Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er krænket – men for det meste af muslimske trosfæller

Islam. Visse nydanskere forlanger særrettigheder for islam, og når det ikke sker, mener de sig berettigede til at føle sig krænkede og agere truende. Ved de ikke, at det hører med til et demokrati, at alle har lov til at ytre sig og også at sige eller tegne noget, som andre ikke bryder sig om?

»Vi skal forsvare demokratiet og værdien i, at alle har samme rettigheder i samfundet. At lederen af Grimhøjmoskeen kan bruge selvsamme rettigheder til at argumentere for en indskrænkning af friheden, understreger blot, at heller ikke han har forstået en snus af det hele.« Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor reagerer en del muslimer så voldsomt over for forfattere, debattører eller tegnere, når deres religion står for skud? Det er stærkt bekymrende, at de ikke har lært i skolen, hvad kritik og satire indebærer.

Man ser ikke den samme voldsomme reaktion fra andre trosretninger herhjemme, når de bliver angrebet. Vestens magthavere, religioner og sågar forfattere får jo også en tur i vridemaskinen. Det medvirker til at indføre et apartheidsystem, hvor der gælder forskellige regler alt afhængigt af, hvilken trosretning man tilhører. Jeg er selv muslim og kan ofte føle mig krænket, men det er for det meste af nogle af mine trosfællers opførsel og manglende forståelse for demokratiet og det sekulære samfund.

I forbindelse med diskussionen om ytringsfriheden spørger jeg mig selv, hvad der er gået galt i det danske uddannelsessystem. Nogle nydanskere forlanger særrettigheder for islam, og når det ikke sker, mener de sig berettigede til at føle sig krænkede og agere truende. Selv små skolebørn, der er på vej til at indgå i det danske samfund, tager del i denne krænkelseskultur. Ved de ikke, at det hører med til et demokrati, at alle har lov til at ytre sig og også at sige eller tegne noget, som andre ikke bryder sig om? Er man som nydansker ikke med til at stigmatisere sig selv og ekskludere sig fra fællesskabet? Der kan i øvrigt være tale om mennesker, som er på vej til at indtage eller allerede har betydelige positioner i vort samfund, og det er bekymrende for demokratiet. Det burde stå klart for alle, hvad demokrati er.

Vi skal forsvare demokratiet og værdien i, at alle har samme rettigheder i samfundet. At lederen af Grimhøjmoskeen kan bruge selvsamme rettigheder til at argumentere for en indskrænkning af friheden, understreger blot, at heller ikke han har forstået en snus af det hele. Mennesker er døde for og dør den dag i dag for demokratiet og det frie ord, og derfor skal vi værne om det. Nogle nydanskere glemmer vist, hvad de selv er flygtet fra i deres hjemlande.

Som i tilfældet med lederen af Grimhøjmoskeen oplever jeg alarmerende ofte, at nogle muslimer bruger ytringsfriheden til at forsvare styreformer, der ikke inkluderer ytringsfriheden, og de aner ikke, hvilken logisk kortslutning de foretager. De går så at sige ind på Vestens egen banehalvdel og bruger en vestlig værdi til at argumentere for en afskaffelse af selvsamme værdi. Det er som at stå på en smeltende isflage uden at ville forstå, hvorfor den smelter.

Foreninger som Hitz ut-Tahrir bygger hele deres eksistensberettigelse op omkring sådan en argumentation. De skal lære at forstå, at forsamlings-, organisations- og religionsfriheden, som de selv nyder godt af, kun giver mening, hvis de anerkender, at andre kan have andre synspunkter!

Voltaires ofte citerede udsagn, »Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den«, burde slås fast med syvtommersøm og indgå i enhver skolelærdom i Danmark. Som muslimer bør vi tage demokratiet til os, og vi bør betragte det som en gave, at vi har de samme rettigheder som alle andre danskere.

Man hører ofte i denne sammenhæng indvendingen, at man »sparker nedad, fordi man kan«, når det kommer til at kritisere islam, men hvem er det, der har veto-retten, når der bliver ytret noget, der ikke passer nogle af islams repræsentanter? Hvem er det, der sparker, og hvem ligger ned? For vi kan da ikke benægte, at ytringsfriheden i dag er truet. Man skal tænke sig godt og grundigt om, inden man siger noget.

I dag forekommer det mig, at frygten har taget frisindets plads. Adam Holm bliver indkaldt til kammeratlig samtale af DR for at vise nogle karikaturtegninger. End ikke Jyllands-Posten tør vise tegningerne igen, og hvor politikere og meningsdannere før i tiden i vidt omfang kunne gå frit på gaden, uanset hvad de gjorde, sagde eller mente, må nogle af dem i dag leve under beskyttelse af PET pga. deres meningstilkendegivelser. Det burde ikke være sådan.

Så længe der stadig er så mange nydanskere, der ikke har forstået, at trusler og i værste fald voldelig adfærd ikke er noget argument, men at vi løser uoverensstemmelser på samtalens civiliserede kampplads ved blandt andet at afveje argumenter mod hinanden, så længe har der ikke fundet nogen ordentlig integration sted.

skal vi endelig tale religion, er islam måske slet ikke så ensrettet, som dens såkaldte repræsentanter giver indtryk af.

Da profeten Muhammed sad og mediterede i Hira-bjerget og var ved at blive profet, lød den første ordre ifølge islam: »Læs!« Og profeten sagde derpå til menneskene om tilegnelsen af viden og videnskaben: »Find det, hent det!« Om disse ting så lå i Kina, skulle menneskene drage ud efter det.

Livet er altså en dannelsesrejse, og menneskene skal møde det fremmede med et mere åbent sind, end mange muslimer gør i dag.

Desværre vælger mange muslimer i dag at følge en ældre og knap så udadvendt tidsalder, Cahilliya-tiden, der ikke så verden på den måde. Hvis muslimerne derimod vitterligt lyttede til de ovenstående ord fra profeten, ville de kunne omfavne demokratiet og ytringsfriheden, også som en del deres egen selvforståelse.