Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er ikke grundtvigianer

Hvis man vil være international, må man først være national. Det ligger i ordet inter-national. De såkaldte internationalister er ofte selv meget lidt internationale. De er så overfladiske, fastslår Grundtvig i dette interview.

For karrieregrundtvigianerne gælder det om endelig ikke at støde nogen, som kan hindre skridtene fremad i tjenestemandslønnen. Så lad mig sige det ligeud: Grundtvigianer, det bliver jeg aldrig,« udtaler N.F.S. Grundvig.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Grundtvigianer, det bliver jeg aldrig,« siger Grundtvig.

Jeg har aftalt at mødes med Nikolaj Frederik Severin Grundtvig til et interview inde på Vartov. Vi støder på hinanden i gården, hvor han peger på statuen af ham selv. »Den ligner vist nogenlunde.« Vi går videre ind i en af stuerne for at få et krus øl (eller »mjød«, som Grundtvig insisterer på at kalde det)

- De har jo fået et stort følge i folkekirken og andre steder i form af de såkaldte grundtvigianere. Hvad siger De til det?

»Når jeg hører, hvad de siger, forstår jeg ikke, hvordan de kan kalde sig grundtvigianere. Jeg har altid været en stridsmand. Jeg har sagt direkte, hvad jeg mener. Jeg har endda sågar fået forbud mod at ytre mig på grund heraf. Men grundtvigianerne er en flok på den ene og på den anden side-forsigtigpetere. Ikke være så kristen, at det gør noget, synes de at mene. De har fuldstændig misforstået mine ord om »menneske først og kristen så«. Det var en logisk konstatering. Ikke et spørgsmål om en kristendom i anden række. Men for karrieregrundtvigianerne gælder det om endelig ikke at støde nogen, som kan hindre skridtene fremad i tjenestemandslønnen. Så lad mig sige det ligeud: Grundtvigianer, det bliver jeg aldrig,« siger Grundtvig.

- Et andet punkt, hvor De har haft indflydelse, er i spørgsmålet om danskheden. Hvordan ser De herpå?

»De må tænke på den historiske sammenhæng. Danmark havde mistet Norge i begyndelsen af 1800-tallet og mistede Slesvig-Holsten i 1864. Det var en eksistenskamp. Nogen måtte råbe fædrelandskærligheden op. Det blev mit lod at være en af opråberne. Tag ikke fejl: Jeg elsker Danmark og det danske folk, selv om jeg tit ikke synes, at danskerne har fortjent min kærlighed - så dovne og smålige, som de ofte er. Jeg elsker imidlertid den frihed, som vi oftest giver hinanden. Det er noget særligt. Og jeg elsker det danske sprog, som jeg satte mig for at pleje og pudse af – især i salmerne,« fortsætter Grundtvig.

- Hvordan ser De så på den aktuelle debat om danskheden i forhold til den europæiske udvikling og internationaliseringen?

»Ja, mit standpunkt er, at hvis man vil være international, må man først være national. Det ligger i ordet inter-national. De såkaldte internationalister er ofte selv meget lidt internationale. De er så overfladiske. Jeg er f.eks. imod, at man opgiver det danske sprog flere og flere steder i Danmark. Engang var det tysk og fransk, som undertrykte det danske sprog. Nu er det engelsk. Vi har ikke noget at give verden, hvis vi ikke fastholder dansk som det anvendte sprog på alle fronter i Danmark. Det betyder ikke, at man ikke skal kunne engelsk, men man skal også kunne gebærde sig på alle niveauer på dansk,« slår Grundtvig fast.

- Er danskheden da truet? spørger jeg videre.

»Ja og nej. Ja, hvis vi ikke holder fast i det danske. Det betyder ikke, at vi ikke skal tage imod udefra, men det skal ske på dansk fundament. Nej, for der kommer en folkelig reaktion, hvis man prøver at true danskheden,« slutter Grundtvig.

Vi skyller den sidste mjød ned, og jeg forlader Vartov, mens jeg kigger tilbage på Grundtvig-statuen. Bevægede den sig ikke lige?