Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jarl Cordua: Mister LA sin ideologiske kraft i regeringen?

»Venstres program handlede tilsyneladende kun om at blive genvalgt.«

Jarl Cordua Fold sammen
Læs mere

Liberal Alliance har siden valget i 2015 rejst rundt med en fortælling om, at topskattelettelser »hele vejen op« var det eneste, der stod imellem succes og fiasko for partiet. Vi har måttet høre Anders Samuelsens tårevædede forklaring om, at han ikke kan se sine børn i øjnene, hvis ikke han opnåede et resultat for sit politiske virke, der var alle afsavn værd. Nu er LA på vej i regering. Glemt er det snævre succeskriterium og fars fravær. Og godt for det! Der er brug for LAs ideologiske kraft. Nu består kunsten i at udvikle evnen til at indgå kompromis samtidig med, at LA fortsætter det kreative værksted for borgerlig-liberal tænkning.

Det er nemlig ikke givet, for fortidens spor fra andre partier skræmmer desværre. For hvad blev resultatet af årene under VKO-flertallet? At Venstre degenererede ideologisk på grund af en selvpålagt realpolitisk spændetrøje.

I 1990erne efter Murens Fald var V med Anders Fogh Rasmussen og hans kampskrift »Fra Socialstat til Minimalstat« ideologisk bannerfører frem mod det liberale årtusind. Det ventede lige om hjørnet med historiens død og kapitalismens endelige sejr. Det var herlige tider for alle os, der flokkedes om partiet og kæmpede for den liberale revolution, som ville indfinde sig, så snart Nyrup-regeringen væltede.

Den ideologiske debat blev dræbt

Tiden inden da blev ikke dårligere af, at V slap for regeringsmagten. Efter at være blevet »snydt« på målstregen i 1998, blev det endelig en Venstremand, der ved kanonvalget i 2001 kunne sætte sig i statsministerstolen for første gang i 25 år.

Hos de Konservative var smilene for længst stivnet. Ikke nok med at man havde tabt førstefødselsretten til regeringsmagten og i stigende grad blev set som et gammelmandsparti. De Konservative havde også mistet sin status som mange byvælgeres og erhvervslivets foretrukne parti. Glemt var helt, at de Konservative i startfirserne indledte sit gyldne årti med også at være en ideologisk kraft. Den blev dog koblet af, da Schlüter erklærede »ideologi for noget bras«.

Fra 2001 til 2009 brugte den nye statsminister Anders Fogh Rasmussen sin politiske kapital på at føre krige i Mellemøsten fremfor at reformere velfærdsstaten, som man i stedet lovede vælgerne, skulle udbygges.

Ethvert optræk til politisk debat blev undertrykt med fuldstændig overdrevne sanktioner mod dem, der vovede at udfordre den magtfuldkomne ledelses grundfortælling og »Claus Hjort-doktrinen« om, at Venstre ikke måtte tabe på velfærdstemaerne til Socialdemokraterne. Venstres program handlede tilsyneladende kun om at blive genvalgt.

Det dræbte den ideologiske debat i partiet, og det kvalte engagementet hos græsrødder, der blev træt af et Venstre, som mange så som »blå socialdemokrater«. Endelig skabte det grobund for et nyt liberalt parti, som ved de seneste valg har haft en fortjent succes, og hvor engagement, drømme og håb lever blandt yngre nye kræfter. Alt det Konservative var i start80erne, og som Venstre var i midt90erne, ja det er LA i 10erne.

Lige nu griner vi ad Samuelsens håbløse bortforklaringer om »usynlige folketingsvalg« og hans tidligere kække belæringer om, at hvis man »vinder ministerbiler«, så kan man »tabe sin sjæl«. Når LA sidder i regeringskontorerne og indgår kompromiser, da indstilles beskydningen af VK som evige »forrædere« mod den borgerlige sag. Da får vi testet, om bukserne kan holde til, at LA fortsat kan være både en ideologisk og politisk kraft. Jeg håber faktisk, at det vil lykkes.

  • Jarl Cordua er vært på Radio24syv-programmet »Cordua & Steno« og politisk kommentator.