Kirsten kæmpede med det langsomme tab af ham. En fem måneder lang kærlighedsgerning. Intet mindre. Det vilde er, at mange andre, som han, har udvist det samme mod.

Han kunne være kommet på plejehjem, vil nogen måske sige. Det kunne han da! Et rigtig dejligt plejehjem. Hvis man kender et, man oprigtigt selv gerne ville flytte ind på hellere i dag end i morgen, vil jeg meget gerne høre, hvor det ligger. Jeg har aldrig været på et, hvor jeg selv kunne tænke mig at bo. Eller hvor jeg med glæde ville efterlade mine nærmeste. Der er forskel på plejehjem, vel er der så, men rart er det ikke at bo der. Dette til trods for, at jeg altid kun har mødt dedikerede og flittige ansatte, der er oprigtigt optaget af beboernes ve og vel.

Sundhedsvæsenet kan få os til at overleve det meste, men hvem tager ansvaret for det liv, der skal leves derefter, når man som Kirstens mand er så uheldig at overleve en blodprop, hvor man reduceres til en skygge af sig selv? Når vi regnes som ansvarlige nok til i den yderste stund at kunne nikke ja til terminal smertelindring, hvorfor vil man så ikke stille os spørgsmålet tidligere?

Der er en dag og en time for enhver død. Jeg tror, at Gud er med os i dødsøjeblikket – også, hvis vi vælger det øjeblik selv.

Kathrine Lilleør er sognepræst og ph.d.