Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ja tak til gazpacho-assimilation

Læs mere
Fold sammen

I Berlingske 22/10 tog både Dan Rosenberg, formand for det jødiske samfund, og imamen, Waseem Hussein, afstand fra krav om assimilation. De kalder det Nordkorea. For mig at se overdramatiserer de betydningen, for det handler jo netop ikke om kristne eller at fralægge sig en religiøs praksis, men det handler om indstillingen til Danmark. Jeg føler mig assimileret, samtidig har jeg beholdt store dele af min arabisk/muslimske baggrund. Jeg holder både eid og jul, betragter Danmark som mit fædreland, og føler mig hjemme i den arabiske verden.

Når jeg mener, at assimilation er nødvendig, så er det fordi, integration ikke har vist sig at være tilstrækkelig. Man kan være både selvforsørgende og dansktalende og i øvrigt leve i stærk opposition til det danske samfund og vores frihedsværdier. Det ser vi for eksempel hos det islamistiske Hizb ut-Tahrir, der tæller mange veluddannede unge mennesker.

Assimilationskravet har i øvrigt bred opbakning i den danske befolkning, hvilket alt andet lige viser, at danskerne ser et behov for, at indvandrere gør en større indsats for at tilpasse sig det danske samfund. I en Wilke-undersøgelse omtalt i JP 24/10 tilkendegiver tre ud af fire danskere, at »vi i højere grad skal kræve, at muslimske indvandrere assimilerer sig«. Der skal derfor ske noget, hvis vi vil sikre sammenhængskraften i fremtidens Danmark.

Vigtige parametre for assimilation er, at man blandt andet slapper af i forhold til sin religion. Accept af ligestilling mellem kønnene. Accept af religionsfriheden, hvilket også indebærer accept af for eksempel nære familiemedlemmers fralæggelse af religion eller tilvalg af en ny. Og det gælder en villighed til eksempelvis at lade sine børn indgå fuldt og helt i fællesskaber på deres uddannelsesinstitutioner, hvor en vigtig del af fællesskabet nogle gange vil være at deltage på lejrture eller rusture. Det vil givetvis være udfordrende for forældre med en stærk religiøs overbevisning, hvor man måske er imod, at en datter skal være sammen med drenge, men det er netop på disse områder, at kampen om vores kultur og værdier står.

Danmark og danskhed, som vi kender det i dag, begyndte med Reformationen i 1500-tallet og dermed med Martin Luther. Derfor er vi lutheranere.

Tidligere har jeg lidt idealistisk argumenteret for ideen om, at to kulturer smelter sammen og bliver til en tredje. En klassisk idé om integration. I USA taler man om »The Melting Pot«, smeltediglen. Men Danmark er ikke USA. Og jeg er blevet klogere.

Luther gjorde op med en autoritær religiøs overmagt, og opfordrede kristne til at tage en identitet på sig som ansvarsbevidste og samvittighedsfulde samfundsborgere. Frihed under ansvar. Det er tanker, der kan spores tilbage til Luther.

Milliarddyre integrationsprojekter gennem mere end 30 år er slået fejl. Og jeg er nået til den konklusion, at integration ikke rækker. Vi skal kræve assimilation af nye medborgere, som ofte ikke er bekendt med det danske tillidssamfund: Vi stoler på hinanden, vi bidrager til fællesskabet, og staten hjælper dem, der ikke kan klare sig selv.

Nogle eksperter bevæger sig væk fra at tale om »smeltediglen« til nu at kalde det »salatskålen«. Altså tomater for sig, radiser for sig osv. Det er desværre denne tilgang til udfordringerne, der har skabt parallelsamfund, hvor indvandrere opdeler sig efter oprindelse og modersmål og isolerer sig uden for det store fællesskab. Ideen om det multikulturelle samfund er død. Det er gået galt alle de steder, det har været afprøvet. Det fører til særkrav, sammenstød, konflikter og parallelsamfund, der lukker sig om sig selv.

I USA er teorien om »salatskålen« stærkt udfordret af voldelige optøjer og hele boligområder defineret af etnisk oprindelse. Der er noget helt galt, når dansk-tyrkere ad nogenlunde demokratisk vej stemmer hjemlandet væk fra demokratiet. Der er noget galt, når vi i Danmark oplever både tredje- og fjerdegenerationsindvandrere, der lever i parallelsamfund uden for det fællesskab, som ellers er Danmark. Og der er noget helt galt, når offentligt betalte integrationskonsulenter vejleder indvandrere om, hvordan de begår sig i det danske system. Indvandrere oplyses og instrueres i at stå på deres rettigheder, men de glemmer pligterne. Eksemplerne er mange.

Vi skal væk fra »salatskålen«. Nu jeg er i gang med de gastronomiske metaforer, så vil jeg foreslå en gazpacho, den velsmagende suppe, hvor ingredienserne er blendet sammen. Tomat er hovedingrediensen og den mest gennemtrængende, peberfrugt, agurk, chili, salt og peber anes, men tilsammen udgør de en helhed.

På samme måde er man først og fremmest dansker, når man bor i Danmark. Jeg beder ingen om at afsværge deres religion eller glemme alt om oprindelig kultur og skikke. Jeg beder bare om, at man tager Danmark til sig af hele sit hjerte. At man udviser loyalitet, ansvar og respekt for det fællesskab, man er trådt ind i. Det handler om holdning og attitude. Man kan ikke komme til et etableret samfund og kræve, at samfundet tilpasser sig den nyankomne. Det er omvendt.

Derfor er kulturel og demokratisk assimilation i den lutherske ånd nødvendig. Ellers er det slut med vores homogene samfund.

Naser Khader er MF og værdiordfører (K).