Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er blevet truet seks gange på to år – pas nu på os, der passer på jer

Foto: /Scanpix

Alle, der følger med i de danske medier, vil vide, at Sundhedsplatformen har været udsat for stor kritik. En af grundene er patientsikkerheden, som ironisk nok er formålet med indførelsen af denne platform. Desværre er det ikke belyst, hvordan Sundhedsplatformen er en trussel for min sikkerhed som sygeplejerske på en almindelig kirurgisk afdeling.

Der er konstante »effektiviseringskrav« i sundhedsvæsnet. Vi skal løbe hurtigere og kunne flere ting, men samtidig være færre hænder. Et nyt effektiviseringskrav er også, at vi skal indhente »det tabte« ved indførelsen af Sundhedsplatformen. Da vi gik ned i patientantal ved indførelsen, var det under forudsætning af, at vi skulle indhente det ved efterfølgende at få flere patienter behandlet.

Det betyder, at vi nu nærmest for enhver pris har patienter indlagt. Også de truende og de svært psykisk syge. Vi har ad flere omgange, både før og efter Sundhedsplatformen, haft udadreagerende patienter indlagt. Patienter vi ikke har ressourcer til at håndtere. Vi har haft patienter, der har truet både medpatienter og plejepersonalet. Men, vi skal jo sørge for at få indhentet patientantallet for at kunne leve op til politikernes krav.

Trusler fra patienter

Jeg er blevet truet, mine kollegaer er blevet truet, patienter er blevet truet og portører er tilkaldt flere gange for at dæmpe gemytterne. Men de truende patienter er fortsat indlagt. For hvornår må vi nægte en patient behandling? Og kan vi det, nu hvor vi skal effektivisere og spare?

Fra ledelsens side fik vi at vide, at vi så måtte være flere plejepersonaler, der måtte gå ind til de patienter, hvis vi følte os utrygge. En ledelse, der prøver at hjælpe os med de begrænsede midler, de har til rådighed. Konsekvensen er bare, at man dermed accepterer truslen og samtidig glemmer, at det fysisk ikke er muligt at gå flere ind til en patient, når besparelser har medført, at der nat, aften og weekender ikke er personale nok.

Jeg skal altså hver dag, aften og nat, føle mig utryg, bange og have ondt i maven, fordi det er vigtigere at passe på patienten, end det er at passe på mig. Besparelser og effektiviseringer i form af eksempelvis Sundhedsplatformen har betydet, at det for os, det almindelige plejepersonale, er blevet usikkert at gå på arbejde. At vi skal frygte overfald og være bange for, hvad der måske skal ske. Bevares, det var heller ikke lutter lagkage før, men »effektiviseringer« dækker nu over patienters opførsel, der fører til arbejdsskader hos os som personale.

Jeg har været uddannet i to år. Her er jeg blevet truet, råbt ad og fået kastet ting efter mig seks gange. En tendens, der nok ikke ændres på i fremtiden. For vi skal jo have flere patienter indlagt. Og være færre hænder. Vi har ikke mulighed for at tage vare på personalet, ej heller patienten. Pas nu på os, der passer på jer – hvem skal ellers gøre det?