Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg betaler gerne min topskat, men jeg kræver valuta for pengene

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Boligforeninger, fritidsforeninger m.m. ghettoiserer, når de enten praktiserer særtilbud, eller de på trods af tilskud vælger at satse på eliten og de ressourcestærke familier. Man kan ikke klandre politikerne for ikke at poste penge i integrationen. Til gengæld kan man udtrykke sin kritik af, hvordan pengene bliver brugt og ikke mindst den manglende opfølgning og evaluering på området.

Umiddelbart hersker der i den offentlige sektor et stort krav om evaluering og dokumentation, ligesom ledelsestilgange som »New Public Leadership« forudsætter effektstyring med henblik på den virkning, som man ønsker at opnå.

Derfor kan det undre mig, at fodboldklubber som B1909 i Vollsmose modtager et tilskud på to millioner om året fra kommunen – penge, som på ingen måde bliver brugt til socialt arbejde, som det var hensigten. Jeg betaler gerne min topskat og især, når pengene går til forebyggende arbejde med socialt udsatte børn og unge. Dog kræver jeg valuta for pengene, synlighed og resultater.

Det forekommer mig, at det er nok for kommunerne at dele penge ud, blot de er stemplet som integrationsmidler. Jeg stempler derimod ud, når skatteborgernes penge bliver misbrugt og ikke anvendt til det formål, der var tanken. I den pågældende fodboldklub valgte man at satse på eliten, og det skal der i høj grad være plads til, men så skal man ikke tage imod penge, der er øremærket til at forebygge kriminalitet blandt minoritetsunge.

Det vil jeg kalde tyveri, men »den kloge narrer den mindre kloge«. I et eliteperspektiv ser jeg faktisk også gerne ressourcesvage minoritetsunge. Mange har et misforstået omsorgsforhold til denne gruppe. Vi skal give alle børn og unge mulighed for at opnå deres fulde potentiale, og integrationspengene skal gå til, at alle får den mulighed.

Omvendt skal vi derfor også stoppe strømmen af penge til særtilbud, som på ghettoens betingelser begrænser minoriteten i at møde Danmark. Jeg er så træt af at høre beskyldninger om, at Danmark ikke er mangfoldigt og tolerant. Prøv at vende blikket mod ghettoen og overvej, om det er mangfoldighed og tolerance, der præger billedet der? Er det nogensinde dokumenteret, at disse særlige tilbud i ghettoen, udarbejdet af ghettoen og brugt af ghettoen, er en frugtbar investering i integrationsøjemed?

Hvordan kan kvindesvømning have en integrationsfremmende effekt? Det tilbud har den modsatte virkning, og set i det lys giver kommunerne penge til opretholdelsen mellem »dem og os«. Det har nok et par sidegevinster på et sundhedsmæssigt plan, men det baner ikke vejen for mødet med danskeren, mand som kvinde.

Mange vil have fingrene ned i pengeposen, og politikerne og kommunerne ønsker ihærdigt at iscenesætte sig og profilere sig med diverse integrationsindsatser. Nu er det tid til at rydde op, afkræve resultater og måle på effekten. I det perspektiv skal vi udarbejde nye indsatser.