Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jarl Cordua: Eliten på skafottet

»Det kompletterer billedet af DF, som de næste i rækken af elitære politikere, der har mistet forbindelsen til folket.«

Jarl Cordua Fold sammen
Læs mere

Ha! Så fik eliten da lige, hvad den har godt af! Først folkeafstemningen om Europol i december! Så Brexit! Og nu blev Donald Trump mod alle odds valgt til præsident i USA. Det blev en kæmpe langemand til meningsmålinger, snakkende kloge hoveder, det politiske parnas, DJØF, eurokraterne, Fanden og hans pumpestok. Nu kan de lære det! Revolutionen fra neden er nær. Folket vil rejse sig mod eliten og rydde op én gang for alle!

Sådan genlyder fortællingen i disse dage, hvor man skal komme sig over chokket over, at fattige hvide amerikanere fra rustbæltet afviste establishmentets præsidentkandidat. I stedet vil de hellere ledes de næste fire år af en charlatan helt uden politisk erfaring, men som har ført en særdeles effektiv kampagne for at »dræne sumpen« for Washingtons elite.

Så hvem vil være de næste på skafottet og få folkets velfortjente straf? Hvilke partier repræsenterer eliten eller det politiske establishment i Danmark? Det spørgsmål stillede YouGov et panel af danskere på vegne af Kristeligt Dagblad. Overraskende for mig viste det sig, at kun 12 pct. pegede på de Radikale som dem, der repræsenterede eliten. Det er så vidt vides det eneste parti, der ellers sætter en ære i at være elite. Det kunne måske forklare de Radikales tab af halvdelen af deres stemmer ved valget i 2015?

Fogh og de elitære

I stedet peger næsten hver tredje – 31 pct. – på Venstre som elitens parti. Uha uha! Ud af de sidste 35 år har partiet siddet i regering i ca. 21 år. De største nyere reformer af samfundet har Venstre hovedansvaret for, og som bekendt sidder der nu en V-regering for bordenden. Bevares. Ansvaret, formandens underbukser, rejsevaner m.m. har som bekendt slidt på partiet, der er gået gevaldigt tilbage siden storhedstiden under Anders Fogh Rasmussen.

Fogh gjorde ellers netop en del ud af at være antielite. De økonomiske lærebøger skulle skrives om, og som statsminister blæste han til oprør mod elitens »smagsdommeri«. Måske var det gået Venstre bedre, hvis man var blevet opfattet som lidt mindre elitær?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Dansk Folkeparti gør jo gerne et stort nummer ud af at skælde ud på eliten. Pia Kjærsgaard har f.eks. tordnet imod eliten som dem, der lukker øjnene for indvandring, centralisering, boligpriserne og forsvundne industriarbejdspladser. Som Folketingets formand, bosiddende i velhaverkommunen Gentofte og mangeårig formand for et støtteparti til en regering, der har vedtaget og gennemført en omfattende centralisering, støttet afdragsfrie boliglån og endnu støtter de frie markeder, er det vel svært at fremstille sig selv som ansvarsfri antielite?

Det er dog gået op for ni procent af vælgerne, der peger på DF som elitens parti. Det ledes af en akademiker fra Handelshøjskolen, Kristian Thulesen Dahl, en tidligere økonomistuderende, Peter Skaarup, og indtil for nylig juristen Morten Messerschmidt. I alt fald har de seneste afsløringer vist, at sammenblandingen af DFs økonomi med den forkætrede eurokratiske elites pengekasse og ikke mindst hykleriet derom, er livsfarlig. Meningsmålinger viser, at DF på kort tid har mistet op mod en fjerdedel af vælgeropbakningen. Det kompletterer billedet af DF, som de næste i rækken af elitære politikere, der har mistet forbindelsen til folket.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Kunsten i politik er tilsyneladende at kunne være en del af eliten – ligesom Trump og Fogh – samtidig med, at man revser eliten til glæde for det plagede folk, som nok skal tilgive hykleriet.

  • Jarl Cordua er vært på Radio24syv-programmet »Cordua & Steno« og politisk kommentator.