Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg er ærgerlig over, at fordommene om KUA holder

Vi skylder vores elever mere end sløsethed og en kaffetår

Ida Cecilie Kehler. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Og jeg vil bare sige – der skal ikke så meget til for at bestå eksamensopgaven.« Sådan lød det fra min underviser på dansk i sidste uge om vores eksamensopgave, der bedømmes bestået eller ikke bestået.

Det er desværre ikke et engangstilfælde på en grå formiddag inden jul på Københavns Universitet Amager (KUA). Det er hverdagskosten, jeg som studerende møder hver eneste undervisningsgang. Her oplever jeg en underviser, der ikke besidder en lyst til at udfordre sig selv og sine vante undervisningsrammer for til gengæld at engagere og udfordre eleverne i deres faglige tankegange. Jeg oplever en underviser, der skænker kaffe op på katederet hvert tiende minut, og det synes som om, at kaffen er en uundgåelig forudsætning for at lade batterierne op for blot at kunne svare på en studerendes spørgsmål. Det er i sandhed heldigt, at kaffen virker på det nyrenoverede kateter på KUA, den er koffeinrig og fungerer som det middel, der kræves for at styrke underviserens engagement på holdet.

Jeg er sidefagsstuderende på dansk og læser mit hovedfag samfundsfag på Københavns Universitet (KU). Og jeg er ærgerlig over, at fordommene om KUA holder. For hvor havde jeg glædet mig til Kampmanns noveller, Hemingways short stories og alle de litteraturanalytiske begreber for at forstå tekster på en ny måde. Men jeg oplever en undervisningsmentalitet, der er doven. Problemet er ved første øjekast ligegyldigt. Kan man ikke læse hjemmefra og lade være med at dukke op? Ikke med et krav om aktiv deltagelse. Det groteske viser sig ved, at den aktive deltagelse består af en navneliste, der går på omgang. Og derfor er underviseren simpelthen en forudsætning for et bredt ambitionsniveau. Det er underviseren, der har et ansvar for at skabe et fundament for et motivationsrigt læringsmiljø.

Min grundlæggende frustration stammer især fra, at halvdelen af min uddannelse foregår på samfundsfag, der ganske enkelt tilbyder det modsatte. Jeg kommer fra et sted med engagerede undervisere, der vil lære og gør en dyd ud af at skabe diskussion og engagement, og hvor der er ambitiøse undervisningsmål. Kaffekoppen på underviserens kateter er jeg aldrig stødt på her.

På KUA er der ikke samme ambitioner om et læringsmiljø, der er udfordrende.

Det allerstørste problem er det mindre egoistiske af slagsen. Jeg har et ønske om at blive gymnasielærer, og det er uomtvisteligt, at den lave undervisningsmotivation på KUA kommer til at forme det danskfaglige fundament for det, jeg kommer til at formidle. Jeg synes, at vi skylder vores elever mere end sløsethed og en kaffetår. Med en gymnasiereform, hvor et af punkterne i den politiske aftale lød på »faglig ambition om dygtigere elever med større læring«, skaber det utvivlsomt et brist mellem de kompetente elever, der skal tilbydes en styrket faglighed af de inkompetente danskundervisere.

Nu er det på tide at gøre op med kritikken af KUA og lade tale føre til handling.