Jagten på det fællesmenneskelige i Det Lykkelige Arabien

Jeg læser Puk Damsgårds »Arabica«, og den har ramt mig som en varm solstråle i ansigtet i det pandemiske vintermørke. Bogen er en vedkommende skildring af Damsgårds rejse i Yemen, der skildrer konsekvenserne af den brutale krig, som med dansk involvering brutaliserer det fattige land og kaster lys over yemenitiske kvinders hårde skæbne. Samtidig har bogen genvakt mit eget minde om at finde det fællesmenneskelige, hvor jeg mindst ventede det.

»Der i herrestuen i en yemenitisk provins lærte jeg noget, der har slået dybe rødder i mig. Der kan være uoverstigelige moralske, kulturelle og politiske kløfter mellem os. Men der er intet menneske i verden, vi, under de rette omstændigheder, ikke ville kunne tale med, forstå og komme nærmere,« skriver Malte Frøslee Ibsen, I 2006 tog han og ekskæresten til Yemen med Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse i rygsækken. Privatfoto

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Arabica« er rammesat som en rejse i Carsten Niebuhrs fodspor – den frisiske landmåler, der i 1767 vendte hjem som eneste overlevende ud af en ekspedition på fem mand, der på kongens bud rejste seks år til »Det Lykkelige Arabien« for at udforske landets natur, kultur og sprog. Netop derfor har den også vakt minderne til live, fra da min ekskæreste og jeg henover sommeren 2006 drog mod Yemen for, med Niebuhrs rejsebeskrivelse i rygsækken, at følge sporet fra hans færd rundt i landet.