Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

James Bonds venner

Lykke Friis, Ph.d. og prorektor, Københavns Universitet
Læs mere
Fold sammen

Agent 007 er igen på alles læber. Og hvem kan undgå at blive fascineret af, hvordan James Bond ene mand endnu en gang redder Storbritannien? Men ét er fiktion, noget andet er virkelighed. Er man i tvivl om det, bør man læse den spritnye rapport om britisk udenrigspolitik, som tænketanken, Royal Institute of International Affairs, udgav for nylig.

Hovedkonklusionen er ligetil. Tiden er kommet til et radikalt strategiskift. Storbritannien må gøre op med den hidtidige strategi, der har domineret udenrigspolitikken siden Winston Churchill. En strategi, der har placeret landet i midten af tre overlappende cirkler – Europa, USA og en tredje cirkel bestående af strategiske partnerlande som f.eks. Kina. Denne tilgang, hvor Storbritannien, i stil med nationens yndlingsagent, går sine egne veje og optræder som en traditionel stormagt med tætte forbindelser til hver enkelt cirkel, er ikke længere gangbar. Dertil er briternes handlemuligheder for begrænset. USA er blevet for uinteresseret i Europa, truslerne for komplekse og de nye økonomier for stærke.

Som en logisk konsekvens bør landets udenrigspolitik i stedet organiseres i koncentriske cirkler, hvor EU udgør kernen, efterfulgt af USA i midten og de bilaterale forhold i et yderste lag. Hvert lag styrkes af de forudgående. Eller for at udtrykke det i klar tale: kun i kraft af sit EU-medlemskab kan Storbritannien gøre sig håb om at påvirke globale dagsordener som COP21, frihandelsaftalen med USA eller samarbejdet med Kina. Hvis Storbritannien derimod tror, at landet fortsat kan satse på de tre cirkler uafhængigt af hinanden og fungere som »free agent«, vil landet tabe yderligere i indflydelse. Tag bare det kinesiske statsbesøg i London. Lige inden sin afrejse sendte præsident Xi Jinping følgende afskedsafslut til David Cameron: Kina ser Storbritannien som »en vigtig del af EU«, og håber, at landet vil »styrke forholdet mellem EU og Kina«. Med andre ord: James Bond har brug for sine venner på kontinentet.

Rapportens konklusioner sætter scenen for Camerons afgørende EU-topmøde i december, hvor han vil genforhandle EU-medlemskabet. Men rapporten kan også med fordel læses af den danske regering, der har bedt ambassadør Peter Taksøe-Jensen om at »afdække den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed«. For hvis Storbritannien er så afhængig af EU, hvad så med Danmark? Kan vi agere uden EU, og modsat Storbritannien påvirke Kina og USA på egen hånd? Eller bør vi også erkende, at EU, trods samarbejdets krise, er kernen i dansk udenrigspolitik?

Tilsvarende giver rapportens budskab om geopolitikkens comeback (i form af Rusland), de mange nye komplekse trusler og verdenssamfundets manglende evne til at gribe ind i f.eks. Syrien stof til eftertanke. Det kan da næppe være det rette tidspunkt for endnu en massiv sparerunde i Udenrigsministeriet. Ikke alene er Danmark med Uffe Ellemann-Jensens ord igen blevet en frontlinjestat; vi lever også i en epoke, hvor den demokratiske guldalder efter Murens fald endegyldigt er forbi, og hvor udviklingen i Syrien, Berlin og Budapest får direkte konsekvenser for dansk indenrigspolitik. Paradokset ligger i, at vi i højere grad skal være til stede ude for at have indflydelse på begivenhedernes gang hjemme. Kort sagt har vi brug for at gøre Danmark større i en tid, hvor verden bliver mindre. Ikke det modsatte!