Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er bange for døden

Jon Stephensen bylinefoto Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Du gør det bare, fordi du er bange for at dø.«

Det er ofte, jeg får den kommentar i min facebook-feed hvis jeg glad har slået et løbebillede op fra min tur gennem Københavns gader. Fra et maraton – eller den halve distance.

Ja, ved gud er jeg bange for at dø. Det er ikke derfor, jeg løber. Men selvfølgelig er jeg bange for døden. Jeg er jo lige midt i livet. Men det er som om, at det er noget, vi ikke må sige. Åbenbart.

Jeg tænker på, om alle de, der skriver, at jeg er bange, selv er afklareret. Jeg tror det ikke. Det er bare blevet så hipt – næsten mode eller antimode – at hvis man ikke er på den ene vogn og livsstil, så er man på den anden. En anden hvor man udskælder og udskriger sig selv som livets midtpunkt og sandhed, mens andre er de åndsforladte anorektiske grassat-motionister. De, der løber, bare fordi de er bange for at dø. Men som af samme grund fornægter sig selv livet. Det sande liv.

For nylig døde to mennesker, jeg kendte, alt for tidligt. Lige til det sidste klamrede de sig begge til livet. Til deres kære, ja, til alt det, de holdt af. De var begge bange. Bange for at miste, miste livet og dermed alt det, livet er. Det er jo det, vi er bange for. Ikke at dø, men at miste livet.

Jeg lider ikke af dødsangst, men af livsglæde. Det er måske derfor, jeg løber. Af glæden ved løb. Men måske også for at forlænge glæden ved livet. Et godt liv. Et liv, hvor jeg stadig er fit. På arbejdet. I hovedet. Mental og fysisk stærk længst muligt. Også over for min datter, som jeg har fået alt for sent i livet. Men som ikke skal mærke det. Ligesom jeg ikke selv har lyst til at mærke alder som andet end et tal. Er det ikke ok at have det sådan? Er det ikke helt ok at leve livet, bedst og længst muligt bedst? Er det ikke meningen med livet, at det skal være godt? For en selv og ens nærmeste?

Jeg hverken lider af middelsvær dødsangst eller er en livsfornægtende type, som denne avis’ blogger og debatredaktør Anne Sophia Hermansen forleden (ret sjovt) beskrev mennesker med fokus på mere motion end gennemsnittet og med tanker på, hvad de putter i munden, når de spiser.

Jeg lider af livslyst.

Hvorfor er det blevet så moderne at lade som om, man fornægter livet, nærmest lader stå til i vin, bearnaise og pommes frites – og har det helt fint med døden? Det er jo løgn. Det værste ved livet er jo, at man skal dø. Det, synes jeg, er i orden at have i baghovedet. Som en markør. En markør om, at det fandeme er om at få mest muligt ud af det hver eneste dag. Ikke sjuske med det.

Måske er det på tide, at vi bliver lidt mere bange – om ikke for døden, så for et dårligt liv. At vi anstrenger os. Anstrenger os over for hinanden og os selv. At vi sammen og i fællesskab sørger for, at livet bliver en fest. I stedet for at gå i skyttegrave, så lad os beriges og inspireres af hinanden. Deri ligger der jo både kærlighed og respekt, ja, en nysgerrighed. Noget der står over individet, og den individualisme som måske er det mest truende dyr i skoven. Snart er det jul – lad os med åbne arme omfavne både den, der juledag løber en tur i skoven, og den, der allerede fra morgenstunden glæder sig til det næste veldækkede julebord. Leve livet på hver vores måde.

Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T.