Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Jeg frygter den dag, hvor jeg sidder uroligt og venter på næste besøg af hjemmeplejen«

14DEBEdith---klumme-160411.jpg
Danske Seniorer om dyrere ældremad: Svage har sorteper BV.: ARKIVFOTO af ældre der spiser- - Se RB 5/10 2014 09.24. Kommunens håndmadder til ældre skal være langtidsholdbare, og det betyder vakuumpakket mad.(Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere

Glæder du dig til at blive gammel? Det gør jeg ikke.

Jeg frygter den dag, hvor jeg sidder uroligt og venter på næste besøg af hjemmeplejen. Eller på et morgenopkald fra en »frivillig«, der skal tjekke, om jeg stadig er i live.

Jeg frygter den dag, hvor mit – potentielt – sidste måltid bliver et måltid, der ikke siger mig noget.

»Se her, lille frue, en dejlig tør fiskefilet og lidt dejlig saft.« Dårlig mad garneret med barnagtig tiltale, bare fordi man er gammel.

Mange spørger, hvad vi skal med en ældreminister. Men jeg har et par gode råd til Thyra Frank: Sørg for, at det bliver lettere at tilrettelægge sin alderdom allerede nu.

Det kræver flere frie, private plejehjem, der kan tilbyde et væld af forskellige livsformer for de ældre – og ikke bare noget, kommunalbestyrelsen har nikket sig i søvn til. Derfor skal det være lettere at give de ældre pengene med sig. Vi skal have genoplivet den gamle liberale vision om, at de offentlige penge skal følge borgeren. Og lad os da selv spæde til, lægge et beløb oveni.

Det kræver bedre mulighed for at spare op til ældreservice. I dag kan man spare op til sin egen forsørgelse i kraft af sin arbejdsmarkedspension. Modregningsregler betyder, at mange bliver snydt. Man sparer op for så at opleve, at folkepensionen bliver sat tilsvarende ned.

Sådan er det i den kongelige, danske velfærdsstat. Privat ansvarlighed må ikke kunne betale sig. Derfor har vi brug for en ændring af pensionsbeskatningen, så det altid kan betale sig at spare op til sin alderdom – eller et direkte opgør med de indtægtsafhængige ydelser for ældre.

Firkantet offentlig tankegang

Thyra Frank har muligheden for at tegne et billede af, hvor vi skal hen.

Bare fordi man er gammel – og måske svag – er man ikke fortabt. Man vil gerne opleve noget. Tænk, om man kunne leve et sted, som ikke lugtede af offentlig institution, men af spa, wellness, La Santa og luksus. Et sted, hvor selv de yngre gad tage hen. Hvorfor skal det jordiske himmerige kun være for de unge, mens de gamle sidder passivt og venter på det guddommelige?

Tænk, hvis man kunne glæde sig til at blive gammel, et sted hvor der var mulighed for kvalificeret underholdning (og ikke bare præsten, som kom forbi en gang om ugen).

Fremtidens ældre vil kunne tage resten af livet i egen hånd, måske ved hjælp af avancerede maskiner. Robotter som tjenere. Såkaldte ekso-skeletter, der gjorde det muligt for os at gå igen. Hellere personlige maskiner end upersonlige mennesker.

Mange af de skitserede ideer kan ikke lade sig gøre i kommunalt eller offentligt regi. Her er tankegangen for firkantet, og løsningerne er indrettet efter laveste fællesnævner. Det kan ikke være meget anderledes, selv med mange udmærkede medarbejderes gode vilje. Man skal tilrettelægge sin alderdom, mens man er ung. Og politikerne skylder at hjælpe os ved at indrette de offentlige systemer, så vi ikke behøver at frygte alderdommen mere end højst nødvendigt.