Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er borgerlig og stok-konservativ

Jeg er nemlig snarere højborgerlig. Jeg er det, man kalder Frederiksberg-konservativ. Eller som jeg selv ynder at sige: Stokkonservativ.

Kristian Ditlev Jensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal ikke være synlig i den politiske debat længe, før folk begynder at holde en op på hvert eneste ord, man har ytret. Og Gud forbarme sig, hvis man først har modsagt sig selv – eller simpelthen udviklet sig og skiftet mening.

Jamen, fint. Så lad os da bare tage den: Ja, jeg har været medlem af Ny Alliance. Ja, jeg stillede op som folketingskandidat på Fyn i sin tid. Ja, jeg meldte mig surmulende ud igen.

»Jeg meldte mig ind i Ny Alliance, fordi partiet hævdede at ville gøre op med blokpolitikken. Jeg er ikke borgerlig og bliver det aldrig,« udtalte jeg til pressen for snart ti år siden.

Jeg meldte mig jublende ind i Ny Alliance. Her var endelig noget reel nytænkning! Kort tid efter indgik jeg også i partiets politiske udviklingsgruppe som tovholder på socialpolitikken. At jeg siden meldte mig ud med ramasjang og en kategorisk langemand var umodent. Men ærlighed betaler sig, så det står jeg ved.

Det hjalp mig nok ikke synderligt dengang, at jeg var en regulær politisk novice. Jeg havde ikke lært, at politisk arbejde kræver knofedt, dagligt slid og en lang proces frem mod den tillid, man til sidst vises. Så skuffelsen var til at tage og føle på, da jeg overhovedet ikke kom i betragtning. Sølle 49 stemmer blev det til.

Det var decideret pinligt. Og så ville jeg bare ud.

En vigtig lærestreg

»Desværre meldte partiets ledelse allerede under valgkampen ud – nærmest som en feberredning efter en masse slinger i valsen – at man pludselig aktivt ville støtte en Anders Fogh Rasmussen-ledet regering. Det var en udmelding, jeg var stærk modstander af og meget skuffet over. Nu har partiets ledelse så i en pressemeddelelse valgt endegyldigt at slå fast, at man anser sig selv for at være et regulært borgerligt, altså et højreorienteret parti. Det synes jeg er helt uforeneligt med den oprindelige idé om at gøre op med den forfejlede fløjpolitik, og derfor kan jeg ikke længere støtte partiet,« udtalte jeg kækt til TV2.

Det tog mig faktisk lang tid at komme mig over nederlaget. Og nu ser jeg det som en af de vigtigste lærestreger i mit liv.

Jeg blev langsomt konservativ

I dag – hvor jeg er medlem af Det Konservative Folkeparti – må jeg erkende, at jeg jo faktisk med årene er blevet borgerlig. Men min konservative sjæl er noget, jeg kun langsomt er blevet mig bevidst. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det egentlig er sådan.

Jeg har nemlig altid haft de samme værdier, som jeg har nu, hvor jeg opfatter mig selv som klassisk konservativ. Jeg går ind for en personlig frihed justeret af lige dele visdom og moral. Jeg har bare ikke altid været klar over, at der faktisk var en borgerlighed, som også kunne rumme de mere humane og æstetiske værdier, som jeg finder mindst lige så vigtige som individets frihed.

En af grundene er, tror jeg, at jeg som ung forfatter var omgivet af humanister og kunstnere. Og »borgerlighed« er i de kredse et egentligt skældsord. At være borgerlig var simpelthen ikke en mulighed. Og jeg synes da også stadig, at mine klassisk konservative synspunkter ligger et godt stykke fra egoistisk liberalisme og kitschet nationalisme. I den forstand er jeg stadig ikke kun »højreorienteret«.

Jeg er nemlig snarere højborgerlig. Jeg er det, man kalder Frederiksberg-konservativ. Eller som jeg selv ynder at sige: Stokkonservativ.