Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg håber, at Trump sidder perioden ud

Drømmen om en rigsretssag mod Trump tjener blot som en undskyldning for ikke at udvikle et valgbart alternativ til den orange demagog. Samtidig vil en rigsretssag kaste verdens mægtigste demokrati ud i kaos.

Foto: Kate Copeland

»Impeach« (rigsretssag, red.) står der på papskiltene, når vrede amerikanere demonstrerer mod USAs præsident, Donald Trump. Håbet om en rigsretssag er næsten det eneste, der forener præsidentens mange fjender til højre og venstre. Vinder Demokraterne midtvejsvalget i november, er de klar til at indlede processen.

Set her fra den anden side af Atlanten kan jeg sagtens forstå ønsket om en smutvej ud af mareridtet. Jeg håber imidlertid, at Trump sidder perioden ud for så at tabe i 2020. Derefter kan genopbygningen af den liberale verdensorden iværksættes. Sagen er nemlig, at begivenhederne i verdens mægtigste demokrati er af afgørende betydning for os i den gamle verden.

For bliver Trump væltet før tid, vil det bekræfte hans millioner af støtter i, at USA reelt er styret af en elitær klike af efterretningstjenester og erhvervsfolk, samt deres klienter i de to store partier. Og helt ærligt: Jeg synes, at Trumps støtter har ret.

Hovedargumentet for en rigsretssag er det påståede samarbejde med russerne – den såkaldte »collusion« – og det ser skidt ud for Trump.

Hans forhenværende kampagnechef Paul Manafort er blevet fældet, og hans advokat, Michael Cohen, har erklæret sig skyldig i svindel, betaling af pornostjerner og ulovlig omgang med kampagnemidler. Cohen forventes at samarbejde med lederen af Ruslands-undersøgelsen, Robert Mueller, og på den måde bringe Trump yderligere i fedtefadet.

Imidlertid er det svært at se, hvad samarbejdet konkret er gået ud på. Mest af alt ligner det nogle møder mellem suspekte russere og Trumps dilettant-agtige sønner. At russerne har forsøgt at påvirke valget, er ikke overraskende, men at det rent faktisk lykkedes dem, er ikke bevist. At en amerikansk præsidentkandidat har rod i kampagneregnskabet, er forargeligt, men endnu mindre overraskende.

Hillary Clinton har modtaget penge fra udlandet, herunder Saudi-Arabien. Hun er bare snedig nok til at gøre det gennem en lovlig fond. Hendes skødesløse behandling af klassificerede dokumenter er også dybt kritisabel.

Kort sagt er argumentet for så voldsomt et tiltag som en rigsretssag tyndt.

Partiet for fantaster

Der er ingen tvivl om, at de, der forsvarer Trump i dag, havde stået forrest i kampen for at få Hillary Clinton sat bag tremmer, hvis præsidentvalget var gået anderledes. Omvendt er det tilsvarende sikkert, at de, der kæmper mest indædt mod Trump, ville råbe »heksejagt«, hvis Clinton var udsat for samme kritik.

Det ændrer ikke på, at en rigsretssag vil kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise og kun forværre den splittelse, der var en af hovedårsagerne til, at Trump overhovedet blev præsident.

Problemet er, at fantasien om en rigsretssag blot udskyder den dag, hvor Trumps modstandere tager sig sammen og formulerer et brugbart alternativ, og her ser det sort ud:

Republikanerne er for evigt beskæmmet som partiet for fantaster og ekstremister. Først Reagan, der indledte afindustrialiseringen og svækkede fagforeningerne, så Bush den yngre og hans katastrofale krige, og nu Trump. Selv nyligt afdøde John McCain, der roses fra alle sider, bærer et stor ansvar ved selv at have sanktioneret tosserne, da han udnævnte Sarah Palin til vicepræsidentkandidat i 2008.

Desværre ser det kun meget lidt bedre ud på den anden side af hegnet, for det demokratiske parti er stadig styret af de samme bovlamme centrister og lakajer for Wall Street samt teknologimonopolerne. De ville ikke kunne overtale en druknende mand til at gribe en redningskrans, og vil uden problemer tabe endnu et valg.

Demokraternes venstrefløj vejrer morgenluft og har på det seneste vundet sejre i Florida og New York, hvor den 28-årige demokratiske socialist Alexandria Ocasio-Cortez slog et rutineret kongresmedlem med ti valgperioder bag sig. Problemet for USAs socialister er, at de fortsat er mere optaget af at sanitere pensum på universiteterne og hive statuer ned end i at formulere et politisk program, der appellerer til middel- og arbejderklassen.

Trump er ikke farlig, fordi han er en vulgær og grusom narcissist med autoritære sympatier. Den slags er der masser af. Ikke mindst i erhvervslivet.

Nej, det katastrofale er, at millioner af amerikanere foretrækker ham frem for både demokrater og republikanere, der i fællesskab har ladet udligheden stige og spildt USAs ressourcer på håbløse krige og svigefulde allierede.

Trumpismen vil overleve Trump og vil blive endnu farligere i hænderne på en ægte folkeforfører såsom en amerikansk Lenin eller en Mussolini.

En rigsretssag vil være en gave i slige hænder.