Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er singlemor – har jeg så forkastet at være et godt menneske?

"At enlige kvinder vælger at få børn er nærmere et udtryk for, at de endnu ikke har mødt manden. Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at jeg i Berlingske 23/7 læste indlægget »Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen« – følte jeg mig nødsaget til at reagere.

Jeg er selv singlemor og kender kvinder, der ligesom jeg har fået børn alene, og jeg kan ikke genkende det billede, som Rasmus Ulstrup Larsen tegner. Jeg synes nærmere, at det virker til at være et udtryk for uvidenhed og frygt og håber at kunne oplyse og berolige Rasmus’ bekymrede sjæl.

For det første er det ikke at sammenligne med et koncept, at enlige kvinder vælger at få børn selv. En sådan sammenligning er fuldstændig malplaceret. Enlige kvinder kan faktisk også have problemer med fertiliteten og være ufrivilligt barnløse.

At enlige kvinder vælger at få børn er nærmere et udtryk for, at de endnu ikke har mødt manden, ofte kombineret med fertilitetsproblemer og et brændende ønske om at få børn, inden det er for sent.

Læs også: Måske er mænd for ubehøvlede?

At give udtryk for, at vi som kvinder gør det, fordi vi ikke gider at dele det at få børn med en mand, er slet og ret grotesk.

For det andet: Ja i tidligere tider skulle man som kvindebruge en mand for at få børn. Det skal man i princippet stadigvæk, hvis min seksualundervisning ikke har slået helt fejl. Rasmus glemmer bare i sin kritik af singlemødre, at have in mente, at det faktisk også tidligere, ligesom i dag, var muligt at have et one night stand og derigennem få et barn.

Det store problem synes derfor heller ikke at være, at kvinder bliver singlemødre, selv om det i det tidligere omtalte indlæg bliver fremlagt som sådan, men nærmere, at det at få børn ikke længere nødvendigvis kræver et partnerskab med en mand.

Rasmus Ulstrup Larsen argumenterer for, at nødvendigheden af, at vi skal dele det at få børn som par gør, at vi bliver bedre mennesker og derfor kan være noget for andre. Den argumentation køber jeg ikke. Det gør os ikke til bedre mennesker at vi er tvunget til at være sammen med et andet menneske for nødvendighedens skyld, måske mere tolerante, men det er vist også det.

Til gengæld gør det os til bedre mennesker, at vi lærer at respektere, at vi alle som mennesker er forskellige. Vi har forskellige værdier, behov og mål i livet. Nogle får børn når de er i et parforhold, og nogle får børn, når de er single. Forskelligheder er vigtige.

At jeg i lighed med andre kvinder har valgt at få et barn alene er givetvis et utraditionelt valg. Betyder det, at jeg ikke gerne vil dele det med en mand? Nej, tværtimod og til den derude, der kan finde manden til mig, giver jeg gerne en middag.

I mellemtiden, mens der bliver rodet efter mænd i krogene, tager jeg mit ansvar som singlemor dybt seriøst. Men skulle jeg i kraft af mit valg om at få et barn alene have forkastet at være et godt menneske og at være noget for andre? En kandidat i socialt arbejde og et stort engagement for frivillighed til gavn for socialt udsatte taler vist for sig selv.