Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg får kvalme, når jeg hører om persondataforordningen

Tilbage i 1963 fik daværende justitsminister Hans Hækkerup – ikke at forveksle med den senere forsvarsminister med samme navn – vedtaget en lov om tvungen brug af stænklapper på biler. Det uomtvisteligt gode formål var at forhindre bilerne i at sprøjte snavs op på andre trafikanter og fodgængere.

Stænklap-påbuddet viste sig ikke bare at være upraktisk og dyrt for bilisterne, men også at have den modsatte virkning, hvad svineriet angår. Og to år efter måtte Hækkerup indføre et forbud mod stænklapper. I mellemtiden havde han i sin forhave og ministeriet modtaget tusindvis af defekte stænklapper.

Jeg kom til at tænke på denne sag, da jeg forleden – for 117. gang – fik nærmest brækfornemmelser over den 99 artikler lange såkaldte »persondataforordning«. Den træder i kraft til maj og skal styrke og harmonisere beskyttelsen af personoplysninger i EU. F.eks. påbydes virksomheder stramme grænser for opbevaring af navn og adresse på ansatte, jobansøgere, butikstyve m.m.

Administrative ulemper

Persondataforordningen er et eksempel på implementering af en EU-forordning i Danmark, når det er værst.

Jeg kan sagtens se det også her uomtvisteligt gode formål med loven – at beskytte os alle mod misbrug af personoplysninger. Jeg er svoren tilhænger af, at den slags regler skal være ens i EU, og jeg både håber og tror, at Justitsministeriet har gjort, hvad de kan for at fortolke lempeligt. Jeg har såmænd heller ikke noget imod, at advokater har fået merarbejde, og at nyuddannede jurister nu kan få beskæftigelse som persondata-eksperter i organisationer og store virksomheder. Købmændene overlever nok også, at de i fremtiden skal huske at smide gamle stillingsansøgninger ud.

Men, men, men. Jeg er langtfra sikker på, at fordelene ved den nye forordning vil overstråle de administrative ulemper og økonomiske omkostninger ved det kæmpe implementeringsarbejde i dansk erhvervsliv. Faktisk frygter jeg, at meget af arbejdet er omsonst, og at implementeringen er grebet uprofessionelt an stort set hele vejen rundt – fra ministeriet over organisationer og advokater til den enkelte erhvervsdrivende, som jo ikke er kronjurist, men sagesløs.

Måske skulle Det Økonomiske Råds formandskab, som nu også er »produktivitetsråd«, kigge nærmere på denne sag frem for bare at drømme om flere hypermarkeder. Men vi får formentlig aldrig at vide, hvad det koster at implementere persondataforordningen i Danmark.

Hvem ved i øvrigt, hvordan det går med implementeringen af samme i Polen, Grækenland og Portugal?