For 20 år siden begyndte jeg at ane, at ytringsfriheden ikke er sikret én gang for alle. Den kan være underlagt det, jeg vil kalde »ytringsfrihedsentropi«: en langsom, men vedvarende tendens til forfald, hvis vi ikke aktivt forsvarer den.
Som ung i starten af 00erne tog jeg ytringsfriheden for givet. Danmark var trods alt et af verdens mest frisindede og åbne samfund, hvor det at tænke og tale frit var lige så naturligt som at trække vejret.
Skulle man knibe øjnene sammen for at få øje på potentielle trusler mod idyllen, var det næppe religiøse kræfter. Danmark var jo også et af verdens mest sekulære lande, og religiøse institutioner havde for længst mistet deres indflydelse i takt med faldende folkelig entusiasme.
