Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jeg bærer med smil min diagnose

Boomet af psykisk syge danskere er lige så konkret, som det er abstrakt. Tendensen kalder på en værdidiskussion af vores normalitetsbegreb og den enkeltes ansvar for egen sygdom. Vi har talt med tre eksperter.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af de sidste ti år er flere og flere psykiatriske diagnoser regnet ned over danskerne og resten af den vestlige verden. Debattører har skitseret en omsiggribende diagnosekultur, som både sygeliggør samfundet og den enkelte, men er det tilfældet i Danmark? Har vores normalbegreb ændret sig, og hvem har ansvaret, når psyken knækker?

Berlingske stiller tre af de væsentligste spørgsmål til tre eksperter: debattør og videnskabsjournalist Lone Frank, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Jeanett Bauer samt Jacob Birkler, formand for Etisk Råd.

Sygeliggør vi os selv i højere grad?

»Ja. Jeg er rystet over alle de mennesker, der bliver parkeret som psykisk syge i dag. Urolige børn får hurtigt stillet modediagnosen ADHD og medicineres. Angste unge ender på førtidspension og kan ikke arbejde, voksne mennesker går ned med stress eller bliver deprimerede,« siger Lone Frank, som mener, at sygeliggørelsen har nået et skræmmende niveau. »Vi er kommet til et sted, hvor vi efterhånden forventer krisehjælp alle sammen,« lyder hendes skeptiske analyse.

»Det er næsten ikke til at holde ud,« tilføjer hun.

Berlingske kunne mandag berette om et rundspørge, som viser et stigende antal patienter, der med en diagnose i journalen opsøger danske psykologer, selv om de ifølge psykologerne slet ikke er syge. Det ser formand for Etisk Råd Jacob Birkler som et billede på, at vi glemmer at spørge os selv, om det virkelig er nødvendigt at rive recepten af blokken.

»Vi konstaterer, at vi kan behandle folk, og vi slutter dernæst, at vi også skal. Men nogle gange mangler vi at stille spørgsmålet: Bør vi behandle?«

Euforien over behandlingsmuligheder har skabt en lyst til at hjælpe, som medfører, at der for hurtigt udstikkes en diagnose, mener han. Derved placerer man en masse mennesker i »sygekassen«.

Jeanett Bauer, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, er dybt uenig i, at læger og psykiatere sygeliggør folk. Tværtimod er de mange flere psykisk syge et tegn på, at flere lidende finder vej til behandling.

»Vi leder ikke efter lidende folk, de kommer til os. Men vi vurderer altid, om og hvordan de har behov for hjælp eller behandling. Vi stempler dem ikke bare i panden med en diagnose,« siger hun.

»Grunden til, at vi opererer med diagnoser, er, at vi skal vide, hvad vi taler om og er oppe imod også i forhold til behandling. Hvad er vores alternativ,« spørger hun og understreger, at psykiaterne først og fremmest skal forholde sig til, om de mennesker, der opsøger dem, er syge eller ej.

Lone Frank er imidlertid enig med Jacob Birkler i, at normalitetsbegrebet er blevet indsnævret de sidste år.

»Vores normalitetsbegreb har længe været under angreb. Det er blevet smallere og smallere, og der er en tendens til, at lige så snart man er blevet opmærksom på afvigelser fra det acceptable, så har der skullet sættes en diagnose på,« siger hun.

Ifølge Jacob Birkler sættes normalbegrebet yderligere under pres af et nyt sundhedsideal. Han peger på, at hvor distinktionen tidligere var sund eller usund, er det at være sund blevet udstrakt i det uendelige.

»I dag er spørgsmålet ikke, om du er sund. Det er et spørgsmål om, hvor sund du er. Du kan altid blive sundere, spise et æble mere, løbe en kilometer ekstra, drikke en genstand mindre,« siger han. Det efterlader mindre plads til afvigelse i den anden ende af spektret.

Jeanett Bauer mener, at den samlede mængde af psykisk sårbarhed er konstant. Der er med andre ord ikke er tale om, at det er blevet sjældnere at være normal, men at sårbarheden i vores samfund måske hyppigere får konsekvenser. Desuden er det blevet mindre tabubelagt at have det dårligt psykisk.

»Min oplevelse er, at hvis ikke folk selv kan finde løsninger til at få det bedre, så henvender de sig til os i stigende grad i forhold til for år tilbage. Men mængden af mennesker, som har en større sårbarhed, er den samme som altid,« siger hun.

Er det den enkeltes eller samfundets ansvar, at man er syg?

»Hvis jeg vurderer, at graden af det enkelte menneskes lidelse er så stor, at jeg bliver bekymret for, hvor det her menneske er på vej hen, bliver jeg nødt til at gribe ind som læge,« siger Jeanett Bauer.

Fra et etisk ståsted mener også Jacob Birkler, at det er problematisk at gøre ansvaret for diagnoserne til et personligt anliggende.

»Derved ender man med at holde folk personligt ansvarlige for deres sygdom. Det kan ende med en grov stigmatisering, som pålægger folk skyld for det liv, de lever,« mener han.

Men Lone Frank mener, at den enkelte bør tage større personligt ansvar for at bære sin psykiske skrøbelighed. Hun efterspørger en mentalitetsændring blandt danskerne.

»Det er meget nemt at få stemplet som patient, og derefter er det meget nemt at sygemelde sig og læne sig tilbage i den passive patientidentitet. Men det er jo den værste af alle verdener. Det er hverken godt for samfundet eller den enkelte. Vi må også modarbejde tendensen til at blive alt for pivede og arbejde på at fungere normalt. Gå på arbejde, få en hverdag til at hænge sammen,« siger hun.

45-årige Lone Frank har gennem sit voksne liv haft tilbagevendende depressioner, men hun nægter at definere sig selv som kronisk syg på trods af sin til tider skrøbelige psyke:

»Jeg anser mig for et rimeligt fungerende menneske, som i episoder slås med nogle rigtig trælse ting, som man kan kalde sygelige, men som svar må man søge den hjælp, der findes, komme op af hullet og prøve at fungere,« siger hun.

Vores moderne samfunds- og arbejdsstruktur er med til at gøre os sygere i højere grad i dag end tidligere, mener alle tre. Stress, arbejdspres, mangel på faste rammer og multitasking er en del af hverdagen for mange på jobbet.

»Alting foregår i højt tempo, under pres, og det slider meget mere på vores psyke. Så vi skal ikke glemme, at det i høj grad også er samfundet, som har sat os i den situation,« siger Jacob Birkler.

Det vækker genklang hos Jeanett Bauer. Hun spørger samfundet, om man skal være supermand for at være nyttig.

»Hvorfor er der ikke arbejde til dem, som ikke kan klare at arbejde som en edderkop i midten af spindet i 60 timer om ugen og magte 117 funktioner? Det føles som om, at enten så kan man alting, eller også kan man ikke bruges,« siger hun.